FIFA 14

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+PEGI Online
PositivtNegativt
Masser af lækre features
Godt gameplay
Flotte kulisser
Masser af licenser
Ikke ret meget nyt
Køb FIFA 14 hos vore partnere:
 

Det er fodboldspiltid, og EA står naturligvis klar med endnu en FIFA-udgivelse. Der er naturligvis sket nogle forbedringer i forhold til sidste års aldeles vellykkede udgivelse i serien, men det er også tydeligt, at overgangen til den kommende generation af konsoller står for døren.

Ja, vi har sådan set altid været glade for FIFA-serien her på redaktionen. Både for et efterhånden meget habilt gameplay, men måske især for alt det lækre lir, som FIFA-serien altid har budt på i form af licenser, kortsamleri, rigtige stadions, fedt soundtrack og alle mulige former for underholdning, der ligger lidt uden for det, der foregår inde på selve grønsværen.

Og bare rolig, alt det lækre lir er der stadig, og i rigelige mængder. FIFA Ultimate Team (FUT) er naturligvis tilbage, og der er mulighed for at handle med dine spillere på kryds og tværs, købe nye pakker med kort (også for rigtige penge, naturligvis), sætte dit virtuelle hold med dine kort og eksempelvis udfordre Ugens Hold og se, om du er stærk nok. Det er stadig virkeligt fedt at rode rundt med, og alene den del af FIFA indeholder spilletid nok til næste udgivelse i serien.

Vi har stadig de såkaldte Skill Games, der blev introduceret sidste år, hvor du skal øve dig i forskellige øvelser så som præcisionsdribling og målskydning mod skiver i målet. Vi har stadig Career, Season, Pro Club, Be A Pro og hele online-delen, så på den front mangler der sådan set ikke noget.

Vi har også masser af hold - rigtige hold med rigtige navne og de rigtige spillere. I England eksempelvis har vi hele 4 divisioner, og i år er den største nyhed på den front, at der er lavet aftale med en række sydamerikanske ligaer, hvilket nok skal sælge endnu flere kopier på de breddegrader, og for os andre betyder endnu flere muligheder for at vælge drømmeholdet.

Men overordnet set byder FIFA 14 ikke på banebrydende nyt. Spillet på banen føles i det store og hele meget som sidste års udgivelse. Man kan naturligvis gå i detaljer med eksempelvis forsvarets eller målmandens opførsel, og man kan diskutere, hvorvidt fysikken føles federe eller lidt tammere end sidste år, men alt i alt må vi konkludere, at der ikke er sket nok til at kunne påstå, at FIFA 14 er vanvittigt meget bedre eller værre end FIFA 13. Og det bliver mere og mere tydeligt, at udgivelserne til PS3 og Xbox 360 står i skyggen af de kommende udgivelser til Xbox One og Playstation 4, som benytter en helt ny engine, som vil give udviklerne mange flere muligheder inde på banen.

Sponsoreret PlayStation Plus video:

Sammenligningen med Pro Evolution Soccer er naturligvis uundgåelig, og det er stadig tydeligt, at FIFA-spillere foretrækker FIFAs fysik, styring og boldbehandling, mens PES-spillerne foretrækker sin måde at spille virtuel fodbold på. PES føles efter min mening (stadig) federe inde på banen, mens FIFA (som bestemt fungerer rigtigt godt inde på banen også), har så mange lækre features, som man virkelig savner hos Pro Evolution Soccer.

Grafikken ligner i høj grad sig selv. Kvaliteten er generelt høj, animationerne fremragende, og spillerne føles virkelig forskellige. Især hvis du skifter fra en eller anden andenrangsspiller til eksempelvis Messi, Ronaldo eller Zlatan. Den del - at tydeliggøre forskellene på gode og mindre gode spillere - er lykkedes fuldt ud for EA. Det er også tydeligt på det grafiske område, at serien har brug for et (kvante)spring fremad, for de seneste 3-4 år har ikke været revolutionerende på den grafiske front, og det er nok lidt tydeligt, at der mangler hestekræfter til at skabe flottere modeller, endnu bedre og mere flydende animationer - og endnu bedre fysik.



Lydmæssigt er FIFA 14 også helt habilt. Et lækker licenseret soundtrack, vellykkede kommentatorer og sparsomme men forholdsvist vellykkede lydeffekter bidrager ganske positivt til det samlede indtryk.

Alt i alt byder FIFA 14 ikke på vanvittigt meget nyt i forhold til sidste år. Men det, som spillet indeholder, er i sig selv virkeligt underholdende, omfangsrigt og en så langvarig oplevelse, at du sagtens kan smutte ud og investere i 14'eren, inden next gen-udgaverne ryger på markedet.

Gamesector Anbefaler

Om Thomas Heine Bech

Thomas har været spilanmelder på Gamesector siden 2007 og anmelder for det meste spil til Xbox One. De foretrukne genrer er sport, bilspil, adventure, puzzle, platform, action og RPG (tja, det er vel næsten det hele), men hjertet banker især for de gamle 80'er-klassikere. Favoritspil på Xbox-konsollerne: Rayman Origins, Plants vs. Zombies, Tom Clancy's G.R.A.W., Pure, Game Room, Scramble, Limbo, Braid, Trials HD, Just Cause, Burnout Revenge, Raiden Fighters Aces og Pinball Hall of Fame: The Williams Collection.