Tales of Xillia

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence
PositivtNegativt
Fantastisk persongalleri
Rigtig fin historie og setting
God variation og fint tempo i kampene
Hvor er crafting blevet af?
Bliver lidt ensformigt
Køb Tales of Xillia hos vore partnere:
 

Klassisk, men velfungerende!
I sin struktur er Tales of Xillia et helt typisk japansk konsolrollespil, der kan trække sine rødder tilbage gennem mange tidligere generationer af spilkonsoller. Det er ekstremt lineært, men heldigvis har spillet et ganske interessant plot og, endnu vigtigere, et særdeles charmerende persongalleri. De interessante personer og det glimrende samspil mellem dem, er med til at bære dig igennem den overordnede ”red verden” historie, der dog stadig har et par rigtig gode twists, et par uventede drejninger og en rigtig interessant setting. Persongalleriet er da også, præcis som i andre store klassiske rollespil, det der holder dig fanget og interesseret i spillet - selv når handlingen bliver lidt langtrukken og kampene en kende ensformige.

Som noget nyt i ”Tales” serien byder Tales of Xillia på to meget forskellige hovedpersoner, der godt nok arbejder sammen det meste af spillet. Men det hænder også at deres veje skilles. I de situationer kan du kun følge den ene af de to, således at du går glip af historien, set fra den anden hovedpersons synspunkt. Det er helt oplagt en velfungerende gimmick, der giver spillet yderligere levetid, idet en anden gennemspilning er nødvendig, hvis du vil forstå alle de små twists og uforudsete begivenheder i handlingen.

Spillets univers er ved første øjekast rigtig interessant. Den magiske verden Rieze Maxia er isoleret fra resten af Elympios med en magisk barriere. Der er to nationer i Rieze Maxia, der, til trods for at foregive samarbejde, hemmeligt arbejder på at underminere og udrydde hinanden. Dertil kommer, at styrker fra Elympios langsomt er begyndt at trænge igennem den magiske barriere. Omgivelserne i spillet er farverigt præsenteret og der er god variation imellem de mere markante steder i Rieze Maxia. Desværre er der en del andre områder, der virker ret ensformige og generiske, ikke mindst fordi baggrundene genbruges lige lidt for meget.

Kampene i Tales of Xillia er på en gang actionfyldte og taktiske. Hver karakter har naturligvis specielle færdigheder du skal udnytte for at få det optimale ud af dem i kampene. Dertil kommer af karaktererne kan kombinere deres færdigheder og lave lange kæder af angreb. Det er et tilfredsstillende system, der til trods for et solidt tempo og en god del action, alligevel bliver en kende ensformigt i længden. Et friskt pust er dog spillets ”Link” system, der lader to karakterer arbejde sammen om at udføre specielle angreb. Det giver et ekstra taktisk lag til kampene og de mange kombinationsmuligheder og ekstra færdigheder, giver lidt ekstra variation og liv til kampene.

Sponsoreret PlayStation Plus video:

Igennem spillet udvikler dine karakterer sig naturligvis løbende. Det foregår via et netværk af færdigheder, der mest af alt virker som en forsimplet version af det såkaldte Sphere Grid fra Final Fantasy X. I teorien er det ganske velfungerende og en god mulighed for at du selv kan bestemme i hvilken retning en karakters færdigheder skal udvikle sig – men som det ofte sker med den slags Skill Network i rollespil, så falder det hele lidt til jorden, da det hurtigt viser sig at du uden alt for stor ekstra indsats faktisk kan købe samtlige færdigheder til hver karakter længe inden spillet er gennemført.

Udover at udvikle hver karakters netværk af færdigheder, har du også mulighed for at udvide inventaret i spillets mange (visuelt helt ens) butikker. Ved at donere penge eller ting til butikkerne, kan du få dem til at udvikle sig, så de i sidste ende får bedre varer på hylderne - som du så kan købe og give til dine karakterer. Et sjovt lille system, men det er dog langt fra en fyldestgørende erstatning for det manglende crafting system. Tidligere Tales spil har som regel altid haft en eller flere crafting-minispil, som f.eks. Cooking eller Alchemy, men der er intet i den retning i Tales of Xillia.

Visuelt er Tales of Xillia et relativt jævnt produkt. Der er ingen store graverende fejl og især karakterdesignet formår at imponere. Der er også enkelte lokaliteter, der er fantastisk smukke og detaljerede, men der er mindst lige så mange, der er generiske, kedelige og ensformige. Musikken er en kende for ligegyldig til min smag – den er i hvert fald langt fra at være den episke rutsjebanetur, som soundtracket er i klassiske rollespil som Final Fantasy VII.

Tales of Xillia er helstøbt og velfungerende, men det er samtidig også et utroligt traditionelt japansk konsolrollespil. Fans af serien eller af genren som sådan, ved på forhånd præcis hvad det er for en vare Tales of Xillia leverer – og spillet leverer varen, endda i overflod. Men det er også et spil, der langt fra imponerer med grafik og lyd. Heldigvis gør det ikke voldsomt meget, når bare historien er solid og spændende og persongalleriets dybde er helt på høje med de helt store klassikere i genren – og det er det nemlig i Tales of Xillia!

Gamesector Anbefaler

Om Peter Rosenholdt