Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+
PositivtNegativt
Farverigt og flot
Fint koncept
Masser af færdigheder og varition
Overforklarende og sløvt
Mangler en journal
Køb Mario & Luigi: Dream Team Bros. hos vore partnere:
 

Inception Mario-style
Mario og Luigi er taget med Prinsesse Peach til et nyåbnet trope-paradis, for at få en velfortjent ferie og nogle af de fancy drinks i kokosnødder med små paraplyer i. Men gæt hvad der sker *trommesolo*. Prinsessen bliver for Gud ved hvilken gang kidnappet og brødrene må igen, for Gud ved hvilken gang, redde hende. Ingen ferie. Ingen drinks. Og ingen små paraplyer. Typisk. Men det viser sig snart, at der er helt andre ting, at bekymre sig om. Den royale kidnapning er blot startskuddet til en større redningsmission, der skal befri områdets oprindelige befolkning, der efter en strid med en gammel ondskab, nu er permanent fanget i drømmenes rige.

For at redde de stakkels pude-lignende væsener skal Mario rejse ind i drømmeverdenen og lede efter magiske krystaller. Heldigvis viser det sig, at Luigi har så godt et sovehjerte, at han kan åbne en portal til denne drømmeverden, når han sover. Det giver Mario rig mulighed for at udforske de forskellige 2D-udformede drømmeverdner. Det er dog ikke alle steder, at Luigi bare kan dratte om og knalde brikker – han skal hvile hovedet på en stenpude, som der er en del af, fordelt rundt omkring i det tropiske paradis. Dem skal du naturligvis ud og lede efter.

Det er drømmene og dine muligheder for at manipulere med dem via Luigis sovende ansigt (på nederste skærm), der er centrum i Dream Team Bros. Det er et sjovt koncept og selvom drømmeverdener ikke er noget nyt tema i rollespil, så fungerer det overraskende godt og giver en masse variation til et ellers, på papiret, ret enkelt spildesign.

Når du er i drømmene med Mario, kan du som nævnt se Luigis fredfyldte sovende ansigt på nederste skærm. Ved at røre ved ansigtet, kan du manipulere med hans underbevidsthed og dermed med hans drømme. Kild ham på næsen og han nyser, hvilket slynger banens blokke rundt. Hiv ham i overskægget og Mario skydes afsted som ud af en katapult. Men det stopper ikke her for Luigi kan også bistå med en række færdigheder, som Mario kan nyde godt af i drømmene.

Sponsoreret PlayStation Plus video:

Hvad enten det er at bremse tiden, samle en hær af mikro-Luigier eller forvandle Mario til en kæmpe-Luigi, så virker konceptet rigtig godt og underholdende, for både børn og voksne. Det skaber variation til spillets drømmeverdener og tilføjer et simpelt, men fungerende, taktisk element. Luigi bliver ved med at få nye færdigheder når han drømmer, så hver ny drømmeverden giver nye muligheder og det holder spillet friskt og spændende.

Stadig et rollespil
Nu kunne det jo lyde som om Mario & Luigi: Dream Team Bros. er et platformspil med et twist – men spillet er faktisk stadig et klassisk rollespil. Det bliver især tydeligt, når du hopper på fjender. Dette bringer dig til en helt traditionel træk-baseret kamp, som du måske kender fra andre japanske konsolrollespil. Dog er kampsystemet her ganske varieret og kræver mere taktik og større opmærksomhed på fjenderne, end du måske er vant til. For at optimere dine angreb og forsøge at undgå fjendens, skal du hele tiden holde øje med om fjenderne afslører hvad deres næste træk bliver, så du kan modvirke det. Det giver en ekstra dimension til kampene, der dog ikke kan undgå, at blive en smule langtrukne og ensformige i sidste ende.

Apropos tempoet og de langtrukne kampe, så er tempoet i spillet helt generelt ikke for højt. Det er ikke klassisk tempofyldt Mario det her. Det er en langsommelig omgang med alt for mange tekstvinduer, der gang på gang overforklarer nye færdigheder, hvilket hurtigt bliver til en pine. Du får meget ofte nye færdigheder og de følges næsten altid op af masser af tekst, der forklarer hvordan de virker. Dertil kommer, overraskende nok, at spillet er elendigt til at give dig de informationer du rent faktisk har behov for – såsom hvor langt du er kommet med en specifik mission eller hvilke ting du nu skal finde for at komme videre. Det skal du langt hen af vejen selv holde øje med.

Visuelt er spillet ganske nydeligt. Det hænder at nogle af omgivelserne er en anelse firkantede at se på, men ellers er banerne farverige og 3D effekterne yderst imponerende og omfattende. Det kan godt være at spillet ikke er det store visuelle fremskridt fra Mario & Luigi: Bowser’s Inside Story, men det gør ikke så meget for det spil var også nydeligt.

Mario & Luigi: Dream Team Bros. er et let tilgængeligt og underholdende rollespil med nogle sjove twists. Det er i helt samme høje kvalitet, som sine forgængere og selvom det mangler en journal til at holde styr på dine missioner og selvom det til tider bliver lidt sløvt at spille, så opvejer spillets mange sjove og anderledes elementer for dette og mere til endda. Alt i alt er Mario & Luigi: Dream Team Bros. en særdeles underholdende størrelse, som fans af serien bestemt ikke bør gå glip af!

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).