The Smurfs 2

Score: 4
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI Violence
PositivtNegativt
Overraskende flot grafik for et børnespil
Lokal multiplayer for mange spillere
Ualmindeligt ensformigt
Kedeligt fra ende til anden
Halvbagt Mario-klon
Anorektisk spinkel historie
Køb The Smurfs 2 hos vore partnere:
 

Det spil smølfer noget smølf!
Det var egentlig mit indtryk, at de dage hvor spilfirmaer kunne tjene penge på halvfærdige og ligegyldige børnespil, baseret på en sikkert relativ dyr filmlicens, var bag os. Dels fordi THQ knækkede nakken økonomisk på at bringe os ”kvalitetsspil” som Puss in Boots og flere SpongeBob spil, end jeg kan overskue at tælle, og dels fordi jeg troede at branchen generelt var blevet klogere. Men nej. Det er den ikke. Derfor er kvaliteten i The Smurfs 2 da også ganske forudsigelig. Lad os bare sige, at WayForward, der i forvejen har en rig historie med licensbaserede spil, helt lever op til forventningerne om hvordan spil baseret på en børnefilm skal laves. Hvis du ikke fangede det, så var det ikke positivt ment.

Historien i The Smurfs 2 (hvis man overhovedet kan kalde det for en ”historie”) er yderst banal. Gargamel har skabt to sortgrå smølfer, The Naughties, som han bruger til at kidnappe Smølfine. Resten af smølferne er generelt enige om, at dette er en af den slags situationer, hvor en eller anden form for redningsaktion vil være på sin plads. Desværre for smølferne (og til dels også for Smølfine) skræmmer en stor rotte de fleste smølfer væk fra smølfelandsbyen, så kun en lille gruppe smølfer er tilbage.

For at gøre en kort historie endnu kortere, så ender det med at du skal ud og redde Smølfine. Du starter i smølfelandsbyen, der desværre udelukkende fungerer som en ret ligegyldig hub-verden, som i bund og grund let kunne erstattes af en menu. Herfra kan du tilgå spillets seks forskellige verdner, der hver byder på fem baner og en obligatorisk bosskamp. Uden brug af den store kugleramme giver det 30 baner i alt – som du kan gennemføre på et par timer. Det er med andre ord et ret kort spil.



Før du begiver dig ud på en af banerne skal du vælge hvilken smølf du vil spille. Hver smølf har en ”unik” færdighed. F.eks. kan Gammelsmølf kaste med flasker, der fryser fjender, mens Klumpesmølf (den klodsede smølf) kan lave et kejtet rullefald. Det giver i det mindste en smule variation mellem karaktererne, men nogen stor spilmæssig nyskabelse er det ikke.

Nu hvor vi er ved emnet ”ingen stor nyskabelse” så kan vi roligt begynde at snakke om selve banerne. De er helt traditionelle 2D sidescrollende platformsbaner. Bevæg din smølf fra den ene ende af banen til den anden, alt imens du samler frugter, leder efter skjulte bonusmønter og enkelte power-ups og hopper ovenpå fjender. Lyder det bekendt? Det bør det gøre, for gameplayet er meget tæt på New Super Mario Bros. tilsat lidt krydderi fra Sonic og andre klassiske sidescrollere.

The Smurfs 2 har sågar ladet sig inspirere så meget af det nyt Super Mario Bros., at det tilbyder lokal co-op multiplayer-spil for op til fire spillere. Mens det giver ekstra liv (og kaos) på skærmen, er det knapt så gennemført eller veldesignet som i Nintendos ikoniske serie.

Mens der er ekstra smølfer at samle (omkring 20) og ni forskellige smølfer at spille med, så er og bliver The Smurfs 2 en kort oplevelse - selv hvis du har huset fyldt med venner, der gerne vil spille. Banerne er for ensformige, gameplayet for kedeligt og historien alt for spinkel. Hver bosskamp er stort set magen til den foregående og langt de fleste spilmekanikker har du oplevet i andre spil, der er betydeligt bedre og mere varierede end The Smurfs 2. Alt i alt er The Smurfs 2 endnu et licensbaseret spil, der skal sælges på titlen – og bestemt ikke på indholdet.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).