MotoGP 13

Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+PEGI Online
PositivtNegativt
Lettilgængeligt
God styring
Flotte lyseffekter
Middelmådig grafik og lyd
Tyndbenet karrieredel
Online er langtrukkent
Manglende data på motorcykler
Køb MotoGP 13 hos vore partnere:
 

En tur i radiobilerne
Hvis du har sat hjemmebiografen op i forventning om, at spillet er et overflødighedshorn af vilde 3D-effekter og store eksplosioner, så kan du godt pakke det hele sammen igen. MotoGP 13 er nemlig en simulator, og i denne genre er der ikke sat mange pixels af til vilde game modes og sindssyge påfund. Det vigtige er motorcyklens kørsel, og det fungerer heldigvis her - i grove træk i hvert fald.

MotoGP 13 bestræber sig mere end noget andet på at kunne tilpasse sig spillerens niveau og samtidigt give frihed til at føle, at du ikke bliver kontrolleret af en computerkode skabt af mennesker. Har du arcade-ræs i blodet, kan spillet eksempelvis indstilles, så du bare skal holde speederen i bund og dreje lidt uden at tænke på gear og ridser i lakken. Og hvis du kører skævt, kan du altid spole tiden tilbage med rewind-systemet.

Du kan også vælge den mere realistiske tilgang, og her viser spillet sine kernekompetencer, men byder samtidigt også på nogle skuffelser. Når alle hjælpemidler som automatbremser og -gear er slået fra, kan du nemlig i højere grad føle spillets utroligt velfungerende styring, som drejer og reagerer tilpas responsivt.

Indstillingerne giver mulighed for, at motorcyklen tager mere realistisk skade af kollisioner og slag. Dette er dog den mest skuffende del af gameplayet på banen. For i en hæsblæsende sport, hvor rytteren ikke er beskyttet af mere end en tætsiddende gummidragt og en hjelm, virker det mærkværdigt, at styrt og sammenstød ikke medfører andet end overfladiske skrammer på motorcyklen. Skaderne har således ikke nogen konsekvenser for fremtidige løb eller motorcyklens stand.

En kort karriere
Karrieredelen har ikke megen dybde. Du kører en række ræs med det formål at blive den førende ræser i sporten, komme i betragtning hos nye hold og optjene points, der låser op for nye hjelme og videoer. Udviklerne hos Milestone forsøger at banke liv i den rimeligt tørre omgang ved hjælp af mails fra trænere, et lignende Twitter-feed for fans og en tæller, der viser status for din popularitet som kører. Det fungerer bare ikke særligt godt, når du efter få timer oplever at modtage de samme mails og 'Twitter-feeds' adskillige gange, hvor nye navne bare er sat ind som afsender.



Når du får tilbud om at blive del af andre hold, får du kun oplyst holdets samlede niveau, mens deres motorcykels holdbarhed eller fart står hen i det uvisse. Derfor bliver valg af hold et skud i tågen, og det er noget, som ikke ligefrem giver motivation til at fortsætte i karrieredelen, hvis du går op i at have bedste hold og motorcykel. Vil du bare køre ræs, kan du prøve Instant race, Split Screen, Championship eller Grandprix - Online-delen kan ikke anbefales til dette, da det er en langsom affære, hvor ventetiden er dræbende.

Udseendet imod sig
MotoGP 13 har langt hen ad vejen desværre ikke udseendet eller lyden med sig. Overflader og natur er generelt flade og udtværede, motorcyklerne er yderst fattige på detaljer og mennesker fremstår som omvandrende robotter, der uden sjæl eller engagement tomt stirrer ud i luften. Spillets grafiske del indeholder også fejl, der får objekter til at forsvinde ud i det blå. Der er dog stadig smukke, visuelle øjeblikke i spillet, da lyset er smukt og kan give flot genskin på banerne.

På lydsiden er der desværre også mangler. Lyden af motorcyklerne fremstår kraftfuld, men der er kun tre forskellige lydspor til samtlige motorcykler i spillet. Også musikkens to-en-halv sang kører for fulde drøn ved enhver tænkelig lejlighed, og det bliver ensformigt at lægge øre til i længden.

MotoGP 13s gode sider bliver overskygget af negative elementer, der virker decideret upolerede og mangelfulde. Den tyndbenede karrieredel trækker væsentligt ned på spillets levetid, og grafik og lyd virker så fattig på detaljer, at det visuelle indtryk aldrig bliver mere end middelmådigt. Men vil du bare køre ræs uden dikkedarer, så er spillet lige ud af landevejen. Hvis ikke, skal du nok lede efter andre alternativer.

Om Sofus Lindberg