Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI Violence
PositivtNegativt
God historie
Skræmmende stemningsfyldt
Realistisk grafik og lys
Tyndbenet fjendtlig kunstig intelligens
Køb Metro: Last Light hos vore partnere:
 

Er der lys forenden af tunnelen
Året er 2034 og der er gået 25 år siden Jorden, som vi kender den, blev udslettet af en altødelæggende atomkrig. I resterne af undergrundsbanerne under Moskva har de overlevende fundet sammen i små samfund centreret omkring ruinerne af tidligere tiders undergrundsstationer. Men det er en grå og dyster tilværelse de overlevende har. Tunnelerne er fyldt med dyr og insekter, der er muteret til de rene monstre og ture til overfladen og til ruinerne af Moskva efter proviant, er forbundet med endnu større farer, hvor truslerne fra muteret dyreliv suppleres med høj radioaktivitet og en atmosfære, der ikke kan indåndes uden brug af gasmaske.

Metro: Last Light er andet spil i serien af post apokalyptiske første person skydespil bygget på en serie af romaner af den russiske forfatter Dmitry Glukhovsky. Du spiller Artyom, en ”ranger” fra en af de mere moderate grupperinger, der holder til i metroen.

Spillet starter hvor første spil, Metro 2033, sluttede. I spillet sendes du på jagt efter en af de mystiske ”Dark Ones”, men historien kaster dig hurtigt ud i en ren kamp for overlevelse midt mellem mutanter og de rabiate grupperinger af nazister, kommunister og banditter i metroen.

Stemmer i mørket
Last Light er et fuldstændigt lineært skydespil, der trækker dig ved næsen gennem en nøje planlagt handling. Men det er også et spil, der opfordrer dig til nøje at undersøge hvert hjørne og hver eneste lille krog for ekstra ammunition og andet udstyr. Især gammel militær ammunition fra før atomkrigen er værd at kigge efter, da det fungerer som valuta, men også som ammunition i en nødsituation. Sammen med et rigt persongalleri, der befolker spillets metrostationer og som alle har en masse at sige om alt hvad der rører sig i metroen, gør det Last Light til et spil, der skrider langsomt og adstadigt frem. Spillet belønner i høj grad den spiller, der giver sig tid til at opleve det hele og tid til at sætte sig ind i historien.



Last Light er heller ikke et spil, der lægger op til at du skal skyde på alt der bevæger sig. Lys og skygge spiller en stor rolle i metroen og langt de fleste situationer (bortset fra møderne med diverse muteret kryb og kravl) kan klares ved at snige dig rundt i skyggerne, nedlægge vagter lydløst og ved at kortslutte strøm og skrue pærer ud af lamperne. Lys er også afgørende i kampene mod de muterede kæmpeedderkopper, der lurer i mørket. De har et ugennemtrængeligt panser, der gør våben ubrugelige mod dem. Men de er ekstremt sårbare overfor lys og det leverer nogle nervepirrende øjeblikke, hvor du skal holde hele flokke af dem på afstand ved at lyse på dem.

På dine ture ud i dagslyset i ruinerne af Moskva, er det helt andre farer der lurer på dig. Her skal du hele tiden holde øje med hvor mange sekunders ”liv”, der er tilbage i din gasmaskes filter. Her bliver tunnelernes mørke og adstadige tempo afløst af en desperat spurt for at nå i sikkerhed eller nå frem til det, der ligner liget af en anden uheldig eventyrer, som måske har det gasmaskefilter på sig, der kan redde dig i sidste sekund.

Da Bolshoi balletten blev til striptease
Desperation, forfald og dysterhed er temaer, der driver tykt ned af metroens klamme og fugtige vægge. Grafik og lys tegner mørke og næsten fotorealistisk billeder hvor mødet med rotter og edderkopper på størrelse med en hånd, får det til at løbe koldt ned af ryggen. Du må næsten holde dig for næsen når du skal undersøge de halvt forrådnede lig for proviant eller andre forsyninger. Spillets europæiske oprindelse er tydelig og de meget moralske amerikanske standarder, som vi er vant til, eksisterer ikke i Metro: Last Light, hvor kæderygning, eder og forbandelser og snavsede usoignerede ludere og strippere er en naturlig del af de overlevendes trøstesløse hverdag.

At spille Metro: Last Light er en oplevelse, der langsomt kryber ind under huden på dig. Det er ikke et spil, der som Bioshock Infinite slår dig omkuld og holder dig tryllebundet fra start til slut. Last Light er ikke fejlfrit og du vil gang på gang ryste på hovedet over hvor tåbelige og blinde dine modstandere kan være, føle dig hæmmet af manglen på valgfrihed eller grine af de usynlige mure, som du risikerer at rende ind i, hvis du ikke holder dig til din fastlagte rute. Men Metro: Last Light har noget troværdigt og autentisk over sig, noget der gør det svært at lægge fra sig og noget der gør, at helheden bliver større end summen af de enkelte elementer.

Gamesector Anbefaler

Om Jesper Søtofte