Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+
PositivtNegativt
Stemningsfyldt
Omfattende
Meget åbent
Fokus på afslapning og hygge
Dyrene gentager sig selv meget

Er du aldrig før stødt på serien Animal Crossing, så er du gået glip af noget. Serien handler i grove træk ikke rigtigt om andet end at hygge, men der er utroligt mange måder, man kan hygge på. Det seneste udspil hedder New Leaf, og det har vist sig at være et overordentligt positivt bekendtskab.

Forestil dig, at du ankommer til en by, du selv får lov at navngive, men lad os bare for god ordens skyld kalde den DinBy. Da du ankommer til DinBy, bliver du forvekslet med en anden, og som resultat deraf bliver du fungerende borgmester i byen med øjeblikkelig virkning. I byen bor forskellige talende dyr, der alle har forskellige personligheder. Du bliver vist rundt i byen, hvor du møder din sekretær Isabelle og får selv lov at vælge, hvor du skal bo. Indtil dit hus bliver bygget, må du bo i et telt, men det er okay, for du har ikke brug for ret meget plads i starten. Før dit hus kan blive bygget, skal du spare 10.000 klokker sammen, og det giver langt bedre mening, når du finder ud af, at klokker er den lokale valuta i DinBy. Klokker kan du skaffe på forskellige måder. Du kan ryste træerne i DinBy, og håbe på, at der falder noget ned, som ikke er arrige bier. Nedfaldet kan du sælge i en af de lokale butikker, og det er smart at huske, at i genbrugsbutikken ReTail får du lidt mere for det. Du kan også gå på stranden og samle konkylier og muslinger. Har du klokker nok, kan du købe en skovl, en fiskestang eller et net, som du henholdsvis kan grave fossiler op med, fange fisk med eller fange insekter med. Alle tre giver mange klokker, men det lokale museum vil også gerne have fingre i fisk, insekter og fossiler, og hvis du er en flittig donor til museet, bliver folkene i DinBy glade, og du bliver opfattet som en dygtig borgmester.

Når du så har skrabet de 10.000 klokker sammen, bliver dit hus bygget af den flinke vaskebjørn Tom Nook. Han vil også meget gerne hjælpe dig med at udvide dit meget ydmyge hus til en lidt større bolig for kun små 40.000 klokker. Heldigvis har han ikke travlt med at få pengene, så du kan i ro og mag slappe af og tjene penge i dit eget tempo. Sideløbende med dette har du i dit embede som borgmester startet et projekt op. DinBy mangler bænke, og indbyggerne vil egentlig også gerne have, at der er lidt mere at se på. Heldigvis har byens forrige borgmester inviteret dig ud på en ø, hvor du kan finde mere eksotiske frugter, fisk og insekter, som du kan tage med dig tilbage og sælge for langt flere klokker. Og klokker skal der bruges, for selvom bænkene i DinBy egentlig gavner alle, så er indbyggerne meget nærige. Du kan godt regne med, at du kommer til at betale størstedelen af det, der skal bygges. Udvalget i butikkerne i DinBy varierer fra dag til dag, og når du ikke har travlt med at tjene penge til diverse projekter, så kan du slappe af i din bolig, som du har mulighed for at indrette næsten, som du vil have det, med forskellige møbler, tapeter, gulvtæpper og lignende. Flere af disse ting har du endda mulighed for selv at designe. Hvad kan man bruge det til? Praktisk talt ikke andet end pynt, men du kan blive bedømt for dine evner inden for boligindretning.



Animal Crossing: New Leaf er svært at beskrive, uden det kommer til at lyde som arbejde. Der er ingen rigtig score, der er ingen baner, ingen boss der skal dræbes, ingen prinsesse at redde og ingen spøgelser, der jager dig. Der er til gengæld heller ingen stress og ingen blodig vold. Måske er Animal Crossing i virkeligheden mere en simulator eller et antistressværktøj end et egentligt spil. DinBy deler tidsregning med vores verden. Butikkerne åbner på faste tidspunkter, så hvis du kan lide at spille om morgenen, inden du går i skole, så kan du ikke besøge Tom Nook, for han åbner først klokken 10. Museet er stort set altid åbent, men uglen Blather, der står for det, står også lidt og sover meget af tiden. Han skal lige vækkes. Dine naboer kan godt finde på at lave aftaler med dig, og det kan godt være noget med, at de vil komme og se din indretning i aften klokken 18:30. Hvis du så ikke er i spillet klokken 18:30, vil dine naboer sandsynligvis kommentere det, næste gang du møder dem. Efter mørkets frembrud kan du fange ildfluer og andre insekter, men til gengæld er de der så ikke om dagen. Nogle ting sker kun om søndagen. Det hele virker til at gøre DinBy til et mere troværdigt sted. Oplevelsen af DinBy bliver mere virkelig, fordi det hele er så gennemtænkt og gennemført. Bevares, oplevelsen er ikke for alle, men det er et imponerende stykke arbejde, der er lagt i det, og alle bør i det mindste lige prøve, netop fordi det måske lyder mere besværligt end sjovt, uden overhovedet at være det. I New Leaf er der altid noget at lave, uden noget føles som tvang, og der går rigtig lang tid, inden man har set det hele. Til gengæld går der ikke ret lang tid, før man bliver lidt småtræt af de andre indbyggere i DinBy, der siger alt for meget og gentager sig selv alt for tit. Kommer man ind i en butik, skal man lige hilses. Man skal også lige bydes en god dag, når man går ud. Hvis man så har glemt noget i butikken, skal man igennem det igen. Hver eneste gang, man giver insekter til uglen på museet, skal man også høre den samme lange smøre, og hvis man tager med båden ud til en ø, synger kaptajnen en sang for dig. Det er charmerende i små mængder, men når man så let kommer til at bruge så store mængder tid i DinBy, så forsvinder charmen lidt.

Det tekniske i New Leaf fungerer ret godt, men ikke helt på niveau med stemningen. Man kan bruge touch screen til at styre, hvad man slæber rundt på, og man kan lynhurtigt rydde op på den måde frem for at bruge knapperne. Grafikken er rigtig god, og de forskellige dyr i DinBy er både udtryksfulde og karakteristiske. I spillets butikker finder man forskellige ting, der refererer til tidligere Nintendo-spil, som udstyr fra Zelda, man kan iklæde sig, eller en Metroid fra spillet af samme navn, som man kan stille hjemme i huset. Det hele ser ud som det skal, selvom det enkelte gange kan være besværligt at se, hvad der foregår bag eksempelvis bygninger. Lyden er minimalistisk, men skæg. Indbyggerne snakker volapyk, men man kan på en underlig måde godt høre, at der bliver udtrykt noget med den volapyk.

Alt i alt er Animal Crossing: New Leaf det bedste i en serie, der ikke er helt lige som andre oplevelser. Det kan varmt anbefales, at man giver det en time eller to, og det er et oplagt køb til den danske sommer, hvor vejret jo desværre ofte er mest velegnet til at sidde indenfor.

Gamesector Anbefaler

Om Søren Vestergaard