Score: 6
Xbox Live Arcade
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Bad LanguagePEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Nytænkende koncept
God historie
Masser af charme
Manglende fokus i gameplay
Forvirrende banelayout
Ensformigt hvis du ikke spiller med andre
Køb Monaco: What’s Yours is Mine hos vore partnere:
 

Hvad der er dit er mit
Monaco er et syretrip ned af nostalgiens landevej. Et spil bygget efter de principper, som man byggede spil efter i 1980’erne. Et spil, der meget vel kunne have stået og larmet i grillbarens mørke, hvis der ellers var nogen, der havde tænkt på det for 30 år siden og ikke i 2013. Nostalgi er ikke nødvendigvis en dårlig ting og Monacos simple, men hektiske gameplay er solidt, gennemtænkt og oser af detaljer. Hvor meget fornøjelse du er i stand til at presse ud af spillet vil til gengæld nok i meget høj grad afhænge af personlige præferencer og ikke mindst af om du er i stand til at finde ligesindede forbryderspirer at dele oplevelsen med.

Monaco er hvad vi for en halv menneskealder siden, uden at blinke, ville kalde et labyrintspil. Helt basalt set er det meget tæt beslægtet med klassikere fra starten af 80'erne som Pac-Man, Wizard of Wor og læssevis af lignende spil. Hele spillet foregår på en sort skærm, med en labyrint i form af et ”blueprint” af en bygning eller lignende, som du skal navigere rundt i. Hele molevitten ses direkte fra oven i rent 2D og der er så godt som ingenting i spillet, der ser pænere eller mere detaljeret ud, end noget et treårigt barn ville kunne klaske sammen af Duplo-klodser i løbet af fem minutter. Men i forhold til fortidens endeløse jagt på at spise gule prikker eller zappe monstre, er der i Monaco både en udvikling gennem spillet og en overraskende god historie at følge.

Forbrydelse er det eneste, der betaler sig
Spillet er kædet sammen af en række opgaver, eller kup, ved den franske riviera. Her kan du fra spillets start vælge mellem fire forskellige forbrydere ved starten af hvert kup og efterhånden som du får svindlet og stjålet dig igennem spillet kommer det tal op på otte forskellige forbrydere, med hver deres speciale. Der er låsesmeden, der hurtigt kan dirke døre, hackeren, der kan slå bygningens sikkerhedssystem fra, muldvarpen der kan bryde gennem mure, og så videre. Der er ingen opgaver, der kræver en bestemt type forbryder, men hver især er mere eller mindre egnet til at klare de forhindringer i form af laserfælder, låste døre, bevæbnede vagter og meget andet som du støder ind i på vejen til det perfekte kup og uendelig rigdom.

Spillet lægger op til at du forsøger at holde dig skjult of slippe ubemærket ind og ud med tyvekosterne uden at nogen aner uråd. Men du vil ustandseligt blive overrasket af vagter, hvorefter den vilde jagt går gennem korridorerne indtil du slipper ud af deres synsvinkel og du kan genoptage dine skumle gerninger. Du kan også vælge at skyde knoppen af dine forfølgere med dit medbragte våben. Får vagterne fat i nakken på dig, slår de dig ihjel og du må fortsætte missionen med en af dine andre forbrydere hvis du spiller alene, eller du må vente på at blive genoplivet, hvis du spiller sammen med andre.



Den meget simple, men samtidigt uoverskuelige, grafik betyder desværre, at når du dør i spillet så skyldes det formentlig ikke dine manglende evner som tyveknægt. Det skyldes snarere at du ikke aner hvad det er du ser på skærmen og prøver at stikke af ved af dirke en lampeskærm op i troen på at det er en dør.

Spillet skifter hele tiden mellem at have fokus på at bevæge sig skjult og lydløst rundt og til at fare rundt med forfølgere i hælene, som i en scene fra Benny Hill. Desværre er der ikke rigtig nogen af metoderne, der er den rigtige og der derfor er risiko for at du hurtigt mister fornemmelsen af at have noget som helst formål, da der ikke er nogen belønning for at klare missionerne med snilde og nøje planlægning fremfor bare at tromle igennem dem som en elefant i en glasbutik.

Kriminalitet bør nydes i fællesskab
Monaco kan spilles alene, hvor du har en enkelt forbryder af gangen at gøre godt med, eller du kan spille det sammen med op til tre andre, enten på nettet eller på samme skærm ved at tilslutte eksterne controllere for hver ekstra spiller. Monaco er suverænt bedst, hvis du er et hold, der spiller sammen og er i stand til at samarbejde. Singleplayer-kampagnen virker ikke nær så interessant og det bliver hurtigt ensformigt, at trisse rundt på gerningsstederne mutters alene. Desværre er det svært at sammensætte et hold af tilfældige personer, der kan finde ud af at samarbejde og den slags spil ender ofte med at den person, der kender banen bedst, stæser direkte igennem med de tre andre deltagere halsende efter. Men hvis det lykkes for dig at få samlet tre venner til et spil, så er der masser af både intens underholdning og hektisk ”fald på halen” komik at få ud af Monaco.

Monaco er et spil, der helt klart har en masse charme og som tør gøre tingene på en anderledes og mere simpel måde end størstedelen af de spil, der kommer på markedet i dag. Om du så bliver fanget og underholdt af spillets simple og naive gameplay og primitive grafik er i meget høj grad en individuel smagssag. Monaco har kvaliteter, der med garanti vil give det mange fans, men for undertegnede blev det aldrig rigtigt til et lykkeligt ægteskab. Hertil ser spillet bare en tand for primitivt og rodet ud og den manglende konsekvens ved at blive opdaget af vagterne i spillet betyder, at der aldrig rigtigt er nogen grund til at gøre en indsats for ikke at blive opdaget. Spillet har været lovprist til skyerne i lang tid før det overhovedet udkom, men det ligner ærligt talt kejserens nye klæder - med mindre det er mig, der ikke har fattet en brik af det hele.

Om Jesper Søtofte