The Last of Us

Score: 10
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Fantastisk grafik
Utroligt persongalleri
En flot dystopisk setting
God blanding af brutal action og stealth
Et helt igennem legendarisk spil!
Køb The Last of Us hos vore partnere:
 

Dommedag på første række
For omkring 20 år siden ramte en mystisk svampeinfektion pludseligt Jordens befolkning. På få timer blev millioner af mennesker sindssyge af infektioner, og millioner andre omkom eller blev dræbt af de inficerede. Samfundet kollapsede på rekordtid, og kun nogle få overlevede.

I dag er de få overlevende samlet i små fortificerede enklaver, spredt rundt omkring i det tidligere USA. De små enklaver styres med hård fascistisk hånd af resterne af det amerikanske militær, der af frygt for infektioner inden for murene, fængsler og henretter befolkningen nådesløst. Undertrykkelsen og desperationen har uundgåeligt ledt til terrorisme og væbnet modstand mod den militære undertrykkelse.

Det er en trist, beskidt og dystopisk verden. Uden for enklaverne er naturen ved at overtage de engang så levende storbyer. Forladte bilvrag står og ruster på de overgroede veje, og de fleste bygninger er for længst begyndt at gå i forfald. Her, uden for enklaverne, er der stadig horder af de inficerede, dødsensfarlige svampesporer og små grupper af overlevende, der dagligt må kæmpe for at opretholde tilværelsen.

I denne tragiske verden finder vi vores hovedperson, Joel, der ernærer sig med smugleri og anden lyssky aktivitet. Der er et stort marked for at smugle ting mellem zonerne i den militærkontrollerede enklave, der engang var storbyen Boston. Joel er desuden en hårdkogt type, der ikke er bange for ekspeditioner uden for de beskyttende mure i søgen efter forsyninger eller andre eftertragtede varer, der kan omsættes til madrationer.

En gribende fortælling
Joels hverdag bliver dog vendt på hovedet da han og hans makker en dag får til opgave at transportere den 14-årige pige Ellie. Joel og Ellies rejse på tværs af, hvad der engang var USA, med storbyer i hastigt forfald, flokke af inficerede og desperate overlevende, danner rammen for spillets helt fantastiske og gribende historie.



Joel er ved første øjekast en kynisk overlever og på mange måder en typisk antihelt, der selv har oplevet livet før infektionerne begyndte, mens Ellie er født efter de første udbrud af svampeinfektionen. Samspillet mellem de to karakterer og far-datter-forholdet, der opstår på rejsen, er et af de bedste, vi har oplevet i et computerspil.

En stor del af fornøjelsen ved The Last of Us kommer fra de samtaler, Ellie og Joel har. Du styrer kun Joel, mens Ellie og eventuelle andre følgesvende trofast følger dig. Joel og Ellie kommenterer tit på den situation, de to befinder sig i, eller kommer med generelle betragtninger om livet. Det fungerer rigtigt godt og får spillets hovedpersoner til at føles som virkelige personer, som du ikke kan andet end føle med.

For de stealth-hungrende
Selv om The Last of Us kan spilles på forskellige sværhedsgrader, så kræver spillet stadig en vis mængde forsigtighed og stealth-færdighed, hvis du ikke skal omkomme konstant. Spillets fokus er på en blanding mellem action og stealth, men selv om Joel har forskellige slag- og skydevåben, er en stilfærdig og velovervejet taktik, hvor du forsøger at likvidere fjenderne stille og uset, som regel den, du kommer længst med.

Joel har en evne til at lytte efter fjender, og den får du flittigt brug for. Når Joel lytter, kan han ”se” gennem vægge og bag forhindringer og se, hvor fjenderne gemmer sig, eller hvor de bevæger sig hen. Det giver dig en taktisk fordel, så du kan planlægge, hvordan du vil angribe en situation, for hvert enkelt møde med fjender i The Last of Us føles næsten som et helt puzzle, du skal finde en løsning på. Hvad der virkede i sidste set-piece, virker måske ikke denne gang. Især ikke fordi der er flere forskellige typer af fjender, der reagerer meget forskelligt – især har de irriterende inficerede ”Clickers”, der reagerer på lyd, og som ofte er umuligt at håndtere i nærkamp, givet os mange grå hår på hovedet. Men der er også en stor taktisk forskel på at skulle håndtere en flok inficerede og så en flok soldater bevæbnet med skydevåben.

The Last of Us er et blodigt og brutalt spil. Der er ikke meget at grine af i spillets historie og i spillets begivenheder – tværtimod faktisk. Præcist som i Uncharted-spillene har du mulighed for at lave nogle ret blodige kill-moves, enten ved at kværke modstanderne, smadre deres hoveder mod et objekt eller dolke dem med en hjemmelavet ”shiv”. Slagsmål, når Joel kommer for tæt på fjenderne, virker utroligt brutale, og når der skal tales med næverne, bliver spillets action særdeles hektisk, men samtidig også virkeligt belønnende, når karaktererne på skærmen bevæger sig troværdigt og i flydende bevægelser laver slag og parader. Selv om det er en brutal ballet, så ser det virkeligt godt ud.

Ud over mulighederne for at snige dig forbi fjender og eventuelt likvidere dem lydløst (eller bruge dem som et levende skjold) er flankeringer også en vigtig taktik. Der er som regel altid mange steder at gå i dækning, og en del af spillet foregår i mørke indendørs områder, hvor der er mulighed for at komme rundt om eller bag ved fjenderne. Fjenderne, især soldater eller andre ikke-inficerede, forsøger som regel også at udnytte mulighederne for bevægelse og dækning, og selv om vi har oplevet enkelte store AI-brølere, virker fjenderne rigtigt snu, og de bevæger sig gerne fra dækning til dækning for at komme rundt om dine flanker.

Der er nok nogle spillere, der vil mene, at der måske er et ”lidt” for stort fokus på stealth i The Last of Us – også selv om de tidligere har spillet Uncharted-serien, der også kombinerede stealth og action. Det er dog helt sikkert, at The Last of Us får dig til at føle dig sårbar – du føler dig aldrig rigtigt som en Rambo, der kan tackle hele verden (selv ikke når du får fat i bedre skydevåben) og det er med til at underbygge spillets i forvejen desperate stemning og dystopiske setting. Stemningen i The Last of Us er simpelthen en af de bedste, jeg har oplevet i et spil, og selv om spillet ”bare” er endnu en omgang survival horror med zombie-lignende fjender, så er hovedpersonerne og stemningen med til at gøre The Last of Us til en medrivende oplevelse.

Fantastisk setting
Næst efter det fantastiske samspil mellem Ellie og Joel er spillets setting en af de helt store stjerner. De forladte storbyer, de overgroede veje, de mørke uhyggelige kældre og de triste lejre, som de få overlevende har samlet sig i, er alle sammen helt fantastisk flot designet. Der er masser af variation i designet, og skærmbillederne flyder konstant over med detaljer.



Der er en trist troværdighed over de forladte miljøer, der får det til at løbe koldt ned af ryggen på os. Mange af områderne, som Joel og Ellie skal igennem, er forladte, mørke og delvist sammenstyrtede bygninger. Du har kun Joels lille lommelygte til at lyse omgivelserne op, og det giver nogle helt klassiske horror-gys, når fjenderne dukker frem af mørket. Okay, det er billige gys, men det virker.

Spillets områder er godt nok designet som relativt lineære baner, men der er ofte mulighed for nogle taktiske udfoldelser, når du støder på fjender. Hvad det angår, minder spillets level-design meget om Uncharted, ikke mindst i de områder hvor Joel skal klatre meget og forcere forhindringer. Men The Last of Us er ikke et spil, der sender dig på lange klatreture.

Joel og Ellie er, præcist som de andre skæbner, de møder på deres rejse, utroligt flot animeret og designet. Grafikken i The Last of Us er simpelthen fantastisk. Stemmeskuespillet er af helt samme høje kaliber som grafikken. Der er tale om spildesign, grafik og soundtrack i verdensklasse. Så enkelt kan det vist siges.

På opdagelse
Selv om miljøerne i The Last of Us godt kan virke en smule restriktive, så er der stadig blevet plads til lidt udforskning. Der er som regel altid nogle godter gemt i hjørnerne eller efterladt i de forladte huse, og det hænder, at en død fjende smider lidt brugbart. Ud over førstehjælpskasser, ammunition og våben er der også mulighed for at finde ting som flasker eller mursten, som du kan kaste med for at få fjenderne til at undersøge støjen.

Ud over de helt traditionelle ting kan du også finde diverse løsøre og træningsmanualer. Forskellige genstande såsom tape, sakse, benzin, klude osv. kan kombineres til brugbare genstande eller våben i en simpel lille crafting-menu, hvilket gør udforskning af dine omgivelser til en særdeles god ide. Andre genstande kan bruges til at ”opgradere” nogle få af Joels færdigheder, såsom at give ham mere liv, forbedre hans lytteevner eller gøre crafting hurtigere.

Multiplayer bagerst i bussen
The Last of Us byder også på en række forskellige multiplayer-modes. Selv om disse er ganske underholdende og bundet sammen af et fraction-system, så er multiplayer-delen af The Last of Us kun en lille snack i forhold til spillets centrale singleplayer-del. Multiplayer-delen mangler naturligvis historien og det fantastiske karaktergalleri, der løfter singleplayer-kampagnen. The Last of Us er en episk fortælling og en rejse, der ikke kan genskabes i multiplayer.

Vi kunne blive ved og ved med at snakke om alle de fantastiske detaljer og de store oplevelser, vi indtil videre har haft med The Last of Us. Men anmeldelsen skal jo stoppe et sted, så lad os slutte af med at konkludere, at The Last of Us er det bedst sammentømrede spil, vi har oplevet i meget meget lang tid. Spillet er et uhyggeligt seriøst, gribende smukt og bevægende eventyr gennem en uhyggelig forfalden verden. The Last of Us vil i mange år fremover være spillet, vi kommer til at måle andre spil mod, også selv om vi nu står på dørtærsklen til en ny generation af konsoller.

Så hvad venter du på? Få spillet bestilt i dag. Det udkommer den 14. juni, og vi kan ikke give det andet end vores absolut varmeste anbefalinger!

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).