GRID 2

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+PEGI Online
PositivtNegativt
Flot præsentation
Lyden af bilerne
God multiplayer, både online og spiltscreen
Lækker fysik i bilerne
Ikke blændende originalt
Bilernes teknik er meget simplificeret´
Køb GRID 2 hos vore partnere:
 

Codemasters eller Carmasters?
Afventende holder vi vejret ved målstregen. Ikke for vinderen, men fordi Codemasters kører et nyt racerspil ud af garagen. Og er der noget, som det britiske spilhus har udviklet en grandios prestige i, så er det racerspil. Nogle af de bedste på markedet faktisk. Fra det tidlige MicroMachines blev Codemasters' profil knyttet til biler. En profil, som briterne har udbygget og udviklet, med racergenrens forskellige discipliner og et stærkt CV; TOCA Race Driver, Colin McRae Rally, DiRT og F1. De kan bare noget med fart og køretøjfysik.

GRID fra 2008 var en ny størrelse i garagen, tanket op med alt det Codemasters kan, men også med en større erkendelse af kernen i racerspillet. Med en afbalanceret fysik på fartstriben mellem køretekniske egenskaber og glæden ved at køre bil, indfandt GRID sig i spændingsfeltet mellem casual arkadespil og krævende simulation. Det var dog først og fremmest sjovt. Med fem effektive kalenderår har Codemasters haft god tid til at polere lakken og fjerne alle små urenheder i katalysatoren. GRID 2 står klar og mangler kun din fod på speederen.

De syv auto-synder.
Målet for ethvert AAA racerspil er at finde en auto-fetichistisk niche, som dyrkes hele vejen til målstregen. Men, det gælder også om, at finde den rigtige niche. Burnout dyrker kollisioner. Motorstorm dyrker troen på blind intuition. Forza Motorsport dyrker bilernes mytologiske status. Ridge Racer dyrker ekspertisen i drifting. Need for Speed dyrker bilernes illegale gadekultur. Gran Turismo dyrker bilmærkernes mangfoldighed og kompromisløs simulation.

De racerspil, som ikke finder sin helt egen niche, er dem vi glemmer - og det ved folkene hos Codemasters. Bag alle de velkomponerede racerløb, glidende tacklinger på asfalten, brølende motorlarm og internationale vejbaner, gemmer sig konkurrencementalitetens stolthed og den sociale prestige. Eller kort forklaret på coveret: “Be fast. Be First. Be famous".

GRID 2 køres tæt og intenst, for ethvert sving forude skaber vejen til anerkendelse. Præstationen presser dig i hårnålesvingene, får dig til at teste grænserne for hvor hurtigt du kan køre inden kontrollen løsnes, så karosseriet slynges ud i skovbrynet. Dette dyrker GRID 2 fuldendt med kompositionerne omkring racerløbene. Øjnene hviler på dig. Både fra din personlige speaker, generøse sponsorer og fiktive online-fans, såvel som dine faktiske PSN venner. Eller mest af alt: Dit eget ego.



Men det er alt for nemt at hade sig selv efter en kollision med rækværket. Codemasters har derfor valgt at beskytte spilleglæden med en spontan second-chance funktion. Et mikrosekunds dristigt valg, som presser bilen for langt ud i svinget og maler lakken på husmuren - det skal du som spiller ikke straffes for. Med et hurtigt tryk på trekanten, kan du spole tiden de dyrebare sekunder tilbage. Lige præcist nok til at afprøve svinget med et alternativt angreb, og måske få dig helskindet rundt om hjørnet. Det øger spilglæden uden at gå på kompromis med udfordringen.

Ånden i motorblokken
Rent konceptuelt er GRID 2 racerspil i den reneste form. Absolut mere "back to basics" hvor kvaliteten er vigtigere end innovationen. Selv Codemasters egne titler har haft hang til overdrevet brug af options og alsidighed, for især DiRT3 gik linen ud med alle globale vejrfænomener, biltyper og akavede challenges. GRID 2 demonstrerer derimod en stædig afvisning af effekter og valgmuligheder. Ingen optimale racing-lines tegnet på vejbanen. Intet auto-break system for nybegyndere. Ingen skiftende vejrforhold, grusunderlag, flyvehop eller snestorme. Du kan vælge nemt, normalt eller svært - og så ellers bare køre røven ud af udstødningsrøret.

Mindre progression, mere ekspertise - det er konceptet. GRID2 er et meget kompakt racerspil hvori du som spilleren får tiden til at udvikle køreegenskaberne og forstå banerne. Det er egentligt meget rart, endelig at få tildelt frirummet til at blive ven med din bil, inden udfordringerne stiger til næste niveau. Men spillere, som har en teknisk autoingeniør i maven, vil formentlig finde GRID 2 en tand for hult. Codemasters har skåret bilen ned til et simpelt instrument af fart med fire parametre: Hastighed, vægt, kraft og acceleration. Videnskaben ved biler er manet til jorden for almenhedens ære og fartdjævelens overeksponering af drifting vil muligvis holde faglige bilentusiaster lidt på afstand.

Drop dead gorgeous.
Det grafiske niveau er nærmest en selvfølge, når der står Codemasters på kontrakten. Der er ikke mange spilhuse, som kan levere en så gennemført præsentation af et racerspil. Fra den minimalistiske introduktion til lyssætningen i de internationale baner - GRID 2 signalerer bilspil i A-klassen, hvor alle skarpe hjørner og stejle kurver er poleret jævnt. Hellere gøre tingene ordentligt end favne for bredt.

Codemasters' overlegne EGO engine, nu udviklet til version 3, river stadig grafikken rundt med et overskud af høj opløsning, simulering af naturfænomener og animerede detaljer i baggrunden. Effekterne er subtile, men effektive, så som sammenstødene, der forstærkes med videostøjen fra et slag på siden af kameraet. Men også lyden gør et kraftfuldt bidrag til køreoplevelsen. Når motoren brøler på din Mustang GT, kan du næsten se vibrationerne på tv-skærmen. Lidt overdrivelse i denne energiklasse skader ikke.

Rustikt som en bil i millionklassen.
GRID 2 er et bildesign for spillere, som har lidt svært ved at bestige de sportstunge racerspil og tekniske simulationer, men som stadig har hulemandens primitive benzintørst. Nok er præsentationen lækker og det grafiske niveau højt, men måske skal du tilbringe lidt køretimer bag rattet, før du opdager spillets renhed og din egen præstationshang. Det er ikke opfindsomt, men en ærlig og redelig evolution fra arkadens racerspil.

Gamesector Anbefaler

Om Torben Andersen