Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI Violence
PositivtNegativt
Fantastisk stemning
Flot stilren grafik
Utraditionelt adventure
Tro mod kildematerialet
Stadig for kort
Køb The Walking Dead hos vore partnere:
 

Fem fantastiske kapitler samlet
Som nævnt så er The Walking Dead et adventurespil, hvilket naturligvis er et modigt valg, når det nu var så oplagt at forvandle tegneserien til et traditionelt zombie-inficeret actionspil. Men Telltale Games er på hjemmebane, når det handler om adventurespil. Udgivelser som Tales of Monkey Island, Sam & Max, Back to the Future og ikke mindst Puzzle Agent, dokumenterer tydeligt, at Telltale Games ved hvordan et godt adventurespil skal skrues sammen. De kan med andre ord deres kram og det beviser de til fulde igennem de fem kapitler i The Walking Dead.

Spillet følger den introverte straffefange Lee, der bliver befriet fra en fangetransport, da zombie-epidemien bryder ud. Hans baggrund er ganske interessant og på mange måder fremstår han som en typisk antihelt: Lee må dog træde i en faderrolle, da han i spillets første kapitel redder en lille pige. De to får igennem spillet følgeskab af andre overlevende, der hver især har deres egen dagsorden for den lille gruppe.

The Walking Dead har godt nok en god og varieret vifte af actionsekvenser, men generelt er det adventure-elementerne, hvor du som Lee skal undersøge dine omgivelser og ikke mindst dialogen med andre personer, der fylder mest i spillet. Så nej, der er ingen Resident Evil-style zombieskydetelt her og det virker faktisk helt befriende.

Dystert og bevægende
Spillet er, i modsætning til de foregående Telltale Games spil, et dybt seriøst, bevægende og på mange måder tragisk spil. Der er ingen lykkelige omstændigheder, der er ingen glade miner og der er kun sjældent plads til smil. Stemningen i spillet er således mørk og dyster og de små lyspunkter Lee oplever igennem spillets kapitler, står derfor meget stærkere sat op mod den dystre baggrund.

Det er svært at skrive for meget om handlingen i The Walking Dead uden at afsløre alt for mange detaljer i det plot, der gør spillet så interessant. Men det ødelægger vist ikke noget for nogen at fortælle at du ikke skal forvente at alle kommer levende igennem spillet.



Der er gjort meget ud af at ramme stilen og stemningen fra The Walking Dead TV-serien og tegneserien i spillet. Dette hjælpes yderligere på vej af, at du i spillet besøger steder, du kan opleve i både TV-serie og tegneserie og du møder kendte personer fra Robert Kirkmans univers. Spillet virker således som en troværdig tilføjelse til de historier og begivenheder, du kender fra tegneserie og TV-serie.

Mesterligt adventurespil
Telltale Games er mestre ud i klassiske adventure-spil og det beviser de også i The Walking Dead – selvom spillets action-sekvenser kan virke lidt stressende på den typiske adventurespiller. I det mindste formår de at gøre spillet hektisk og give den helt rigtige stemning af konstant overhængende livsfare. Adventure-elementerne er helt klassiske logiske puzzles og jagt på de genstande, som du skal anvende for at løse opgaver. Ikke så meget nyt ved det koncept, men til gengæld føles det trygt og velkendt.

Grafisk er spillet ret specielt, og til trods for enkelte relativt kedelige og tomme baggrunde er grafikken generelt ganske nydelig. Den er designet til at ligne en tegneserie, og det gør den med stor succes. Omgivelserne og personerne ser virkelig ud, som om de er tegnet med tuschpen og efterfølgende farvelagt, og det binder spillet endnu mere sammen med Robert Kirkmans tegneserieunivers. At Telltale Games har valgt at følge så tæt i kildematerialets fodspor, betyder også, at spillet er klinisk renset for den humor, som du ellers oplever i deres andre adventure-spil, og er du mest til humoristiske adventurespil, vil du med sikkerhed ikke bryde dig om den seriøse og dystre tone i The Walking Dead.

Samlet set er de fem kapitler af The Walking Dead et fantastisk, gribende og spændende eventyr. Eneste kritikpunkt vi har, er spillets længde. Selvom der er hele fem kapitler at spille, så er de relativt hurtigt overstået og meget mere end en weekends underholdning får du ikke for pengene. Du får endda mindre end det, hvis du er hurtig til at spille adventurespil og er god til at løse spillets små puzzles.

Men det kan ikke ændre ved at The Walking Dead er endnu et skridt i den rigtige retning for en genre, der for blot få år siden så ud til at være lige så død og lige så meget i forrådnelse som Robert Kirkmans zombier. Takket være firmaer som netop Telltale Games er adventuregenren i klar bedring, så fans kan roligt begynde at glæde sig. Især fordi næste serie af spil, The Walking Dead Season 2, allerede er annonceret!

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).