Score: 5
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Godt lydspor
God stemning
Intet nyt
Både
Ensformigt
Konceptet virker allerede slidt

Ny ø, samme gameplay
Selvom du måske holdt ud til den bitre ende i det originale Dead Island og selvom det måske lykkedes for dig at slippe levende fra den zombie-inficerede ferieø Banoi, så er du langt fra i sikkerhed. I Dead Island: Riptide er du nemlig igen strandet på en ø overrendt af levende døde og som du måske kunne frygte, så ligner Riptide til forveksling sin forgænger.

Dead Island: Riptide er nemlig stort set Dead Island med lidt nye omgivelser, da kulissen er skiftet fra en tropisk ferieø til et ø bestående af store sumpområder. Da en stor del af øen står under vand indfører Riptide muligheden for at sejle i både rundt på vandområderne. Sejlads er dog så rasende svært at styre at denne nye ”feature” ikke bidrager med noget positivt. Ellers byder spillet på præcis samme opbygning, som sin forgænger og samme typer af fjender, samme gør-det-selv arsenal og desværre også samme designproblemer.

Nu var Dead Island jo bestemt ikke noget kort eller lille spil – det var en enorm mastodont af et actionspil, så langt de fleste spillere har med sikkerhed allerede fået nok af spillets simple formel. Derfor er det ekstra skuffende at Riptide blot er meget mere af det samme som tidligere.

Intet nyt under solen
Du kan importere din karakter fra det originale Dead Island, men det er ikke helt uden problemer. Først og fremmest får du ikke dine våben med, men du beholder trods alt din karakters færdigheder. Desværre skal du begynde at indsamle blueprints til våben helt forfra, så du er i en lang periode i starten af Riptide, henlagt til at slås med de forhåndenværende ting du finder. Det gør starten på Riptide umanerlig kedsommelig, ensformig og langsom.



Fjenderne i Riptide er det samme galleri af zombier, som du husker fra Dead Island og har du spillet originalen, ved du allerede hvordan du bedst ekspederer de forskellige typer af zombier hinsides. Det gør ikke bare Riptide relativt let, det gør også spillet ensformigt og til et langt og sejt deja vu. Har du spillet bare nogle få timer Dead Island vil Riptide blive ved med at føles som noget du allerede har gennemført.

Det eneste rigtig store og nye tiltag er som sagt muligheden for at sejle i speedbåde rundt på søerne og sumpområderne på øen. Men da zombierne ikke lader sig stoppe af vand og da de er rasende hurtige i vandet, mens du selv er temmelig langsom, bliver det en plage at sejle fra dem. Det hænder endda, at de kan løbe så stærkt i vandet, at de formår at indhente din speedbåd og rive dig ud af den før du kan gøre modstand.

Men ser vi et kort øjeblik væk fra at Dead Island: Riptide føles mere som en udvidelse end som en egentlig efterfølger, så byder spillet på flere velfungerende elementer: der er godt med brutale nærkampe med zombierne, som du kan dræbe på både blodig og barbarisk vis. Musikken er glimrende og stemningsfuld, rollespilselementerne fungerer ganske fornuftigt og spillets online co-op multiplayer virker nogenlunde. Men har du ikke spillet det originale Dead Island, så kan du også opleve alle de ting i det spil og jeg antager at det i dag er betydeligt billigere end Riptide.

Dead Island: Riptide dræner mig for energi, når jeg spiller det. Jeg har prøvet det hele før. Jeg ved hvordan zombierne skal dræbes og hvilke typer af dem jeg skal holde mig fra. De få nye features og de nye omgivelser er langt fra nok til at kalde Dead Island: Riptide for et nyt spil – det ender med at være den samme lange zombie-inficerede ørkenvandring som originalen også udviklede sig til. Nu blot med sumpvand i skoene.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).