Score: 4
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+
PositivtNegativt
Blid og pædagogisk indgangsvinkel
Kom tættere på Pokémons
Frygteligt meget dialog
Alt er på engelsk
Dungeons er kedelige og monotone
For det meste ingen udfordring
In-game tilkøb hvor man kan købe flere dungeons
Køb Pokémon Mystery Dungeon: Gates to Infinity hos vore partnere:
 

Didn’t I catch ’em all?
Pokémon er et gyldent symbol for kvalitet, manifesteret i en perlerække af absurd velkonstruerede spil gennem de håndholdte konsolgenerationer. Med en appetit for progression og samlermani, kan selv voksne spillere blive afhængige af stortitlerne i Pokémon-franchisen, fra Ruby og Platinum til Black & White. Men hvad med de mindreårige? For at omfavne markedet bredere, har Nintendo også udgivet en linje spin-offs fra Pokémons univers, alle med de samme kendetegn: Mere naivistisk, mere cartoonish og mere organisk. Her er ikke trænere, kun Pokémons.

Men hvad der også kendetegner de farverige biprodukterne, er en tydelig degradering i kvalitet. Med Pokémon Mystery Dungeon: Gates to Infinity er de små, farverige væsner blevet opdrættet til 3D skærmen, og cuteness-faktoren er sendt mod himmelstrøget. Til gengæld er den grafiske blødhed tynget af en lektion i kedsomhed og en hånende sneglefart.

Indlevelsen er indgangen idet du, som menneske, falder gennem himlen og vågner op i Pokémons verdens, omdannet til en Pokémon (efter dit valg). Du får hurtigt en Poképartner og sammen vil I omdanne et stykke ørken til et nyt hjem. Den mere børnevenlige opskrift sikrer, at du aldrig vil være i tvivl om næste mål, i skarp modsætning til den øvrige open-worldness som kendetegner Pokémon spillene. De mange første spilletimer er dikterende og lineært anrettet mod næste dungeon, og da tøjlerne løsnes er det kun marginalt, for en implicit vindretning vil hele tiden bringe dig til næste grotte og næste udfordring.

Pokémo…zzzzzzzzzzzz
Men assistancen og den overdrevne pædagogik er langt fra det værste ved Gates to Infinity. Det er derimod de endeløse, blødsødne dialoger og lange mellemsekvenser der efterlader dig, spilleren, med en handlingslammet finger på kontrollen. Samtalerne og samvittigheden mellem Pokémons er sovset til med søvndyssende overforklaringer og rundture om den samme grød - naturligvis på engelsk hvorved danske børn i målgruppen ikke vil forstå historien (eller hvorfor pokker tingene tager så lang tid).



Endelig! Dialogboksen slukkes og dine Pokémons slippes løs i grotten. Du vil hurtigt mærke, at det umiddelbart organiske miljø er bygget omkring et fast grid, hvori dine Pokémons bevæger sig som farverige skakbrikker. Omgivelsen har derfor også en betydning i kampe, for dine Pokémons kan placere sig forskelligt omkring modstanderen og kun udføre angreb i den næsens retning. Lidt børnevenlig taktik. Resten af anatomien er som en let udgave af et primært Pokémon spil: Hver Pokémon har højst fire angreb. Nye angreb kan tillæres, din vigtige inventory skal du administrere og des mere du kæmper, des mere stiger din level. Alt det du kender - blot med færre kalorier.

Efter du undslipper dialogerne, og histories lammende jerngreb, møder du desværre næste kapitel i kedsommelig. For de mystiske grotter - som burde være trækplastret - viser sig gradvist som uinteressante mineskakter, anbefalet folk med søvnbesvær. Der er for mange gentagelser af de samme, monotone tunneller, hvor du finder de samme fjendtlige Pokémons, de samme genstande til rygsækken og de samme trappetrin til næste niveau. Der sker ikke nok inden for den overraskende lange spilletid, og der er fåtallige belønninger fra denne tidsrøver.

Udfordringen er også en noget ujævn affære, for mens kampen gennem tunnellerne kan udføres af en hovedløs høne, er der periodiske boss-kampe som kræver mere proaktiv forberedelse og hjælp fra din inventory. Mens spillet har (mis)brugt en flodbølge af spildtid på forklaringer i historien, er der slet ikke brugt tid på at klæde yngre spillere på til kampenes nye kurs. Det er en manglende balancegang, hvor spillet kræver erfaringer fra Pokémons grundskole, men samtidig sætter sig fladt på de yngre spillere.

Og så er der gimmicks. Gates to Infinty har et par alternativer som udnytter 3DS teknologien: StreetPass kræver, at andre i din omgangskreds har samme spil, så dine Pokémons kan udliciteres hos vennerne - hvis nogen altså gider købe det. Med konsollens indbyggede kamera, kan du finde nye dungeons-udfordringer, men først skal du finde en specifik geometrisk figur i dine omgivelser, for at få adgang. Jeg skulle finde en cirkel, og prøvede at scanne noget så cirkelformet som et vægur, men det virkede ikke. Det gjorde til gengæld en kaffekop filmet ovenfra. En noget ustabil billedgenkendelse må man sige.

Tag kedsomhed og manglende fremdrift - og tilføj så dårlig vejledning og grafisk samlebåndsproduktion til regnestykket. Spædet op med det forhadte in-game indkøb, hvor du kan købe flere dungeons. Det hører ikke hjemme i et fuldprisspil for børn. Gates to Infinty virker ikke gennemtænkt eller gennemarbejdet. Det bedste ved spillet er de belærende instruktioner, som efter en gennemført mission anbefaler, at du gemmer spillet, går tilbage til startmenuen og tager en spillepause. Tak, det har vi også brug for. Aldrig har jeg oplevet Pokémons søvnangreb, som rent faktisk virkede på mig.

Om Torben Andersen