Score: 5
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Bad LanguagePEGI SexPEGI Violence
PositivtNegativt
Kampsystemet er nogenlunde
Alt for megen dialog
Plat humor
Grafisk gammeldags
Ensformige missioner og områder

Henrik har tidligere anmeldt et af de foregående Hyperdimension Neptunia spil og han var mildest talt ikke imponeret. Derfor var jeg allerede fra første færd godt klar over at dette tredje spil i ”Hyperdimension Neptunia” serien, godt kunne ende med at blive lidt af en skuffelse, også selvom jeg normalt elsker japanske rollespil.

Som sine forgængere i Hyperdimension Neptunia serien, er Victory også et japansk actionrollespil baseret på en satirisk fortolkning af konsolkrigen. Hovedpersonerne i spillet kommer således fra lande med navne som Lowee, Leanbox og Lastation. Udviklerne har virkelig forsøgt at gøre spillets plot og setting til humoristisk satire over de forskellige konsollers indbyrdes krig, endda helt ned til sådanne detaljer, som at Lastations centrale netværk er blevet hacket. Men det hele falder til jorden og ender med at virke plat og et særdeles anstrengt forsøg på humor.

Selve spillet følger hovedpersonen Neptune, der er endt i verdenen ”Gameindustri” (ja det hedder den!), hvor landet Lastation er ved at opruste fordi de frygter en invasion fra den krigeriske nation Leanbox. Det er helt oprigtigt hvad der skal konstituere et plot i Hyperdimension Neptunia Victory.

Spillet er et actionrollespil i vanlig japansk stil. Nu skal ”action” tages med et vist forbehold, for det er dialog-sekvenserne i spillet, der fylder langt størstedelen af den tid, du vil bruge med spillet. Disse er ret traditionelle med stillestående 2D billeder af de karakterer, der siger noget og så en overflod af tekst, du skal læse hvis du vil følge med i den temmelig forvirrende og ret ligegyldige historie. Enkelte sekvenser har fået rigtig tale, men den er så pibende og irriterende, at den ikke ligefrem gør oplevelsen bedre. Heldigvis kan du hoppe forbi en stor del af dialogen.

Og du kan roligt hoppe forbi dialog-sekvenserne, da de er ret ensformige og ikke bidrager voldsomt til oplevelsen af spillet. Pinlige vittigheder om sex, platte bemærkninger, ligegyldige raserianfald og ævl og kvæl præger dialogen. Til trods for de mange tusinde linjer dialog, formår ingen af karaktererne i spillet at fremstå som ret meget andet end forsmåede børn, der hader hinanden for fuld skrue – måske et meget godt billede på hvordan fanboys reagerer, når der skal diskuteres konsoller, men en smule dybde i karaktererne havde ikke skadet nogen eller spillets samlede bedømmelse.



Selve spillet styres fra en central HUB verden, der i dette tilfælde er et oversigtskort. Du kan altså ikke, som i andre store japanske rollespil, gå rundt og udforske den centrale verden. I stedet kan du via menuer tage missioner, købe udstyr og gøre alle de andre ting du normalt kan i en HUB verden – bare alt sammen fra det centrale skærmbillede, der dybest set bare er et kort og en samling menuer.

Missionerne foregår dog i nogle ret begrænsede 3D områder, så du får mulighed for at udforske de enkelte dungeons, som du vælger at udføre missioner i. De er ikke voldsomt spændende og der er flittig genbrug af omgivelserne og baggrundene i hvert missions-område. I det hele taget er grafikken ikke værd at skrive hjem om i disse 3D sekvenser. Opbygningen af områderne er desuden også meget ens, så kortenes udformning minder så meget om hinanden at du fra tid til anden kan komme helt i tvivl om du nu også er kommet til et nyt område eller ej.

Kampsystemet er et lille lyspunkt i et ellers meget trist gameplay. Der er tale om et trækbaseret kampsystem i en 3D arena, hvor hver karakter under din kontrol kan bevæge sig i hvert træk og angribe fjenderne. Selvom systemet fra starten af ikke er voldsomt dybt eller varieret, så er det et dejligt afbræk fra de ensformige områder og endeløse dialoger. Idet hver af dine karakterer har en ret bred palet af færdigheder og evner (og en såkaldt HDD power mode), kræver kampene i starten ikke megen taktik. Men kampsystemet bliver langsomt bedre og mere krævende, hvilket reddede en del af spiloplevelsen – i hvert fald for undertegnede.

Da fjenderne mellem spillets områder ofte stiger markant i sværhedsgrad er det nødvendigt at grinde en del for at få dine karakterer op på et niveau, hvor de ikke får tæsk hver gang de begynder en ny mission. Det bliver hurtigt lidt ensformigt, også selvom der i det mindste sker lidt mere i kampene end der gør i resten af spillet.

Der er ingen tvivl om at Hyperdimension Neptunia Victory er et spil, der henvender sig til en helt bestemt og meget smal niche af JRPG fans. De er måske mere tilbøjelige til at tilgive spillets mange fejl og mangler og dermed nyde de små 50 timers gameplay spillet byder på. Langt de fleste ”normale” rollespillere bør holde sig væk – spillet er simpelthen for plat og ensformigt til at klare sig i konkurrencen med mainstream spillene.

Om Maiken Schou