Defiance

Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Velbalanceret MMO
Stort våbenudvalg
Mange ambitiøse ideer
Lang levetid
Virker forældet - især grafisk og styringsmæssigt
Mange ensformige missioner
En del tekniske udfordringer

Sidst vi hørte noget til Trion Worlds var for et par år siden, da de udgav MMORPG'et Rift, som vi var ret glade for. Nu er turen kommet til fremtiden, og Defiance er noget så sjældent som en futuristisk MMO3PS, der lægger sig tæt op af den splinternye science-fiction tv-serie af samme navn, og som rent faktisk har premiere... i dag såmænd! Men spillet, fungerer det? Tja, det gør det faktisk i det store og hele, men der er bestemt områder, der kunne være bedre!

Defiance er et spil, der ifølge udviklerne danner et tæt bånd med den TV-serie af samme navn, der debuterer i USA i dag. Spillet byder på en stor åben verden, hvor du og alle andre kan deltage i forskellige missioner, udfordringer eller indbyrdes kampe klan mod klan. Du bevæger dig rundt i nogle ret triste omgivelser med et svagt banedesign. Forcen er, at området er kæmpemæssigt, og der findes utallige små missioner, som du hele tiden kan give dig i kast med. Du kan vælge at teame up med andre for at klare missionerne, eller du kan såmænd bare vælge at klare ærterne selv, hvis det er det, du er til. Men ingen missioner er lukkede for andre, så der vil altid være mulighed for, at andre slutter sig til kampen.

Spillet foregår i en forholdsvist nær fremtid, hvor jorden er blevet genskabt til ukendelighed via en eller anden terraforming-begivenhed, som man ikke får forklaret specielt godt. Hele historen er faktisk lidt af et mysterie, da den hverken er særligt velskrevet eller specielt dragende. Lad os håbe, at der er gjort mere ud af selve tv-serien i det mindste. Spillets missioner går ofte ud på at samle forskellige værdigenstande, at beskytte områder eller karakterer, at aktivere eller deaktivere forskelligt elektronisk udstyr eller at nedkæmpe en hel masse fjender. Trods det, at missionerne har hver sin unikke beskrivelse, så er der dog ikke den helt store variation imellem dem, og selve designet kunne sagtens have brugt noget mere opfindsomhed. Foruden de mange forskellige missioner, du kan deltage i, som er indbygget i spillet, vil der løbende også blive tilføjet missioner, som er baseret på det aktuelle afsnit af TV-serien. Og udviklerne fortæller endvidere, at selve kampene i spillet såmænd også vil kunne få direkte indflydelse på fremtidige afsnit i TV-serien. Meget ambitiøst må man sige. Det skal de naturligvis have ros for!

Styringen fungerer nu ganske fornuftigt. Det er meget oldschool uden de store dikkedarer. Simple kommandoer, der fungerer rigtigt fint også med en konsol-controller, men altså uden de helt store spidsfindigheder. Bane- og missionsdesignet har vi været omkring. Det er lidt kedeligt, men til gengæld er våbenudvalget massivt, omend der dog ikke er den helt store variation her heller. Men der er masser at samle på, og Defiance indeholder endvidere en hel række rollespilsagtige elementer, hvor du kan opgradere dine våben, dine forskellige evner osv. Alt sammen noget, vi havde forventet, og alt sammen noget, der fungerer rigtigt fint. Hvert område på kortet indeholder en hel masse forskellige små delmål, eksempelvis "find den bygning", "find det våben der", "dræb den fjende" osv., hvilket bidrager betydeligt til leveltiden, og går du op i den slags achivement-/trophy-agtige features, vil dette virke behagelig.



Du kan vælge at slutte dig sammen med andre i klaner, og her kan du sågar erklære "krig" mod andre klaner. Møder du fjendtlige klanmedlemmer, står du pludselig ansigt til ansigt med fjender, som kan angribe(s). Det giver et lille sug i maven, når du pludselig møder en fjende af "kød og blot" og ikke blot en ditto med indbygget AI. Generelt er der lagt i kakkelovnen til en stor social oplevelse sammen med vennerne. På nogle punkter fungerer det fint, mens spillet på andre lader noget tilbage. Det er nemlig ofte således, at det mest af alt føles som en singleplayer-oplevelse sammen med en hel masse andre, der også bare spiller for sig selv.

Grafikken er desværre ikke specielt ophidsende. Det er, som tidligere nævnt, nogle meget kedelige og uinspirede miljøer, teksturerne og modellerne ligner ofte noget, der kunne have 7-8 år på bagen, og hverken grafiske effekter eller lyssætning formår at imponere. Draw distance, altså hvor meget grafik, man kan se forude, er ofte pinligt svagt og teknisk dårligt integreret, og screen-tearing opleves også af og til. Lyden er også ret svag. Lydeffekterne virker ikke imponerende, og dialogen er ofte direkte dårlig og klichéfyldt. Måske et forvarsel om, hvordan TV-serien bliver!?

Alt i alt er Defiance et stort og ambitiøst projekt, der desværre ikke helt formår at leve op til kravene om et moderne MMO, der både tilfredstiller øjet og gamer-hjertet. Der er masser af gode hensigter, og masser af spændende features, som gør, at Defiance, når det er bedst, virkeligt kan være underholdende sammen med en flok online-venner, men som, når det er værst, desværre også bliver lidt for kedeligt og anonymt, og kun fremtiden kan fortælle, hvorvidt integrationen med TV-serien vil fungere eller ej!

Om Thomas Heine Bech

Thomas har været spilanmelder på Gamesector siden 2007 og anmelder for det meste spil til Xbox One. De foretrukne genrer er sport, bilspil, adventure, puzzle, platform, action og RPG (tja, det er vel næsten det hele), men hjertet banker især for de gamle 80'er-klassikere. Favoritspil på Xbox-konsollerne: Rayman Origins, Plants vs. Zombies, Tom Clancy's G.R.A.W., Pure, Game Room, Scramble, Limbo, Braid, Trials HD, Just Cause, Burnout Revenge, Raiden Fighters Aces og Pinball Hall of Fame: The Williams Collection.