Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Nydelig grafik
Dækning der kan ødelægges
Hvor er mine co-op finesser?
Kedelige hovedpersoner
Generisk action
Køb Army of Two: The Devil’s Cartel hos vore partnere:
 

Det originale Army of Two og det efterfølgende The 40th Day er nogle af de spil, vi holder mest af her på redaktionen – i hvert fald når der skal hygges igennem med en omgang tankeløs co-op-vold. Spillene var sublime i deres opbygning, tilbød gode taktiske muligheder, en bred vifte af valgmuligheder for at udbygge og modificere våben og ikke mindst fede settings med et par motherfucking badass hovedpersoner. Det var højoktan drengerøvs-fuel. Det var lige præcist, hvad det var.

Nu er Army of Two: The Devil's Cartel så udkommet, og det sætter dig igen i rollen (sammen med en ven) som to lejesoldater fra T.W.O. (Trans World Organisation). I starten af spillet er en større styrke af T.W.O.-agenter på opgave i Mexico, hvor de kører i et baghold, der - så vidt jeg kan se - er genbrugt direkte fra filmen "Clear and Present Danger” (Dødens Karteller). Måske har udviklerne satset på at ingen gamere anno 2013 har set den, men for pokker da! Lav jeres egne bagholdsscener.

Efter en masse gnidret action er den korte version af historien, at en eller anden vigtig fætter er blevet fanget af nogle farlige fyre i et mexicansk narkokartel. Tilsæt selv en masse action-klichéer og et par forudsigelige ”twists”, og du har plottet.

Nu er det jo heldigvis co-op action, vi er kommet for at opleve, og ikke et plot, der tvinger os til at tænke på andet end, hvor vores øl og chips befinder sig, mens vi spiller. Men her er der sket noget besynderligt med det tredje spil i serien – det har faktisk bevæget sig væk fra den suveræne co-op-formel, der dominerede de to andre spil.

Hovedpersonerne er ikke længere de brutale, men stadigt karismatiske, Salem og Rios, men ligegyldighederne Alpha og Bravo, der af for mig helt uforståelige årsager er blevet frataget alle de co-op-elementer, der gjorde de første spil fede. Spilelementer som ryg-mod-ryg-forsvar, samtidig sniping, plotbeslutninger og ikke mindst de kiksede, men stadig sjove, ”bro pounds” - de er væk. Pist borte.

Ser vi bort fra, at co-op-elementerne er begrænset til det mest basale (som du kan finde i de fleste andre cover shooters), og ser du også bort fra, at Alpha og Bravo sammenlagt ikke har et gram personlighed overhovedet, så er der faktisk stadig nogle af de gode Army of Two-elementer med i Devil's Cartel.

Det første er naturligvis muligheden for at købe og modificere våben og ikke mindst for at købe nye paintjobs til din maske. Der er vel i nabolaget af 25 forskellige våben, fordelt på forskellige kategorier som pistoler, maskinpistoler, kamprifler og så videre. Nok til at skabe lidt variation mellem Alpha og Bravo, når nu deres personlighed ikke rigtigt formår det. Penge til alle herlighederne tjener du på spillets missioner og så på at lave teknisk imponerende kills – og jo flere jo bedre.

Det andet element, der er bibeholdt, er ”overkill”. Dog sker dette ikke, som i de tidligere spil, i en ryg-mod-ryg-sekvens. Nu fungerer det mere som en regulær bullet time, med ubegrænset ammunition, uendeligt liv og lidt langsommere fjender. Det har vi set tusind gange før, og det er efterhånden ved at være et element, vi forventer at se i et actionspil – en skam det originale koncept fra de to første spil ikke måtte overleve.

Army of Two er en cover shooter, så pointen med spillet er naturligvis, at du hele tiden skal bevæge dig fra dækning til dækning – og det fungerer faktisk meget godt. Kig på den dækning, du vil til, og vupti, ved et tryk på en knap, piler du af sted og glider ind bag dækningen. Det fungerer for det meste ganske fint og gør taktisk samarbejde om flankeangreb af tunge våben eller fjendtlige koncentrationer til en leg. Faktisk lidt for meget til en leg, for The Devil's Cartel er forbløffende let. Dette skyldes ikke mindst, at dækninger kan skydes i stykker (hvilket er spillets absolut bedste og mest morsomme element) og at spillet har en auto-aim-funktion, der automatisk hjælper dig med at sigte på nærmeste fjende. Det gør det uendeligt let at fylde ligpose på ligpose med døde mexicanere.



Værre er ”T.W.O. Vision”, der viser dig den bedste vej at rykke frem – hvormed de taktiske elementer forsvinder ud af spillet. Heldigvis kan du bare lade være med at bruge den, men det føles som om, udviklerne slet ikke tror, at spillerne er i stand til at tænke eller spille selv med alle de hjælpemidler, de har proppet med i Devil's Cartel. Det er i hvert fald godmodigt over for nybegyndere i genren.

Grafisk er Devil's Cartel for det meste ganske godt. Spillet skaber en god variation i omgivelserne på de mange missioner, og der er den helt rigtige mexicanske stemning over de brune og rustne omgivelser. Den lokale co-op splitscreen fungerer ganske godt uden at begrænse dit udsyn alt for meget, hvilket er ganske tilfredsstillende for personer som undertegnede, der bedst kan lide at spille med en anden person ved min side.

Banedesignet er glimrende omend lidt mere restriktivt, end jeg havde håbet på efter at have spillet 40th Day, men stadigvæk med god plads til taktiske manøvrer. Underligt nok så har udviklerne proppet banerne med eksplosive genstande såsom gastanke, benzintønder og lignende. I et begrænset omfang fungerer disse som en sjov gimmick, men når der næsten er væg-til-væg sprængstof i omgivelserne, så går glansen lidt af konceptet.

Det er måske lige værd at nævne, som en lille krølle på hele historien om The Devil's Cartel, at udviklerne, Visceral Games, har drejet nøglen om, og at dette spil er deres sidste – de har ellers haft et fint CV, der prydes af bl.a. Dead Space-serien og senest hittet " target="_blank">Dead Space 3. Om firmaets nedlukning kan have noget at gøre med The Devil's Cartels lidt tyndbenede gameplay er dog svært at sige noget konkret om, men tanken melder sig da. Om Dette spil bliver det sidste i Army of Two-serien vides endnu ikke, men er det sådan, det ender, vil jeg da begræde tabet, for de to første spil står stadig rigtigt stærkt i min erindring.

Der er små 10 timers co-op action i The Devil's Cartel, og selvom det har perioder med solid co-op action og nogle gode set-pieces, så savner jeg alle de fede elementer fra de to foregående spil. De moralske valg, den suveræne mandehørm mellem de to hovedpersoner og et eller andet, der får The Devil's Cartel til at være mere og føles som andet end en generisk shooter. Der er naturligvis værre måder at bruge en aften eller to på sammen med en ven, men der er så sandelig også bedre muligheder på markedet for tiden (*host* Gears? *host*).

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).