Score: 4
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
God dialog og historie
Kedelig og langsommelig micro management-del
Sjusket turbaseret kampsystem
Generelt lav produktionsværdi

Haemimont står bag de aldeles glimrende Tropico 3 og 4, som vi har været temmeligt glade for her på redaktionen. Deres seneste udspil, Omerta: City of Gangsters, havde vi således ret store forventninger til, for turbaseret strategi og micro management lød da som en lovende cocktail. Desværre står det ikke mål med deres tidligere udgivelser, og kun få lyspunkter redder spillet fra den totale fiasko.

Vi er i forbudstiden, dvs. 1920'ernes USA, hvor forbuddet mod spiritus har sat ekstra skub i mafiaens aktiviteter. Du er en ny gangster, der skal forsøge at klatre op i hierarkiet, og til dette formål hyrer du håndlangere til at gøre det meste af det beskidte arbejde. Håndlangerne får du efterhånden flere og flere af, og du kan hele tiden udskifte dem med nye og bedre.

Spillet styres fra et isometrisk perspektiv, hvor du har udsyn over byen, og hvor du har et godt overblik over, hvilke personer og hvilke bygninger, der er tilgængelige. Du kan røve bryggerier og destillerier, presse stikker for oplysninger, røve andre bander eller sågar lovlydige forretninger. Du kan oprette smugkroer, og du kan enten gøre det selv eller sende dine håndlagere. Du kan vaske sorte penge hvide og ja, du kan nærmest alt det, man ville forvente af et strategisk gangsterspil.

I bund og grund er dette såmænd et ganske fornuftigt udgangspunkt for denne type af spil, men desværre er udførelsen ikke nær så fængende. Der er virkelig lange ventetider, hvor du ikke rigtigt kan gøre noget. Man ville næsten ønske, at spillet var et Freemium-spil, hvor man trods alt havde mulighed for at betale sig fra det, hvis man ikke gider at sidde og vente og trille tommelfingre. Spillet har et RPG-inspireret opgraderingssystem, hvor du kan gøre dine karakterer stærkere, efterhånden som de får mere erfaring. Dette system fungerer egentlig fornuftigt nok på en rimelig overskuelig måde. Dine forskellige handlinger afspejles i din popularitet. Hvor frygtet er du i den kriminelle verden, og hvor vellidt er du i det etablerede, lovlige samfund. Micro Management-delen har således en glimrende grundsubstans, men det er simpelthen ikke blevet tweaket ordentligt, og jeg blev aldrig på noget tidspunkt særligt godt underholdt.



Værre endnu er den anden del af spillet, som udgøres af turbaserede kampe, hvor dine karakterer på traditionel vis er udstyret med et antal points, som de kan bruge til at bevæge sig med eller skyde med. Dine karakterer har forskellige styrker og svagheder, ekempelvis inden for forskellige våbenfærdigheder, hvilket ofte kan være afgørende for udfaldet af kampene. Kampsystemet er desværre ikke særligt gennemtænkt eller veludført, og det er eksempelvis ofte svært at vurdere, om man egentlig har ordentligt udsyn til fjenden eller ej. Samtidigt fungerer cover-systemet også til tider underligt, og denne del af spillet vil helt klart skuffe fans af genren, der eksempelvis har spillet klassikere som UFO: Enemy Unknown eller Fallout.

Grafisk er spillet også klart under middel. Der er visse dele af det visuelle indhold, der ser glimrende ud, men for det meste virker det som sjuskværk, der ikke har været igennem en kritisk kvalitetskontrol. Dialogen er til gengæld rigtig god, og det samme gør sig egentlig gældende for historien gennem hele spillet. Velskrevet og veloplagt, hvilket desværre står i kontrast til det meste af resten af spillet. Lydmæssigt er vi på et fornuftigt niveau uden at være prangende.

Alt i alt har vi måske nok haft lidt for høje forventninger til Omerta: City of Gangsters; temaet er spændende og traditionelt har turbaserede strategispil haft masser af lyspunkter gennem de seneste 20 år. Desværre formår udviklerne ikke at leve op til Tropico 3 og 4, og det hele lugter af for lav produktionsværdi, og det er som om, de har glemt at spørge sig selv om, hvorvidt spillet overhovedet er sjovt at spille. Kan du bare ikke få nok af gangstere og turbaseret strategi og kan du se gennem fingre med den svage udførelse, vil du muligvis kunne få nogle timers rimelig underholdning ud af Omerta: City of Gangster - men vent i det mindste til spillet kommer på tilbud.

Om Thomas Heine Bech

Thomas har været spilanmelder på Gamesector siden 2007 og anmelder for det meste spil til Xbox One. De foretrukne genrer er sport, bilspil, adventure, puzzle, platform, action og RPG (tja, det er vel næsten det hele), men hjertet banker især for de gamle 80'er-klassikere. Favoritspil på Xbox-konsollerne: Rayman Origins, Plants vs. Zombies, Tom Clancy's G.R.A.W., Pure, Game Room, Scramble, Limbo, Braid, Trials HD, Just Cause, Burnout Revenge, Raiden Fighters Aces og Pinball Hall of Fame: The Williams Collection.