Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Bad LanguagePEGI GamblingPEGI Violence
PositivtNegativt
Smuk grafisk side, både rent teknisk og æstetisk
Fantastisk stemning
Meget trasken rundt i de samme områder
Ikke meget nyt
Køb Ni no Kuni: Wrath of the White Witch hos vore partnere:
 

Oliver er en velopdragen og høflig ung mand. En skæbnesvanger dag dør Olivers mor af et hjerteanfald, men da Oliver græder ud, bliver hans bamse pludselig levende. Bamsen, der hedder Drippy, fortæller, at han er feernes konge, og at Olivers skæbne er at redde et sted, der hedder ”Det Andet Land” (eller Ni no Kuni på japansk) fra en gammel ondskab, og at han måske kan møde sin mor i Det Andet Land.

En mystisk pige, som kun Oliver kan se, giver ham en tryllestav, og Oliver rejser ind i Det Andet Land med Drippy. Her finder Oliver hurtigt ud af, at der er en dybere sammenhæng imellem Det Andet Land og hans verden derhjemme. Alle indbyggere i Det Andet Land har en sjælefrænde derhjemme, altså en person, der til forveksling ligner sin modpart i vores verden.

Således lyder starten til Ni no Kuni: Wrath of the White Witch, hvor den 13-årige Oliver kommer ud på et meget omfattende eventyr i en helt fantastisk verden, hvor magi, hekse og fabeldyr er virkelighed. Spillet er en samarbejde mellem udviklerne fra Level-5, der har stået for hele to spil i den kæmpe japanske serie Dragon Quest, samt talenterne fra animationsstudiet Studio Ghibli, der står bag film som Min Nabo Totoro og den oscar-vindende Chihiro og Heksene. Der er med andre ord lagt op til et visuelt brag af et eventyr, og Ni no Kunis forunderlige verden skuffer bestemt ikke. Alt ligner virkelig noget, der kunne være med i en af Ghiblis film, hvad enten det er selve spillet, eller mellemscenerne, der enten er animeret på traditionel vis i hånden, eller i spillets egen grafikmotor. Spillet er kort sagt smukt – måske et af de smukkeste spil nogensinde. Grafikken hjælper, sammen med de farverige personligheder og den enorme verden, til at skabe en forunderlig stemning, der ville være meget svær at beskrive uden at bruge ordet ”hyggelig”.

Gameplayet ligger ret tæt på, hvordan rollespil var for 20 år siden. På sin vej møder Oliver forskellige monstre, der skal nedkæmpes. Vinder du over nok monstre, bliver du stærkere og du tjener penge, der kan bruges til at købe nyt og bedre udstyr. Du bliver således løbende stærkere og stærkere, og møder løbende fjender, der også er stærkere og stærkere, som så giver flere point og flere penge, så du hurtigere kan blive stærkere og stærkere – og så videre.



Oliver kan godt selv deltage i kampene, men som regel bruger du en stedfortræder – en såkaldt ”familiar”. Omkring 10 timer inde i spillet får du evnen til at rekruttere nye familiars fra de fjender, du møder, men indtil da må du nøjes med dem, du får foræret. Udviklerne af spillet har lånt lidt af konceptet fra den succesfulde Pokémon-serie, for du kan løbende udvikle dine familiars, når de er blevet stærke nok.

To afgørende forskelle er der dog på Ni no Kuni og de største 90'er rollespil, som Final Fantasy og Dragon Quest. For det første foregår kampene ikke efter tur, men i en tilnærmelse af rigtig tid, som dog stopper når du roder rundt i menuerne eller skifter familiar. For det andet kan du altid se monstrene på forhånd imens du går rundt i terrænet, og derfor kan du også forsøge at undgå kamp, hvis du skulle ønske det. Dette fungerer også som god indikator for, hvor stærk du er, for på et tidspunkt begynder monstrene at løbe den anden vej, når de ser dig komme. En god tommelfingerregel er, at du ikke går videre til et nyt område, før du kan skræmme monstrene i det område, du befinder dig i.

Ved siden af spillets store historie er der mange sideliggende missioner, du kan bevæge dig ud i for at blive stærkere eller få stærkere udstyr. Du kan tage på dusørjagter, hvor du skal finde og bekæmpe et specielt monster, der ofte er lidt stærkere end de ”normale” fjender. En anden type sidemission er noget, spillet kalder ærinder. Her møder du personer (eller måske endda dyr), der har et problem, som du kan hjælpe dem med. Måske står vedkommende og mangler entusiasme, og så skal du sørge for at finde en person med et overskud af entusiasme, som Oliver så kan låne ved brug af magi. Det samme gælder for mod, venlighed og andre positive træk. Andre ærinder kan gå ud på at finde noget nogen har tabt eller lignende trivielle opgaver. Oliver vil meget gerne hjælpe folk, og det kan varmt anbefales, for i stærk kontrast til spillets imødekommende grafiske side, får du altså nådesløst tæv, hvis du ikke bruger meget tid på at blive stærkere. Hvis du skynder dig for meget bliver spillet meget hurtigt meget svært og utilgivende. Med andre ord er der en god sandsynlighed for, at du får læsterlige tæv en gang imellem.

Og det er netop skyggesiden ved det meget traditionelle design – fra tid til anden føles det, som om spillet gerne vil holde dig tilbage. Det sker meget ofte, at du bliver bedt om at gå tilbage og besøge områder, du for længst er kommet videre fra. Og kommer du fra område A til område B, vil der i område B være en masse ting, der skal hentes i område A og bringes til område B. Det bliver gentaget tit. Nye ærinder og nye dusørjagter kræver, at du går tilbage til tidligere besøgte områder. Det kræver tålmodighed, som spillere, der kommer lige fra moderne rollespil som Xenoblade Chronicles og Final Fantasy XIII måske ikke besidder.

Alt i alt venter der en varm og fortryllende historie til den rette spiller i Ni no Kuni, men spillet gør ikke noget nyt. Det gør noget gammelt, men det gør det rigtig godt og helt ubeskriveligt smukt.

Gamesector Anbefaler

Om Søren Vestergaard