Skulls of the Shogun

Score: 8
Xbox Live Arcade
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Sjovt og fængende gameplay
Flotte farver
Stemningsfuld musik
Humoristisk tvist på det gamle Japan
Kedelig hovedmenu
Taleboblerne forsvinder for hurtigt visse steder

I Skulls of the Shogun bliver du som det allerførste mødt af en rimelig kedelig hovedmenu, der udover vores hovedperson, samuraigeneralen Akamoto, kun består af en mørkelagt baggrund. Når du vælger ”New Game”, får du en lille, men fint animeret forfilm, der viser hovedpersonen på en slagmark i færd med at udkæmpe sit livs største kamp, da han pludselig bliver stukket ned bagfra af en ukendt gerningsmand og dernæst befinder sig i samuraiernes dødsrige. Hyggeligt ikke?

Allerede da han ankommer til dødsrige bliver han, sin krigsherrestatus til trods, behandlet med stor disrespekt og beslutter sig derfor for at samle en hær af udøde samuraier, så han kan vise, hvem der bestemmer. Men da han finder ud af, at hans næstkommanderende også er ankommet til dødsriget, har hugget hans navn og hans andet sværd… og at det var ham, der myrdede ham, handler det ikke længere kun om respekt og status, men om at få hævn. Så nu er det op til dig at hjælpe ham med at fælde manden, der stak dig i ryggen og blive den største Shogun (general) i hele dødsriget.

Men tro nu ikke at spillet tager sig selv alt for seriøst, åhh nej. Udviklerne har i den grad givet sig selv frie tøjler til at give spillet et humoristisk underlag med morsomme samtaler og sjove animationer.

Skulls of the Shogun er et asymmetrisk strategispil. Du har dine bueskytter, kavaleriet, fodfolk og ikke mindst din general. Og du skal så sørge for at bruge banen og dens omgivelser så strategisk som muligt til din fordel for at vinde kampene. Det er nemt og hurtigt at flytte rundt mellem figurerne, og hver klasse har sine egne styrker og svagheder. F.eks. kavaleriet der kan dække store afstande, men ikke slår så hårdt, og fodfolket der stik modsat slår hårdt, men ikke løber så langt. Så sørg for at bruge alle dine træk med omtanke og lad dine samuraier samarbejde på bedst mulig vis. Din general er selvfølgelig dit stærkeste kort, men pas på, for hvis han dør (igen), så er spillet slut.

Du starter som i mange andre spil med en velintegreret tutorial, og efterhånden som spillet udvikler sig, informerer dine mænd dig om nye kampstrategier, du kan bruge, og hvad du bør være opmærksom på. Det eneste minus her er, at der er nogle få situationer, hvor figurerne taler direkte til dig og ikke til din general, hvor taleboblen forsvinder så hurtigt, at du dårligt når at forstå beskeden.

Du kan også være heldig at finde styrke- og helbredseliksirer på kamppladsen, og hvis du fordærver dine fældede fjenders kranier, får du forøget helbred under resten af kampen – og hvis én af dine krigere fordærver 3 kranier, kommer han i ”Dæmontilstand”, hvor han skader endnu mere og bliver til dine modstanderes værste mareridt!

Du har et klassisk verdenskort, hvor du bevæger dig frem og tilbage mellem de forskellige baner og verdener. Det eneste minus her er, at musikken er lige så dødkedelig som i hovedmenuen, og det er en skam, da resten af spillets musik virkelig formår at få dig i stemning.

Du starter ude i udgården, men får snart kæmpet dig vej hen til ”efterlivets port”, hvor du, efter et lille møde med vores banemand, skal kæmpe dig igennem de fire årstiders verdener for til sidst at kunne gå op imod Kurakawa - manden der tog dit liv - og tage titlen som den største Shogun og få den respekt, du fortjener!

I kampene bliver du, i modsætning til i den kedelige hovedmenu, holdt med selskab af stemningsfyldte smukke farver, flot grafik samt japansk musik, der alt sammen passer til spillets tema. Og du føler dig virkelig som en samurai, når du planlægger dine strategier, angriber dine fjender hurtigt og hårdt, påkalder nye allierede udøde ved hjælp af hellige skrin, bl.a. Rævemunken, der kan bruge support-magi, og når du får ekstra beskyttelse mod angreb ved at gemme dig i et bambusbuskads. Okay, det sidste er måske mere en ninjating, men det er detaljer.

Skulls of the Shogun er et rigtig sjovt arkadespil, som tilbyder et nyt, friskt, moderne og humoristisk tvist på det gamle Japans stolte samuraikultur. Så om du er til samuraier eller ej, selvom det vil være en fordel, så vil du hurtigt opdage, at spillet er opfindsomt, meget vanedannende, især mod en ven online, og tilmed rigtigt flot at se på imens.

Spillet udkommer også til Windows 8, Windows Phone og Surface og kan spilles cross-platform

Gamesector Anbefaler

Om Alex Grave