DmC: Devil May Cry

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Bad LanguagePEGI SexPEGI Violence
PositivtNegativt
Fantastisk reboot af en klassisk serie
Solid og underholdende action
Interessant verden og hovedperson
Tab af framerate
Enkelte problemer med lyden
Køb DmC: Devil May Cry hos vore partnere:
 

Glem alt om B-filmsopsætningen af plot og karaktergalleri. DmC gør med et rent og smertefrit kirurgisk snit op med sin efterhånden udbrændte og slidte fortid. I stedet tilbydes vi et toptunet reboot af serien, der genopfinder sig selv i helt nye omgivelser og klæder. Væk er Fortuna fra Devil May Cry 4. Denne gang er vi i Limbo City, der vist godt kan beskrives som ”næsten” magen til vores nutidige virkelighed (hvis du ellers lige ser bort fra dæmonerne og alt det andet overnaturlige gøgl).

I byen finder vi vores hedonistiske bad boy Dante, der i den dæmonmanipulerede Limbo City optræder som rebellen, der dyrker snuskede barer, hurtige knald og en ligegyldighed over for sine omgivelser. I hvert fald indtil han møder mediet Kat, som starter hans begivenhedsrige personlige rejse. En rejse, der leder til direkte oprør mod de dæmoniske væsener, som bag kulisserne styrer begivenhederne i Limbo City.

Dante, i den nye moderne udgave, er en mere interessant karakter, der gennem spillet udvikler sig fra klassisk trailerpark white trash til en heroisk dæmondræber. Han er knapt så todimensionel som sin forgænger i de originale spil, selvom han stadig ikke holder sig tilbage med spydige bemærkninger og listige oneliners. Okay - historien og den lidt kiksede romance er måske stadig en B-film værdig, men spillet byder på en mere moderne og moden oplevelse med flere facetter og et mere interessant persongalleri end de tidligere udgaver.

Men når alt kommer til alt, er der vel næppe nogen, der spiller Devil May Cry for den dybe handling eller de komplicerede karakterer, vel? Det handler naturligvis om action. Massevis af cool og intens action. Og hvad det angår, så har DmC varen på lager og er leveringsdygtig.

Dante får relativt hurtigt fat i det sædvanlige arsenal af nærkampsvåben og sine to pistoler Ebony og Ivory, så han mestrer både nærkampsangreb og angreb på afstand med skydevåben. Det giver en bred vifte af forskellige typer af angreb, der kan kædes sammen til serier af kraftfulde angreb – både til fods, men også når Dante udfører hop eller anden form for luftakrobatik. Det er et usædvanligt enkelt system at gå til, men det er samtidigt rig på dybde, variation og muligheder. En særdeles tilfredsstillende kombination, der sikrer, at levetiden holder.



Selvom kampsystemet er enkelt at gå til, er det samtidigt utroligt let at variere og eksperimentere med. Dante lærer løbende nye færdigheder og angreb, der kan indarbejdes i angrebsserier, eller han kan erstatte sine våben med nye mere kraftfulde af slagsen, der måske kræver en smule justering af din normale taktik. Kombinationen af varierede slag, skud og spring går op i en højere enhed til en regulær susende voldsballet, og når du først mestrer Dantes angreb til fulde, vil horder af fjender eksplodere i skyer af blod og afrevne lemmer omkring ham. Det er intet mindre end fantastisk. I hvert fald for os afstumpede anmeldere.

Så selvom DmC i bund og grund er et lineært hack-and-slash-spil, er der intet simpelt eller overfladisk ved spillets strømlinede og veldesignede action. Timing er alfa omega for at udføre de mest spektakulære angreb og comboer, og det kræver en smule træning at udføre dem helt perfekt. Men får du styr på alle kampsystemets facetter, bliver du rigt belønnet med massevis af Souls, der er spillets valuta. Med disse kan du, som i de foregående spil, opgradere Dantes færdigheder og hans våben. Et simpelt, men velfungerende belønningssystem.

Vi kan dog undre os over, at bosskampene ikke har fået samme kærlige behandling som resten af spillet. De virker designet efter den samme formel, som de foregående spil anvendte, og virker derfor en smule gammeldags og alt for fokuserede på, at du skal gennemskue fjendens bevægelses- og angrebsmønster og så time dine angreb korrekt. Det virker uambitiøst i et spil, der ellers har skruet helt op for blusset, når det gælder tempo og varieret action.

Grafisk er spillet en fornøjelse. Limbo City og dets omkringliggende dæmoniske landskab er perfekte rammer for voldsorgiet. Grafikken er i topklasse med massevis af fantasifulde og uhyggelige dæmoniske væsner at gøre af dage. Selvom DmCs træ vokser særdeles højt, så når det desværre lige akkurat ikke at strejfe himlen – der er ridser i lakken, og selvom de måske kun er overfladiske, så er de svære at ignorere. Det er især spillets pludselige dyk i frame rate, der er frustrerende. Dette er ikke et problem, der gør DmC uspilleligt, men det er i hvert fald svært at ignorere.

Men lad ikke en enkelt ridse i lakken skræmme dig væk. DmC er kvalitetsunderholdning for både den seriøse action connaisseur og for casual gamere, der bare skal have god underholdning uden at overanstrenge de små grå. DmC leverer præcist den fuldblods actionoplevelse, du måske kunne forvente, hvis du er gammel fan af serien, men den nye Dante og et kampsystem, der både virker velkendt og nyt på samme tid, skaber en helt ny og unik oplevelse.

Med andre ord, vi er mere end klar til DmC 2.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).