NBA 2K13

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+PEGI Online
PositivtNegativt
Stilrent
Smukt
Samlet set et fantastisk basketspil
Hvor er alle de fede Wii U features?
Menu rod
Køb NBA 2K13 hos vore partnere:
 

Langt hen af vejen er NBA 2K13 til Nintendo Wii U den samme spiloplevelse, som du måske allerede har haft med spillet til Xbox eller PlayStation (eller PC for den sags skyld). Læs eventuelt hele anmeldelsen af NBA 2K13 her.

Det er en flot og hurtig simulation af sporten når den er bedst. Introduktionen af dribble stick gav i 2013 versionen mere flow og stil til spillet samtidig med at det gav spilleren mulighed for glidende og let at lave hurtige tricks og driblinger. Et klart plus for serien.

Af spilmodes finder vi masser af spændende og varierede modes – heriblandt de store MyTeam og MyCareer, der er omfattende og dybe modes, der kan underholde basketball-fans i ugevis. Som i ethvert godt sportsspil byder NBA 2K13 nemlig på en velbalanceret blanding mellem stor bredde og detaljemæssig dybde.

Muligheden for at sammensætte et hold af ”stjerner” og her mener jeg ikke basketballspillere, men ”musikere” som Justin Bieber eller de ”intelligente” deltagerne fra Jersey Shore. Jeg kan helt ærligt ikke se hvad jeg skal med det freak-cirkus, men hvis du er til den slags, så har du muligheden for at lave dit eget hold af ”megastjerner” og spille med dem.



Præsentationen af spillet på Wii U konsollen er også i top og helt på højde med versionerne til Xbox og PlayStation. Her er hurtige tjekkede videoklip, hidsig musik og stil så tyk at du kan skære i den. Det holder 100%. Grafikken er i top og musikken er leveret af hippe kunstnere som Jay-Z, U2 og Kanye West. Det er tydeligt at NBA 2K13 ikke kun er et sportsspil – det er også et spil, der forsøger at være hipt og stilrent og det lykkes til fulde.

Desværre er menuerne stadig ikke noget udviklerne af NBA-serien prioriterer særligt højt. De er stadig noget rod at finde rundt i og hele menusystemet virker unødvendigt tungt og klodset. Det er naturligvis i småtingsafdelingen, men alligevel, når nu resten af spillet er så veldesignet, så er det irriterende at menuerne er så sjusket sammensat.

Men hvad så med Wii U versionen? Er der slet ikke noget specielt ved den? Jo det er der faktisk, men det er lidt skuffende hvad det er blevet til af Wii U features. Som i en række andre lanceringstitler kan du i NBA 2K13 spille spillet udelukkende på gamepaddens skærm, så du slipper for at optage fjernsynet hvis kæresten eller konen hellere vil se X Factor eller noget tilsvarende tarveligt (og det kan jeg forstå at de vil konstant).

Spiller du på fjernsynet, kan gamepaddens skærm bruges til forskellige taktiske ændringer og et ”Gatorade Cam”, som mest af alt er en sjov gimmick, der næppe vil se megen brug under de hektiske kampe. Gatorade kameraet fungerer ved at holde controlleren op foran dig, så gamepaddens skærm bliver horisontal. Ved at kigge på skærmen og dreje den, så du kan se dine spillere, kan du se hvilke af spillerne der er ”hot”. Som sagt er det næppe en feature, der bliver slidt op.

NBA 2K13 til Nintendo Wii U er et fantastisk basketball spil og bestemt værd at investere i hvis du har købt en Wii U og ikke har spillet det til andre platforme. Men NBA 2K13 i Wii U versionen er et fantastisk spil, fordi spillet i sig selv er rigtig godt og imponerende designet – ikke fordi Wii U versionen er beriget på nogen nævneværdig måde. Så vil du hellere have spillet til PS3 eller Xbox 360 og kan du finde det billigere, så køb det eventuelt i den version i stedet.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).