Super Mario Bros. U

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+
PositivtNegativt
Rigtig god underholdning
Flotteste Mario spil til dato
Sjov multiplayer
Intet nyt under solen
Lidt kluntet kontrol
Køb Super Mario Bros. U hos vore partnere:
 

Nintendo har i nabolaget af 30 års erfaring, når det kommer til at lave succesfulde spil med deres italienske blikkenslager i hovedrollen. De har med andre ord ”styr på det gylle” (som vi siger her i Jylland), og det beviser de gang på gang. Super Mario Bros. U er således præcist det, du kunne forvente af et spil med Mario i hovedrollen, og det er nok også spillets helt store problem: Er Nintendo ved at gøre Mario til en letfordøjelig og serieproduceret metervare? Kan de efterhånden lave de spil med bind for øjnene – for vi kan snart spille dem på den måde. Den kritik kunne du sagtens ytre efter at have prøvet Super Mario Bros. U – men underholdningsværdien og de grafiske kvaliteter er svære at skælde ud over.

I Super Mario Bros. U er superskurken Bowser igen på spil – men som noget helt ”nyt” har han denne gang opgivet at kidnappe Prinsesse Peach. Det er gået op for ham, at det helt klart er lettere bare at kyle Mario og slænget ud af Peach’s slot og så selv flytte ind. Så ja… Peach skal igen reddes, og eneste forskel fra tidligere redningsaktioner er, at Mario denne gang skal finde hjem til slottet for at befri hende. Fagre nye verden… eller hvad?

Spillet er grundlæggende en fortsættelse, eller måske snarere en nytænkning, af det ganske glimrende Super Mario Bros. Wii. Gameplayet er som snydt ud af næsen på Wii-udgaven og inkluderer da også alle de gode elementer fra dette spil – for eksempel muligheden for at spille sammen med en flok venner i, hvad der bedst kan beskrives som total platformgalskab og kaos. Det er, som altid, forbløffende underholdende.

Gameplayet er det helt klassiske sidescrollende platformshopperi, som vi alle kender og elsker fra de myriader af tidligere Mario-spil, Nintendo har udgivet gennem de sidste tre årtier. Alle de klassiske elementer er med, lige fra ildblomster og Yoshi-ridedyr over Koopaling-bosskampe, møntjagt og skjulte områder til bevægelige platforme og hovedhopperi. Det er kræs for kendere, så længe de ikke forventer alt for mange nyheder, for på det område er det kun blevet til et par enkelte småjusteringer af power-ups og fjender.



Men vent – der er faktisk blevet plads til en smule nytænkning ud over power-ups, og det skyldes primært Wii U-konsollens nye specielle GamePad og de grafiske muskler, der gemmer sig i Nintendos nye maskine. Super Mario Bros. U er nemlig det flotteste Mario-spil til dato – og meget mindre end det ville da også være skuffende, nu hvor Nintendo endelig har indløst en billet til HD-vognen. Grafikken er skarp, flot og farverig, og Mario og Co. har med sikkerhed aldrig været så flotte at se på før.

En anden interessant nyhed involverer Nintendo U-konsollens GamePad. Op til fem spillere kan nemlig spille sammen. Denne mulighed kræver fire spillere med de klassiske Wiimotes, der styrer deres karakterer, præcist som i Super Mario Bros. Wii, mens den femte spiller anvender GamePad'en til at lave ekstra blokke på banerne, så han kan hjælpe de fire på vej. Nintendo kalder selv denne Boost Mode for ”asymmetrisk Gameplay”. Ideen er sjov, men den forbliver mest af alt en fodnote i spillet, for det bliver ret hurtigt lidt kedeligt at være det femte hjul. Lidt sjovere bliver det, hvis du spiller Boost Mode med kun en enkelt anden spiller. Så har spilleren med GamePad'en kun én anden spiller at fokusere på, hvilket gør et effektivt og udbytterigt samarbejde noget nemmere at opnå.

Super Mario Bros. U byder desuden på et par ekstra modes, der mest af alt må ses som en smule tidsfordriv, hvis du kører sur i den centrale del. De ekstra modes er hhv. en Challenge Mode, hvor du skal gennemføre baner og specielle udfordringer inden for en restriktiv tidsgrænse og en Boost Rush, der øger skærmens scroll-hastighed, hver gang du samler en mønt op.

Spillet giver desuden mulighed for, at du kan spille det udelukkende på GamePad'en. Det er naturligvis en smart feature, hvis du ikke kan få lov til at beslaglægge fjernsynet hjemme i stuen, men den lille skærm gør bestemt ikke spillet nogen tjenester. Super Mario Bros. U fortjener at blive spillet i glorværdig HD på dit fjernsyn. Når vi nu er ved at snakke om mulighederne med GamePad'en, så er det værd at nævne, at den ikke er verdens bedste controller til dette spil. Den virker lidt kluntet, og vi kom konstant til at dukke os med Mario, når vi forsøgte at gå fremad. Det problem kan dog afhjælpes ved at anvende piletasterne på GamePad'en i stedet for joysticket, men det ændrer ikke ved, at det sikkert vil give problemer for nogle af de yngste spillere.

Så alt er ved det gamle. Mario må gå så grueligt meget igennem, før han redder prinsessen og giver Bowser en endefuld. Men til trods for nye små features og knivskarp grafik, så er der i realiteten ikke meget, der har ændret sig siden Nintendo Wii-udgivelsen i 2009. Misforstå os endelig ikke, for spillet er i sin egen ret flot, fantastisk sjovt og genialt til multiplayer, men helt ærligt Nintendo, så trænger vi snart til noget nyt.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).