Score: 4
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence
PositivtNegativt
Flot spil-cover
Nemt at styre
Uhyre ensformigt - simpel button mashing
Bliver på intet tidspunkt sjovt
Svag lyd og grafik
Køb Rise of the Guardians hos vore partnere:
 

Julemanden, Tandfeen, Ole Lukøje, Påskeharen og Hr. Frost samles i kampen mod Mørkemanden i spiludgaven af den biografaktuelle De Eventyrlige Vogtere. Desværre viser det sig, at Rise of the Guardians blot tilhører den store gruppe af simpel og ligegyldig metervare, der sædvanligvis sprøjtes ud op til julehandlen.

I Rise of the Guardians er en lille gruppe på fem fantasivæsener samlet. Mørkemanden har fundet ud af, at Julemanden (North), Tandfeen (Tooth), Ole Lukøje (Sandy), Påskeharen (Bunnymund) og Hr. Frost (Jack Frost) kun kan eksistere, så længe de eksisterer i børnenes fantasi. Dermed er Mørkemandens opgave simpel; han skal omvende børnene, og det vil det umage femkløver naturligvis gøre alt for at forhindre.

Dermed er der lagt op til et interessant eventyr, men hvad der virker aldeles glimrende på det store biograflærred, viser sig desværre at være det stik modsatte, når William Joyces univers skal omsættes til computerspil. Ihvertfald har kvalitetskravet ikke været specielt højt, for Rise of the Guardians er virkelig en tynd kop te.



Du styrer en af de fem omtalte karakterer i fem forskellige verdener, en for hver af karaktererne. Du kan frit rejse mellem de fem forskellige verdener, men foruden det grafiske er der ikke nogen væsentlig eller betydende forskel mellem dem. Rise of the Guardians er et simpelt hack'n slash-spil, hvor du nemt kan skifte mellem de fem forskellige hovedrolleindehavere. De har hver især forskellige egenskaber, styrker og svagheder, men når det kommer til stykket, vil du i 90 % af tiden blot sidde og trykke som en gal på knapperne for at udrydde de mange mareridtsvæsener, der befinder sig på banerne. Også selv om spillet lægger op til et simpelt rollespilselement, hvor du kan lære nye færdigheder, der gør dig stærkere i kampen mod Mørkemandens tropper.

Et kort viser dig præcist, hvor der er genstande på banerne, du skal interagere med. Du skal samle ting fra kister, ødelægge bure og forskellige andre småopgaver, men det meste af tiden bruger du på at smadre monstre. Kampsystemet er meget simpelt, men det er simpelthen så lidt varieret, at det aldrig på noget tidspunkt bliver sjovt. Og det er virkeligt ærgerligt, når nu det mest af alt er det, spillet går ud på. Spillet kan spilles i co-op af og til 4 spillere, og det er naturligvis sjovere at være flere, men da spillet i sig selv ikke er særligt spændende, har co-op-muligheden ikke nogen særlig betydning for den samlede oplevelse.

Grafisk er spillet under middel. Det er igen noget, der ikke er brugt ret lang tid på, og det ses desværre mest in-game, hvor hverken animationer eller omgivelser ligner noget, der hører til den nuværende konsolgeneration. Mellemsekvenser har af og til en interessant grafisk stil, men derudover er der intet at råbe hurra for på det visuelle område. Lydeffekterne er ofte direkte utålelige. Især når kampene spidser til, og skærmen er fyldt med monstre. Her er der virkelig tale om metervare af den svage slags.

Samlet set er Rise of the Guardians et spil uden nævneværdig underholdningsværdi. Et simpelt og monotont gameplay uden nogen som helst form for variation, en svag grafik og lyd og en generelt kedelig tilgang til hack'n slash-genren gør Rise of the Guardians til et af de mange spil, der sandsynligvis snart vil gå i glemmebogen.

Om Thomas Heine Bech

Thomas har været spilanmelder på Gamesector siden 2007 og anmelder for det meste spil til Xbox One. De foretrukne genrer er sport, bilspil, adventure, puzzle, platform, action og RPG (tja, det er vel næsten det hele), men hjertet banker især for de gamle 80'er-klassikere. Favoritspil på Xbox-konsollerne: Rayman Origins, Plants vs. Zombies, Tom Clancy's G.R.A.W., Pure, Game Room, Scramble, Limbo, Braid, Trials HD, Just Cause, Burnout Revenge, Raiden Fighters Aces og Pinball Hall of Fame: The Williams Collection.