Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI Violence
PositivtNegativt
Fantastisk historie
Charmerende 2D grafik
Gode hovedbrud
Kunne sagtens undvære 3D
Kontrollen er blevet lidt kluntet
Køb Professor Layton and the Miracle Mask hos vore partnere:
 

Her på GameSector-redaktionen har vi altid været fans af Professor Layton-spillene. Da Professor Layton and the Curious Village udkom tilbage i 2008 (noget efter det havde set dagens lys i Japan), blev vi øjeblikkeligt forelsket i spillets gode historie, interessante persongalleri og fantastiske visuelle stil. Kærligheden til serien er forsat gennem Professor Layton and Pandoras Box (2009), Professor Layton and the Lost Future (2010) og sidste års Professor Layton and the Spectre´s Call. Til trods for de mange udgivelser formår Layton spillene at forblive interessante, og den charmerende visuelle stil er gennem serien blevet udbygget og forfinet.

Det er altså blevet lidt af en efterårstradition at Nintendo varmer op til årets julehandel med et solidt Professor Layton-puzzlespil til de gamere, der foretrækker at få de små grå aktiveret lidt, mens de spiller. Årets udgave hedder Professor Layton and the Miracle Mask, og selv om det nu er flyttet til Nintendos håndholdte 3D-platform, så er der ikke pillet meget ved resten af spillet – det er stadig gode gamle Layton, når han er bedst. Men alderen begynder måske at vise sig en smule.

I spillet, der foregår en kort periode efter DVD-filmen Professor Layton and the Eternal Diva, er gentleman-detektiven Professor Layton taget til byen Monte d’Or (et sted i nærheden af London) sammen med sine to assistenter Luke og Emmy. Monte d’Or er lidt af en sær størrelse – en gigantisk by, der er opstået midt i en ørken (ja, en ørken nær London… go figure) på kun 18 år – byen kaldes da også med rette for ”miraklernes by”.

Selvom Layton og hans lille følge ankommer midt under en stor byfest, er der ikke meget at glæde sig over i Monte d’Or. En mystisk skikkelse, den såkaldte Masked Gentleman, skaber nemlig frygt og panik blandt byens indbyggere og mange turister ved at udføre såkaldte ”mirakler”, for eksempel at forvandle byens indbyggere til stenstøtter eller gøre malerierne på byens museum levende. Efter sigende kommer The Masked Gentlemans magiske kræfter fra den mystiske maske, han er iført.

Der går dog ikke lang tid, før Layton begynder at lugte lunten – alt er ikke, som det bør være i Monte d’Or, og flere af byens bedste borgere har masser at skjule. Historien i spillet er lige så interessant og velfortalt som i de foregående spil, og som ekstra bonus får man i Miracle Mask lov til at opleve Professor Layton som en ung mand i en række flashbacks, der foregår 18 år før handlingen i spillet.



Gameplayet i Miracle Mask er præcist som i de foregående spil. Spillet kombinerer dialog med byens forskellige indbyggere med minispil og de puzzles, der har gjort serien så berømt. Minispillene, som gradvist bliver tilgængelige gennem spillets første kapitler, er naturligvis mere eller mindre i stil med tidligere Layton-spils minispil – der skal trænes en cirkuskanin, en robot skal ledes gennem en forhindringsbane og min egen personlige favorit: En butikshylde skal fyldes med varer i en form for Tetris-klon. Men minispillene er og bliver en snack i forhold til de puzzles, Layton skal løse i selve spillet.

Hvad angår opgaver og hjernevridere, så er de 150 i spillet her ikke længere helt på højde med de første spil i serien. Faktisk syntes jeg, at der har været en dalende kvalitet i opgaverne siden det første spil – der er ikke den samme variation og blanding mellem matematiske udfordringer, snedige logiske fælder, visuelle gåder og logiske opgaver. I Miracle Mask er der langt flere visuelle opgaver og langt færre opgaver, der kræver en smule matematisk snilde. Det er naturligvis et spørgsmål om smag og behag, men jeg kunne bedre lide blandingen af opgaver i de tidligste spil i serien, hvor der var lidt mere fra alle hylder.

Spillet gør naturligvis brug af konsollens 3D-muligheder, men det er ikke i særlig stor grad, og generelt kan det nye Professor Layton-spil sagtens spilles med 3D-effekterne slået helt fra. Mellemsekvenserne, der nu vises på den øverste skærm, er i 3D, og de er derfor ikke helt så kønne som den charmerende 2D-grafik fra de foregående spil, men stilen er forsøgt bibeholdt i 3D. Ingen af opgaverne anvender i nogen synderlig grad 3D-mulighederne. Kun enkelte mere action-betonede minispil anvender 3D-effekterne, men generelt er Miracle Mask ikke noget stort 3D-orgie, og effekterne virker helt ærligt lidt påklistrede og overflødige.

En anden ændring i spillet, der er opstået på grund af 3DS-konsollens skærme, er skiftet mellem de to skærme. I de foregående spil har Laytons omgivelser altid været vist på nederste skærm i flot 2D-grafik. Nu vises samme nydelige billede på øverste skærm – men det har den effekt, at man ikke kan anvende touch-skærmen direkte til at klikke på de personer eller ting i omgivelserne, som man vil interagere med. I stedet skal man først kalde et søgevindue frem på nederste skærm, hvorfra man så kan undersøge omgivelserne… på den øverste skærm. Det virker sgu lidt bøvlet. Et nyt zoom-system, der lader Layton kigge ned ad gyder eller bag ting i 2D-miljøet er ganske sjovt, men anvendes generelt alt for lidt.

Samlet set så er Miracle Mask Professor Layton i 3D – uden at det betyder ret meget andet end lidt kluntet kontrol og knapt så kønne 3D-karakterer. Det er heldigvis stadig Professor Layton, med alt hvad det indebærer af hjernevridere og hovedbrud, en solid historie og særdeles charmerende karakterer. Og det er i sidste ende det, der gør Layton-spillene så fantastiske for både børn og voksne. Skiftet til Nintendo 3DS-platformen kunne vi dog godt have levet foruden.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).