Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI FearPEGI Violence
PositivtNegativt
Godt mix mellem fysisk og digital underholdning
Alt er på dansk - både tale og tekst
Flotte figurer
Sjovt og børnevenligt gameplay
Ingen online
Ingen split-screen
Dyrt
Køb Skylanders Giants hos vore partnere:
 

Sidste års Skylanders Spyro's Adventure tog verden med storm og har solgt mere end imponerende 30 millioner eksemplarer på verdensplan. Den store dille, der har skabt samlermani blandt børnene og tomme sparebøsser blandt de voksne, fortsætter - nu med giganter!

Skylanders Giants er præcist som Skylanders Spyro's Adventure et spil med tilbehør. I startpakken medfølger en Portal of Power samt 3 Skylanders-figurer, hvoraf den ene (Tree Rex) er en af de store såkaldte Giants, og de øvrige (Jet-Vac og Cynder) er af mere almindelig størrelse. Når du starter spillet og placerer en figur på Portal of Power, lyser portalen, og din figur kommer til live i spillet. Og er det en Gigant, du spiller med, har disse figurer indbygget små lysdioder, så de også selv lyser op. En blæret feature, som børn ganske givet til nyde at vise vennerne. Der følger endvidere samlekort med til de tre figurer, samt en plakat med alle 48 nye Skylanders-figurer og klistermærker, så man kan se, hvilke man allerede har - eller måske nærmere, hvilke man mangler! For Skylanders-spillerne er nemlig en pengemaskine uden lige, og skal du have alle figurerne, er det mange tusinde kroner, du må punge op med. Derudover giver de 3 medfølgende figurer ikke adgang til alle områder i spillet. I starten kan man nå alle områder, men på de senere af spillets i alt 16 store baner vil der være områder, som kræver, at du anskaffer dig flere fysiske legetøjsfigurer.

Figurerne inddeles i 8 klasser, hver med 6 forskellige figurer, så hvis du ønsker at opleve alle områder i spillet, kræver det, at du foruden startpakken, køber mindst 5 andre figurer. Har du i forvejen nogle gamle figurer og evt. Portal of Power fra det første Skylanders-spil, kan du nøjes med at købe en booster-pakke, som indeholder de tre ovennævnte figurer samt selve spillet. Ganske fornuftigt med den slags genbrug, og de gamle figurer kan desuden også anvendes i Skylanders Giants. Rigtigt fedt! De nye figurer introduceres med små videoklip spillet igennem - ikke at det i sig selv har nogen særlig betydning for spillere - men for Activision betyder det naturligvis flere penge i kassen, da børnene sikkert nemt vil lade sig lokke.



I hver figur sidder en såkaldt RFID-chip, som lagrer de færdigheder osv., du har opnået med den enkelte figur. Dette betyder, at låner du en figur af en ven, vil denne - i DIT spil - have det niveau og de færdigheder, som din ven har opnået med den, og er man flere venner, der spiller Skylanders, kan man spare lidt ved at låne figurer af hinanden. I det første Skylanders-spil kunne figurerne nå level 10 som maksimum. Denne grænse er sat op til level 15, hvilket gælder får både de nye og de gamle figurer, så der er altså også incitament til at spille med de gamle igen. Desværre er det ikke alle de nye figurer, der er bagudkompatible med det gamle spil, men nogle af dem kan anvendes i Spyro's Adventure.

Historien i spillet er snuppet direkte fra spillets officielle danske hjemmeside: For tusinder af år siden udkæmpede giganterne episke kampe i Skylands, men de blev forvist til Jorden. En ny trussel er dukket op, så det er tid til at bringe dem tilbage, så de sammen med Skylanderne kan overvinde KAOS. Dermed er berettigelsen af de nye Gigant-figurer på plads, og selve spillet er et forholdsvist simpelt platform-hack'n slash tilsat simple puzzles og boss-kampe. Du styrer den figur, der er placeret på Portal of Power, og vælger man at spille co-op, placerer man blot 2 figurer der, hvorefter man kan spille sammen. Det er en rigtig lækker feature, for selv om spillet ganske vist er sjovt i singleplayer, er det nu sjovere at gennemføre sammen med en ven. Desværre har spillet ingen splitscreen-funktionalitet, som vi eksempelvis har set udført så fortrinligt i de seneste LEGO-spil med dynamisk split-screen, så det kræver, at man er enige om, hvor man skal hen. Det er ikke det store problem, men sidder man sammen og spiller, er der altså ingen muligheder for selv at gå på opdagelse.

Dine figurer kan smadre næsten alt på banerne og samle mønter, hvormed de kan forbedre deres egenskaber. De kan finde skjulte skattekister, scrolls, legendariske skatte og meget mere, og derudover får du fra tid til anden mulighed for at spille de såkaldte Heroiske Udfordringer, hvor du på tid skal klare forskellige missioner. Eksempelvis udrydde et antal kæmpeedderkopper, finde skjulte zombie-hoveder og meget mere. En ganske fornuftig tilføjelse til et gameplay, der i særdeleshed er børnevenligt, og på højeste niveau (Nightmare) også byder på udfordringer for selv garvede gamere.

Spillets 16 baner kan holde dig i ilden i en del timer, og dertil er der mulighed for at spille sammen i de såkaldte Arenaer eller sågar spille mod hinanden i en duel. Desværre er der ingen online-muligheder, hvilket ville have klædt spillet godt. Måske vi ser det i den nærmest uundgåelige efterfølger.

Noget andet, der taler for, at Skylanders Giants er et børnevenligt spil, er, at ALT tale og tekst er på dansk. Og det er endda ganske godt udført med tydelig tale, og hvor dialogen også indeholder en venlig tone og en god humor for børn. Dette betyder meget for oplevelsen, for gameplayet i sig selv tiltaler næppe mange spillere over 15 år, og så er det jo godt, at det er nemt at forstå, hvad der sker, og hvordan historien udfolder sig.

Grafisk er spillet acceptabelt uden at være prangende. Miljøerne og figurerne er flotte med klare farver, de forvirrer ikke, og figurerne ligner meget de fysiske figurer på Portal of Power. Mellemsekvenser er ganske fornuftige også. Lyden er god, dialogen er nævnt ovenfor, og både lydeffekter og musik passer fint ind i spillets stil.

Frygter du ikke, at dine børn skal plage dig om flere figurer dagligt det næste års tid, er Skylanders Giants en glimrende fortsættelse til sidste års Spyro's Adventure. Det er et rigtigt lækkert mix mellem fysiske legetøjsfigurer og et computerspil, og jeg er sikker på, at det vil stå øverst på mange ønskelister til den kommende højtid.

Om Thomas Heine Bech

Thomas har været spilanmelder på Gamesector siden 2007 og anmelder for det meste spil til Xbox One. De foretrukne genrer er sport, bilspil, adventure, puzzle, platform, action og RPG (tja, det er vel næsten det hele), men hjertet banker især for de gamle 80'er-klassikere. Favoritspil på Xbox-konsollerne: Rayman Origins, Plants vs. Zombies, Tom Clancy's G.R.A.W., Pure, Game Room, Scramble, Limbo, Braid, Trials HD, Just Cause, Burnout Revenge, Raiden Fighters Aces og Pinball Hall of Fame: The Williams Collection.