Dishonored

Score: 10
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI Violence
PositivtNegativt
Smukt og flot designet
Interessante karakterer med god stemmeføring
Begavet historie, som spilleren kan præge
Knivskarp og intuitiv kontrol.
Screen tearing i detaljerige områder
Køb Dishonored hos vore partnere:
 

Franske Arkane Studios skabte designets triumf til Bioshock 2, men denne gang har spilhuset overgået sig selv. Dishonored er et modent spilværk med en særlig agenda: At bringe spillets konsekvenser tilbage til spilleren. Det, og så en mavepustende elegant visualisering med inspiration fra steampunk-stilen og den europæiske tegneserie. Dette spil gør skeptikere til optimister!

Når hævn løser alt
Som at vandre mellem siderne i en tegneserie med golde pastelfarver har jeg, indtil videre, opholdt mig i realistiske miljøer. En hybrid mellem nutidens teknologi og klassicismens elegance i en dystopisk og opløst verden. Men da jeg lægger mig i sengen, vågner jeg op i en drømmeverden, hvor tyngdekraften er ophævet, og hændelser fra den virkelige verden er frosset i statiske momenter. En skikkelse træder ud af en lyskilde og taler til mig. Jeg er udvalgt. Den mystiske mand tildeler mig magiske kræfter, men inden jeg vågner igen, med et symbol tegnet på hånden, giver han mig den sidste reprimande: Hvordan jeg bruger denne gave er op til mig - men han holder øje med mig.

Den mystiske mand kunne for så vidt være en personificering af spillets essens. Dishonored er et nyt værk, hvor spilfriheden genopdages og historiens konsekvenser pålægges spillerens egenrådighed. Du har friheden til at løse opgaven, som du vil, men du er under luppen. Dishonored holder øje med mig. En ting er dog sikkert: Der må nødvendigvis rulle et par hoveder. Bogstaveligt talt.

I en tidsmæssigt ukendt verden, hvor hvalolie er blevet alles energikilde, er en rottepest brudt ud. De i forvejen upopulære pelsdyr fra kloakkerne er blevet til aggressive kødædere, som jager i flok og dræber mennesker. Men intet får mennesket til at forskanse sig mere i politiske kampe som en uforståelig og uhåndgribelig trussel fra undergrunden. Du er Corvo, livvagt og ven af Kejserinden for en by, som er underlagt rottepestens indtog og udskudt af et større magtcentrum. Den melankolske fredsommelighed afbrydes, da den diplomatiske kejserinde forrådes, hendes datter kidnappes og Corvo beskyldes for forræderiet, men under forhøret gøres det klart, at angrebet ikke var et eksternt job. En revolution er under opsejling, og hævnens ild er tændt.

Indrømmet: Jeg er typen, som let mister fodfæstet i spillenes historier. Enten taber jeg overblikket over historiens detaljer, eller også er jeg ikke engageret, fordi jeg bliver opslugt af spillets udfordring. Men Dishonored gør en ypperlig indsats for at genopdage den gode, afstemte spilhistorie. Handling fortælles gennem Corvos observationer anlagt i en lineær kronologi. Replikker og vigtige hændelser siver naturligt ud fra de flotte scenarier og støber gradvist en erkendelse for det samfund, man bevæger sig i, uden anmassende prologer. Vi må selv gøre vores erfaringer og stykke brikkerne sammen, men spillets planlagte set-ups og professionelle storytelling sørger godt for os.

Men spil er også spil, og under kølerhjelmen sidder tandhjulene fra nutidens velkendte spilgenrer. Stealth er åbenlyst repræsentativt, men i stilheden mellem stormene kan Corvo udforske miljøerne, finde runer til opgraderinger og søge andre opgaver, som er mere relateret til eventyrspil. Selv om Dishonored er et plotbaseret spil, er pointsystemet gjort eksplicit, for efter et afgrænset kapitel står man til tælling for sine evner. Hvor mange personer måtte man myrde, og hvor mange gange blev man opdaget? Ihærdige spillere kan gå efter Ghost-medaljen, der tildeles, hvis man klarer banen fuldstændigt uset og uden ét mord på samvittigheden. Klarede man det ikke, kan man altid vende tilbage til tidligere missioner. Tro mig: Man har lyst til at genbesøge banerne for at udforske variationerne for sine handlinger. Hvordan vil man møde op til festen? Sparke døren ind og skyde løs eller besætte en rotte, som sniger sig langs panelerne. Og hvordan påvirker det udfaldet? Spørgsmål avler spørgsmål, og sjældent oplever man spil med samme elastiske følelse.

Dog kan frihed og eksperimentel udforskning i spil have en bagside: Selv om våben, rekvisitter og udfordringer opfordrer til at afprøve forskellige metoder, så vil spillerens indbyggede dovenskab ofte lande på den mest konservative metode. Måske kan man bygge fælder - men hvis det kræver mindre hjernekraft at møde fjenderne frontalt, jamen så er det dét, man gør. Dishonored overkommer denne faldgrube ved at pirre spilleren med konsekvenser for historiens udfald. I begyndelsen skal Corvo undslippe et fængsel. Et par vagter måtte desværre lade livet under min klinge, selv om jeg havde muligheden for at snige mig uopdaget ud ad porten. Det krævede blot lidt mere tid og tålmodighed. Senere hører jeg i radioens propagandakanal, at Corvos flugt kostede livet for heroiske vagter. Jeg kan ikke lade være med at tænke: ”Hvad havde de sagt, hvis jeg ikke havde dræbt nogen?”. Man straffes ikke for at spille konservativt, men man pirres.

Som de siger i P3 radio: “Hvad smager det af?”. Dishonored smager lidt af HalfLife 2, med sit underspillede væsen, den minimalistiske stemning og fortællingens liflige elegance. Det smager også af Bioshock, med en omtolkning af steampunk-æstetikken, hvor undergrundens skygger i stedet er skiftet ud med solstråler, der bader i luftfugtigheden. Det er ikke nogen tilfældighed, for Arkane Studios blev også hyret til designet i Bioshock 2. Så smager det lidt af Thief og Assassin's Creed - spil på listefødder, som ynder tålmodighedens kultur og metodens raffinement. Med en perspektivering smager Dishonored også af tegneserien om Corto Maltese, med silhouetter fra svajryggede og slanke karakterer, klædt efter søfartens klassiske modefænomener. Kort sagt: En perfekt smagsoplevelse af de bedst tænkelige smagsvariationer, Dishonored smager af det bedste fra de bedste.

Hvis man skal udpege en svaghed i Dishonored, er det ikke i selve spillets symfoni, men i instrumentet det spilles på. Den flotte artistiske grafik er mere tegneserie-stylet end detaljerigt. Alligevel får min blanke PlayStation3 lidt åndenød med de store totalbilleder. Optikkens gamle nemesis, ‘screen tearing’, sniger sig ind i de mest energikrævende momenter, men muligvis kan en toptunet PC løfte opgaven bedre.

Arkane Studios kan være pavestolte. Dishonored er gaven til os gamere, arvet efter mere end tredive års spilevolution. Et værk, hvor årtiernes udvikling og alle de erfaringer, spilindustrien har gjort sig, samles om det bedst tænkelige momentum. Et værk, som atter gør et angreb på kløften mellem historiefortællingens lineære format og spilmediets fleksible interaktion. Et værk, som giver spillets frihed tilbage til spilleren uden at fortabe sig i unødig kompleksitet. Et værk, som bruger teknologiens rammer til at skabe et levende maleri. Dishonored er som årgangsvinen, der modnes til det perfekte årstal, hvor proppen åbnes og en berusende oplevelse rammer sanseregisteret. Der findes mange grunde til at være skeptisk over for nutidens kalkulerede spilproduktioner, tekniske fetish og manglende finesse, men Dishonored skænker os en nyfunden optimisme. Det er første gang for denne anmelder: Hermed en dristig topkarakter fra min side.

Gamesector Anbefaler

Om Torben Andersen