Darksiders II

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Glidende og sømløs spiloplevelse
Hurtigt og med skarp respons
Oser af personlighed og stil
Stiv og kluntet menu
Ikke synderligt nytænkende
Køb Darksiders II hos vore partnere:
 

Hvad får os til at spendere vores kostbare fritid nede i spilkonsollen? Nogle spil antænder vores samlermani. Andre tilbageholder attraktive muligheder, som først udløses senere. Darksiders II repræsenterer derimod den helt rigtige grund til at spille. I lang tid. Døden rider mod fjenderne med fremdriftens berusende strømlining.

Apokalypsens ryttere på nye jagtmarker

Mærkeligt. Her styrer jeg Døden på anabolske steroider med dobbeltklinget sværdvåben i håndbagagen, på en hævngerrig rejse gennem dæmoniske kulturer med deforme væsener. Og pludselig sender minderne mig tilbage til klubværelset i 2001, dengang jeg spillede Jak & Daxter på PS2. Hvorfor? Fordi spilhuset Vigil har dyrket samme prioritering som Naughty Dog gjorde dengang: Konceptet om flow og den sømløse spiloplevelse. En usynlig bølge gennemsyrer spilproduktionen, trænger ud i krogene og løfter spilleren fremad uden knaster og huller. Man kan ikke vise flowet med skærmbilleder eller trailers på YouTube, men man kan mærke det i kroppen, når det spilles over tid. Det glider fremad og gør spilleren afhængig af de rette årsager.

Darksiders II er både en efterfølger og en kompetent optimering af forrige hack’n slash fra 2010, der handlede om holdet af apokalypsens ryttere. Sidst var man War. Denne gang er man Death, i en lang historie, som genbruger kristne mytologier og personificerer negative værdier i et okkult eventyr. Plottet rider langs bølgen af spiltyper, som sætter os bag rattet på moralsk komplekse anti-helte. Intet godt mod ondt, men blot nuancer af ondskab. Darksiders 2 dyrker sin hedenske tematik med en bredskuldret udgave af manden med leen, men trods store knivblade og tunge krigsøkser er det just ikke et spil, som svælger i vold og knuste knogler. En betragtelig cartoonish og overlejret grafisk stil opløser realismen. Det hele virker bekvemmeligt uforpligtende, så trods en PEGI-rating på 16 år vil jeg bryde reglerne og anbefale Darksiders II til unge spillere, som er klar til at udfordre smertetærsklen.

Cremen af andre spil
Nytænkningen er derimod en fodnote, for stort set alt i Darksiders II ligner brudstykker af noget, vi har set før. Det store open world-scenarium, der sender Death ud til kortlagte dungeons med gådebelagte grotter, skjulte kister og bossen for enden, minder om den konstruktion, Zelda har anlagt i årevis. Og når man befinder sig på stuegulvet, omringet af fjender og trækker knivbladene frem i en tyfon af dødeligt stål, mærker man samme berusende stemning, som man kender fra God of War. Efterhånden som landkortet åbner sig, og distancerne øges, kan Death vælge fast travel som i Skyrim, men også med samme konsekvens: Man optjener ingen skill points med overspringshandlinger. Og når Death løber langs væggene og overkommer rumlige udfordringer som en adræt akrobat for at nå frem til det svært tilgængelige håndtag, der åbner porten - ja, så er jeg atter prinsen fra Persien. Darksiders II er som en collage af det bedste fra cremen af andre spil. Der er ikke tænkt originalt - men der er tænkt afrundet og helstøbt.

Flowet gennemsyrer hele spillet: Den grafiske hastighed og lynhurtige animation, som ikke i et sekund udviser teknisk åndenød. Det uafbrudte sammenhæng i banedesignet, der aldrig afbrydes af en kulsort load-skærm eller andre ukomfortable pauser. Den intuitive kontrol og punktlige respons, som skaber en synergi mellem spillerens motiver og karakterens handlinger. Den hjælpsomme genvejsknap, der automatisk opsamler og udstyrer Death med kraftigere våben eller skjold. Og den hjælpsomme introduktion til historien, som hele tiden repeterer de foregående kapitler, når spilleren har holdt en dags pause. Sjældent oplever man så uselviske spil, som i den grad sætter en ære i at bære spilleren frem mod målet.

Dette opløftende flow og den sømløse spiloplevelse har en klar effekt på os spillere: Lange, kontinuerlige sessions. Darksiders II er af den type spil, man får lyst til at pøse hele sin weekend ned i uden belastende spisepauser, toiletbesøg og nødvendigheden ved søvn. Lidt som om en usynlig krog har fat i dig og konstant haler dig ind. Dette, mener jeg, er den rigtige grund til at få et afhængighedsforhold til spil. Ikke på grund af drypvise opgraderinger, unlockables eller neurotisk samlermani, men fordi man nyder fremdriften i sine anstrengelser. Så pyt med, at det ikke er originalt, når helheden er så velkomponeret.

Så er flowet perfekt? Nej, for ét centralt sted afbrydes flowet i med en usædvanlig stiv og langsommelig tone: Menusystemet føles som et outsourcet projekt uden samme prioritering. Man kan administrere Deaths inventory og egenskaber som et typisk RPG delight. Beslutninger skal træffes: Hvilke egenskaber vil man spendere sine skill points på? Hvilke våben og beklædningsgenstande vil man ofre til besatte våben. Vil man gennemleve en mulig svækket periode, med udsigt til at blive mere stærk. Derudover kan man studere dungeons eller landområder med kortfunktionen, men uanset hvad jeg gør, føles menusystemet som en mursten på modvægten i forhold til spillets øvrige forførende flow. Tungt, langsomt og ikke-intuitivt. Spillets øvrige del er som testet i en vindtunnel, så hvorfor menuen føles som en klods om benet, er mig en gåde.

Flowet mærker man først, når man har overgivet sig til spillets univers og gennemspillet de første par udfordringer. Derefter holder man sig tæt til Darksiders II, men det er også nødvendigt, for lige som sin græske kollega, Kratos, er Death en karakter, der gradvist lærer flere nye angrebsformer som kræver flere knapkombinationer. Og de skal huskes, for ellers bliver spillet ikke tilstrækkeligt intuitivt i krævende situationer. Engagerede og vedvarende spillere får fortrin, mens almene weekend-gamere vil straffes af styringen, der skal repeteres efter fravær. Sværhedsgraden vil sætte spilleren på spidsen, for selv i tidlige kapitler skal Deaths undvigelsesmanøvrer ligge i fingerspidserne og health potions må disponeres med omhu. Kort sagt: Darksiders II kræver loyale spillere.

Har du brug for et nyt spil, der gerne må nedlægge din weekend, så burde du unde dig en tur på sadlen med Death. En velkomponeret samhørighed af kvalitet, flow, helhed og spændstig spilglæde er reelt en sjældenhed blandt nutidens spil - selv om nytænkningen ikke trækker vinderloddet. Og så er Darksiders II en kompromisløs grafisk stiløvelse, der hæver spillets personlighed. Nej, denne gang behøver du ikke vente på et prisnedslag. Find et tomrum i kalenderen og indtast Darksiders II som heldagsevent.

Gamesector Anbefaler

Om Torben Andersen