Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Bad LanguagePEGI Violence
PositivtNegativt
Strategispil til konsollerne
God setting
Virker lovende i starten
Lange loadtider
Ensformigt
Kluntet kontrol
Stort spildt potentiale

Det er i nabolaget af otte år siden Port Royale 2 udkom, så det er vist ved at være på tide med en efterfølger. Præcis som sin forgænger er Port Royale 3 en kombination af økonomisk simulation og strategi, alt sammen pakket ind i et solidt Sid Meier inspireret pirattema. Men når den sidste kanonkugle er affyret, så skulle Port Royale 3 måske aldrig have lettet anker.

Siden 1987 har Sid Meier været navnet, der først strøg over alles læber, når snakken faldt på spil om pirater – forbløffende nok, så falder snakken faktisk ret tit på dem her på redaktionen. Især i kølvandet på den officielle ”talk like a pirate day” den 19. september. Efter at have investeret særdeles mange timer i Port Royale 3 og talt som en vaske ægte skørbugs-inficeret grog-bællende fribytter, er Sid Meier stadig manden, der står som den epokegørende udvikler af sørøver-tematiserede spil. Og det er han fordi Port Royale 3 er et gigantisk spildt potentiale.

Spillet smider dig ind i rollen som en stakkels skibsbruden spanier, der på grund af en lunefuld skæbne ender uden penge (ja nærmest uden noget som helst) i Port Royale. Her forelsker vores søfarende tøffelhelt sig i den lokale Viceroy’s smukke datter Elena. Hun viser sig imidlertid at være en golddigger af episke proportioner, for hun ænser tilsyneladende ikke mænd, der ikke har beklædt deres skibe med pladeguld og reddet hende fra mindst to eller tre piratkidnapninger. Krævende kvinder var åbenbart hot dengang. Ergo må vores vildfarne hovedperson jo smøge ærmerne op for at tjene penge nok til at han kan få sig et solidt skrald f….. ja... altså prinsessen og det halve kongerige. Den slags.

Det er nok universets ynkeligste historie og mest ligegyldige bevæggrund for at tjene penge, men når det kommer til stykket er plot og handling næppe grunden til at nogen af os spiller strategispil. Strategispillet er i sig selv en relativ fornuftig kombination af handel og kamp. Gennem to kampagner, en der fokuserer på handel og en der fokuserer på kampe med og mod pirater, lærer spilleren de forskellige aspekter af spillets gameplay. Efterfølgende, efter små 15-20 timer, er der lagt op til helt åbent spil, hvor du selv skal skabe dit eget finansimperium gennem fornuftig handel, dygtig administration af flåder af skibe og ikke mindst ved at knuse fjenderne (og et par enkelte venner, hvis de skulle stille sig i vejen).

Spiller du dine kort rigtig kan du sågar blive guvernør over hele kolonier, men før du når så langt vil spillet teste din tålmodighed gentagne gang med forskellige bugs og et interface, der er mere udfordrende end resten af gameplayet tilsammen. Dertil kommer at spillet har en slem tendens til ikke at fortælle dig om alle dine muligheder, så første gang du render ind i pirater i spillets handelskampagne, vil du være komplet uvidende om spillets kampsystem – hvilket naturligvis får katastrofale økonomiske følger.

Størstedelen af spillet styres fra et oversigtskort over Caribien. Her kan du se hvor dine skibe er placeret, hvilke byer du kan handle med og gennem et særdeles kluntet interface kan du købe og sælge varer i havnene og sende dine skibe af sted i konvojer. Den økonomiske model med udbud og efterspørgsel er nogenlunde, selvom det nogle gange virker lidt ulogisk, at det er mere profitabelt at købe og sælge varer i små mængder end det er at sælge store partier af gangen. Selvom der er masser af byer at besøge og handle med, så kan det desværre ikke undgås, at hele handels-delen af Port Royale 3 med tiden bliver en smule ensformig. Faktisk bliver den direkte kedelig.

Heldigvis er der jo altid muligheden for at bedrive en smule sørøveri, hvis man ender med at kede sig. Men før du svinger dig rundt i lysekronen derhjemme med en huggert mellem tænderne, må vi desværre indskyde at ”action” ikke rigtig er det ord vi vil forbinde med pirateri eller piratjagt i Port Royale 3. Et bedre ord ville være ”forvirring” eller måske mere rammende ”trivielt”. Selvom spillet byder på en lang række fartøjer, lige fra små plimsollere til gigantiske linjeskibe, så er Port Royale 3 bestemt ikke et actionspil.

Du kan godt nok tage direkte kontrol over et skib i din flåde, når du engagerer fjendens skibe, men da kontrollen er kluntet, er det ofre en bedre ide bare at lade computeren ordne sagerne – den vinder for det meste kampene for dig alligevel. Kampe mellem flåder er, på grund af muligheden for egen deltagelse, mere interessante end jagt på pirater. For at udrydde piraternes baser skal du udnytte informationer fra spioner for at lokalisere baserne og efterfølgende storme dem med soldater. Det lyder måske spændende men det hele foregår via menuer og skærmbilleder, som ikke giver dig nogen synderlige indflydelse på begivenhederne.

I PC versionen, der udkom i foråret, var det muligt at spille i multiplayer online, hvor spillerne kunne dyste imod hinandens pirat- eller finansimperier. Men den mulighed har man valgt at fjerne i Xbox og PlayStation versionerne. Det er naturligvis lidt af et tab.

Med et alt for kluntet og ensformigt gameplay ender Port Royale 3 desværre med aldrig rigtig at få vind i sejlene. Spillet lever ikke op til det ellers ganske store potentiale det har og problemer med kluntet kontrol, alt for mange menuer og ikke mindst lange load-tider, ødelægger den samlede oplevelse. Men alt det kunne man tilgive, hvis spillet bare var interessant i længden – og det er her Port Royale 3 for alvor fejler. Hvad enten man vælger at skyde sig vej til toppen af poppen eller satse på god gammeldaws købmandskab, så bliver begge dele en ørkenvandring af gentagelser.

Potentialet er helt klart til stede og i de første timer med spillet, før man bliver bekendt med alt for mange af problemerne, er Port Royale 3 faktisk rigtig godt – men derfra går det direkte mod Davy Jones’ Locker.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).