Sleeping Dogs

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI Violence
PositivtNegativt
Solidt kampsystem
God variation
Fed Hong Kong setting
Mangler dybde
Lidt for let
Køb Sleeping Dogs hos vore partnere:
  

Først en kort historielektion: True Crime: Hong Kong blev droppet af Activision tilbage i februar 2011 på grund af høje udviklingsomkostninger og problemer med gentagne forsinkelser. Desuden var de originale udviklere af True Crime serien, Luxoflux, lukket i 2010. De ansvarlige for den beslutning hos Activision må sidde og smadre deres fedtede pander ned i mahogni-mødebordet lige nu, for SquareEnix snuppede lynhurtigt rettighederne til spillet og det er nu landet på de danske breddegrader under titlen ”Sleeping Dogs”.

Sleeping Dogs er, som de foregående True Crime spil, et såkaldt open world spil, der naturligvis skylder en hel del til det legendariske Grand Theft Auto III, der skabte hele grundlaget for denne genre af open world actionspil. I spillet er man Wei Shen – en undercover politibetjent, der efter et længere ophold i USA er taget hjem til Hong Kong for at infiltrere Sun On Yee Triaderne. Som man måske kunne forvente, så skal Wei først vinde de forskellige gangsteres tillid og stile i hierarkiet, før han kan løse sin opgave.

Spillets historie er den klassiske fortælling om en hårdkogt undercover strømer, tilsat en solid dosis Hong Kong gangstere. Tænk Donnie Brasco med voldmange tatoveringer og spisepinde i en skøn forening med John Woo action. Der er masser af forskellige aktører i historien og det fyger gennem luften med trusler, forræderi og hævnmotiver – det er måske ikke et plot, der byder på de store overraskelser eller stilmæssige landvindinger, med mindre du aldrig har set en gangsterfilm før, men det gør ikke så frygteligt meget, for Sleeping Dogs action er fantastisk underholdende i sig selv.

Spillet blander lette rollespilselementer sammen med en stor åben verden som Wei frit kan udforske. Rollespilselementerne er baseret på en tre områder, som Wei kan tjene levels til ved at løse missioner. Missionerne har hhv. en Triad og en Police level, som Wei tjener point til alt efter hvor godt han klarer missionen. Overholder han loven på missionerne, kører pænt og fanger forbrydere, tjener han point mod levels hos politiet, mens slagsmål og besejrede gangstere giver point imod nye Triad Levels. Når Wei stiger en level kan han vælge nye færdigheder, fra et særdeles simpelt skill-træ. At man kan tjene levels hos både Police og Triad i de samme missioner fungerer meget bedre end de mere sort / hvid orienterede moralsystemer i lignende spil.

Wei’s anseelse blandt byens indbyggere og andre gangstere måles ved hans ”Face” level. Face kan udbygges ved at gennemføre missioner eller ved at hjælpe lokale med forskellige opgaver – alt fra simple ”kør fra A til B” missioner til mere komplicerede opgaver, der kan dække over slagsmål, biljagter, forsikringssvindel eller noget helt fjerde. Face afgør også hvilke af Hong Kongs smarte sportsvogne som Wei kan køre og hvilket tøj han kan gå i – jo højere Face jo vildere grej.

Man kan løbende købe ekstra kluns til Wei, så man kan bruge ham som sin helt egen Triad påklædningsdukke. Men det er ikke kun for at se hvor latterlig man kan få ham til at se ud – det rigtige tøj giver bonusser, for eksempel til Wei´s nærkampsskade, hvis han ligner en rigtig gangster.

Mange af de bedste elementer fra de legendariske Grand Theft Auto spil er inkorporeret i Sleeping Dogs. Der er som nævnt muligheden for at købe tøj til Wei og hans ture rundt i Hong Kong kan enten foretages til fods eller i et køretøj, som Wei enten kan stjæle eller købe. Der er politi at køre fra, de obligatoriske taxier, masser af skjulte ting at finde og der er forskellige begivenheder at fordrive tiden med, hvis man ikke gider løse missioner – for eksempel karaoke-minispil, hanekamp eller kampsportstræning. Denne ”sandkasse” del af spillet føles på mange måder som en form for ”GTA Light”, tilsat en seriøs dosis Hong Kong miljø og neon. Masser af neon.

Sleeping Dogs kan ikke leve helt op til den rå og brutale stemning i Grand Theft Auto IV, men spillet tager dog sig selv mere seriøst end den anden store konkurrent, Saints Row 3. Især Sleeping Dogs kampsystem fortjener ros, for det fungerer lidt som det meget omtalte og roste ”freeflow” system i Batman Arkham City. Wei kan afvente udfald fra sine fjender og fange dem med counter-moves eller han kan gå direkte i flæsket på dem med spark og slag. Det er desuden muligt at gribe fjenderne og anvende omgivelserne til at lave ret voldelige finishing moves. Diverse håndvåben og skydevåben bliver igennem spillet også tilgængelige, men det er nærkampene, der er stjernen i spillets action – også selvom det effektive counter-system, gør kampene relativt lette.

Grundlæggende er Sleeping Dogs ikke voldsomt svært. Counter-systemet får slagsmålene til at virke overkommelige og der er som regel altid en knap, der kan få Wei ud af en farlig situation (for eksempel kan et veltimet tryk på en knap, lige når Wei er ved at blive arresteret, udføre et fikst move, hvor Wei selv uskadeliggør betjenten). Under biljagterne har man mulighed for at lave et kort boost, der kan anvendes til at skubbe fjendernes biler væk eller ind i ting. Det gør det forbløffende let at begå sig i de missioner. Desuden er kontrollen over både biler, både og motorcykler fantastisk hurtig og skarp, hvilket gør det til en leg at suse rundt i trafikken i Hong Kong – vær dog opmærksom på at man i Hong Kong kører i den anden side af vejen end vi er vant til – det ledte til mange voldsomme uheld, da vi testede spillet. Det samme gjorde bilernes usædvanlige dårlige bremser.

En anden feature, der fylder en hel del i spillets missioner er Wei’s evne som free runner – eller som parkour løber om man vil. Der er rigtig mange episoder, hvor Wei skal løbe fjender op og jagte dem over hegn og tage, gennem butikker og lejligheder og rundt gennem Hong Kongs små gyder. Det er relativt simpelt at udføre, for når Wei først er i løb, sender et enkelt tryk på en knap ham flyvende over forhindringer og gennem vinduer. Det giver klart spillet en ekstra dimension at free running fylder så meget som det gør.

Til trods for sværhedsgraden og det lidt for gennemskuelige plot, så er Sleeping Dogs stadig fantastisk god underholdning. Dels er spillet rigtig god til hele tiden at give spilleren en ny oplevelse i form af en ny færdighed eller et nyt move og dels er spillet ganske enkelt bare sjovt at spille. Det er let tilgængelig og hurtig underholdning, der til trods for den barske setting og de voldelige slagsmål, faktisk formår at presse en solid humor ind i flere af missionerne – uden at sænke niveauet helt ned til Saints Row 3 niveau!

Visuelt er Sleeping Dogs nydeligt med en flot og levende Hong Kong setting (spillet anvender en fiktiv version af Hong Kong, så man kan altså ikke planlægge sin næste ferie til Hong Kong ved at suse rundt i spillet). Byens fire kvarterer er oplyst af massevis af neonskilte og der er godt med liv og aktivitet på vejene og fortovene. Små boder og markeder giver spilleren mulighed for at interagere med de lokale og købe f.eks. mad og drikke, for at genvinde tabt energi. En fornem feature er det varierende vejr – især regnvejr virker overbevisende laver, med store vandpytter på vejene, der reflekterer de blinkende neonskilte.

Lydsporet består af den næsten obligatoriske radiomusik og studieværter, der kommer i samme sekund Wei sætter sig bag rattet i en bil eller på en motorcykel. Radiolydsporet fra en række forskellige radiostationer, kan ikke leve op til dem man kender fra Grand Theft Auto serien, men det er stadig ganske god underlægningsstøj til spillets action. Stemmeskuespillet leveres af et sandt overflødighedshorn af stjerner, f.eks. Emma ”hun-er-vores-vi-så-hende-først!” Stone, Lucy Liu, Tom Wilkinson og Will Yun Lee, der faktisk også arbejdede med stemmeskuespillet til Saints Row 3.

Samlet set er Sleeping Dogs et fantastisk underholdende bekendtskab – også selvom det ikke helt er i samme superliga som Grand Theft Auto IV – et spil som Sleeping Dogs naturligvis altid vil blive målt og vejet imod. Ledelsen i Activision må virkelig sidde tilbage med en tom fornemmelse, nu hvor de positive anmeldelser af Sleeping Dogs vælter ind og med mindre der sker noget særdeles mystisk, bør salgstallene for Sleeping Dogs også være tilfredsstillende – det fortjener det i hvert fald.

Kombinationen af de bedste GTA elementer med free running, Hong Kong Kung Fu film og simple rollespilselementer fungerer overraskende godt og selvom slutproduktet sagtens kunne bruge lidt flere højpolerede finesser og det i stor udstrækning er noget vi har set før, så er Sleeping Dogs stadig god underholdning for hver eneste skilling du smider efter det!

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).