London 2012

Score: 7
Better With KinectPlaystation Move
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+PEGI Online
PositivtNegativt
Fint gameplay med især god erstatning for button mashing
Sjove nye discipliner, især beachvolley og singlesculler
Virkelig god underholdning i multiplayer
Udtryksløse og kedelige atleter
Færre discipliner end i Beijing 2008
En række lidt kedelige discipliner
Køb London 2012 hos vore partnere:
 

Med velbegrundede medaljehåb inden for blandt andet håndbold, roning, svømning og 800-meter løb har OL vel næppe været mere spændende set fra et dansk synspunkt. OL står for døren, og 27. juli går det løs i London. Naturligvis skal vi - som i 2004 og 2008 have et officielt OL-spil, men denne gang er det dog ikke Eurocom, men SEGA selv, der har udviklet spillet. Og resultatet er rigtigt godt!

Beijing 2008 var et rigtigt fint spil. Vi var ihvertfald her på redaktionen ganske begejstrede for den store variation, men vi må også erkende, at man hurtigt kunne blive træt i fingrene af al den button mashing - dvs. endeløse hurtige tryk på en eller flere knapper. Dette har SEGA ændret radikalt på i mange af sportsgrenene, og det gælder ikke længere om blot at kunne trykke hurtigst for at få fart på din atlet i de mange af disciplinerne, hvor fart er den vigtigste faktor. I stedet skal man "tappe" på en knap og gøre det rytmisk og i et helt bestemt tempo således, at en indikator befinder sig mellem 2 linjer. Trykker man for langsomt, mister din atlet fart, og det samme gør sig gældende, såfremt man trykker for hurtigt. Denne ændring gør, at spiloplevelsen for det meste er radikalt anderledes end Beijing 2008 - og skal jeg være helt ærlig, foretrækker jeg SEGAs nye metode. Der er i stedet lagt fokus på timing og præcision, og det gør, at man kan holde til at spille meget længere.



Disciplinerne adskiller sig ikke væsentligt fra Beijing 2008, men der er dog en række ændringer i, hvordan de udføres. Derudover er der fravalgt en hel række discipliner fra Beijing 2008, men til gengæld har vi fået en del nye og endnu sjovere af slagsen, bl.a. kvindernes volleyball, skeetskydning og synkronspring fra både vippe og tårn. Til gengæld er eksempelvis trampolinspring ret kedeligt og består mest af en række quicktime-event-agtige tryk og minder i øvrigt meget om udspring.
Man savner naturligvis især stangspring og hammerkast, som ellers har været fast på repertoiret i stort set alle multisportsgrenspil siden de gode gamle dage med decathlon og Summer Games på Commodore 64. Lidt underligt, at disse ikke er med igen.

London 2012 har 3 sværhedsgrader, men det er naturligvis i multiplayer, at spillet viser sig fra sin mest underholdende side. Såvel offline som online er der masser af muligheder for at sammensætte lige netop de olympiske lege, som du har lyst til, og du vil ganske givet hurtigt finde dine favoritdiscipliner, som du og dine (online-)venner herefter kan fornøje jer med.

Lydmæssigt skaber musikken en fin stemning, og lydeffekter og kommentarer er også af acceptabel kvalitet, omend en række kommentarer ofte går igen - eksempelvis i bordtennis. Grafisk er spillet ikke vildt imponerende. Det er stadig lidt kantede modeller med udtryksløse ansigter, men animationerne fungerer flot, og publikum virker noget mere levende end i de fleste andre spil. Man får en fin fornemmelse af at deltage ved OL, og det er nu heller ikke denne del, der er den vigtige, og som skal bære spillet.

London 2012 er - især i længden - noget sjovere at spille end Beijing 2008, hvilket især skyldes SEGAs nye tilgang til, hvordan man får fart på sine atleter. Styringen er for det meste rigtig god, og der er masser af variation blandt de mange discipliner. Nogle af disse er bestemt ikke overdrevent underholdende, men mange af dem vil kunne give dig og dine venner mange fornøjelige timer foran sofaen og med et par controllere ved hånden.

Til sidst får du listen over discipliner i London 2012:

Discipliner, der også var med i Beijing 2008:
100 m (m)
200 m (m)
400 m (m/k)
110 m hæk (m)
Højdespring (m/k)
Længdespring (m)
Trespring (m)
Kuglestød (m)
Diskoskast (m)
Spydkast (m)
Spring på hest (m)
50 m. fri (m/k)
100 m. ryg (m/k)
100 m. butterfly (m/k)
100 m. brystsvømning (m/k)
Bueskydning (m/k)
Vægtløftning (m)
25 m. pistol (m)
Skeetskydning (m/k)
Udspring 3 m. vippe (m/k)
Tårnspring 10 m (m/k)
Kajakslalom (m)
Bordtennis (m)

Nye discipliner i London 2012:
100 m. fri (m/k)
Bueskydning hold (m/k)
Synkronspring 3 m. vippe (m/k)
Synkronspring, 10 m. tårn (m/k)
Individuelt forfølgelsesløb (m)
1000 m. singlesculler
Beachvolley (k)

Udgåede discipliner fra Beijing 2008:
800 m (m/k)
1500 m (m/k)
100 m hæk (k)
Stangspring (m/k)
Ringøvelse (m)
Gulvøvelse (k)
Hammerkast (m/k)
10 m luftgevær (m)
Parallel Barre (m)
Bom (k)
Forskudt barre (k)
4-mands holdforfølgelsesløb (m)
Judo (m)



Om Thomas Heine Bech

Thomas har været spilanmelder på Gamesector siden 2007 og anmelder for det meste spil til Xbox One. De foretrukne genrer er sport, bilspil, adventure, puzzle, platform, action og RPG (tja, det er vel næsten det hele), men hjertet banker især for de gamle 80'er-klassikere. Favoritspil på Xbox-konsollerne: Rayman Origins, Plants vs. Zombies, Tom Clancy's G.R.A.W., Pure, Game Room, Scramble, Limbo, Braid, Trials HD, Just Cause, Burnout Revenge, Raiden Fighters Aces og Pinball Hall of Fame: The Williams Collection.