PCM2012_box
Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+
PositivtNegativt
Detaljeret
Nøjagtigt
Ligner efterhånden cykelløb
Mangler stemning
Alt for kompliceret
Kedeligt for alle andre end de få
Køb Pro Cycling Manager Season 2012 – Le Tour de France hos vore partnere:
 

Pro Cycling Manager er et spil, der lader dig tage kommandoen over et professionelt cykelhold. Ikke som en af de tynde epo-svedende pedalatleter med barberede ben, men som en af de skrigende og gestikulerende mænd, der følger efter feltet i følgebilerne og trækker i trådende. Det her er spillet hvor du får lov til at udleve din indre Brian Holm eller Bjarne Riis efter de for længst har sat cyklerne i garagen og lagt blodtransfusionerne bag sig.

Vejen til succes er brolagt med statistik
Pro Cycling Manager er spækket med statistikker og det detaljer helt ud i det absurde. Der er ikke den ting spillet ikke forventer du skal forholde dig til. Man skulle tro der var soigneurs, der tilså rytternes helbredstilstand og mekanikere, der sørgede for det rette udstyr, eller bare en økonomidirektør, der forhandlede sponsorkontrakter. Men nej. Alt det skal du også selv stå for i din rolle som sportsdirektør.

Resultatet er, at spillet mest af alt består af endeløse skærmbilleder med statistikker og tal og forkortelser, hvoraf kun en brøkdel umiddelbart giver nogen mening, men hvor de alle utvivlsomt har en eller anden rolle at spille, når det i den sidste ende skal afgøres om dine ryttere ender på toppen af podiet i Paris, eller må nøjes med at køre med i Tour de Vest for Glostrup.

Måske kunne man tilgive den regnearksprægede tilgang til cykelsporten, hvis det hele var pakket ind i noget stemning, der lugtede lidt af kædespray og smagte lidt af Jørgen Leths sprogblomster og Dennis Ritters tåkrummende pinagtighed. Men der er ikke ingen musik, ingen intro, ingen billeder af rigtige ryttere eller cykler. Der er bare statistikker, statistikker og statistikker tilsat en 10 sekunders evigt loopende MIDI jingle, der kan drive enhver til rablende vanvid.

Hold rytterne i gang og hold dig selv vågen
Den eneste seriøse afveksling fra tal og statistikker får du gennem spillets 3D præsentation af de løb dine ryttere deltager i. Her bliver du præsenteret for en simpel, men rimelig, 3D grafik, hvor rytterne ser nogenlunde realistiske ud (så længe de ikke svinger), men hvor tilskuerne på uhyggeligste vis ligner noget der lige er trådt ud af en scene fra The Walking Dead.

Under løbet kan du give dine ryttere forskellige ordrer såsom at hente vand til de andre, holde position i feltet, lægge sig klar til at angribe eller gå i udbrud. (Her savner vi en kommando til at holde sig midt på vejen for ikke at blive ædt af zombie-tilskuerne). Dine ryttere har forskellige energimålere, der bestemmer hvor meget udholdenhed de har til hele løbet, hvor meget energi de har til fremstød og hvor meget eksplosivitet de har til at gennemføre angreb. For at få succes skal du hjælpe rytterne til at optimere deres energi så det passer med at de lige præcis har nok til at holde hele vejen hjem – forhåbentligt som sejrherrer.



Et af spillets helt store dilemmaer er, at 3D repræsentationen af løbene på en gang er alt for lange til at selv den største masochist gider se på dem i længden (Et løb varer ca. 30 minutter), men samtidig for korte til at give et fornuftigt indtryk af et rigtigt cykelløb. Du kan speede 3D løbene op, men så risikerer du bare at et udbrud har fået 6 minutters forspring inden du når at trykke på pauseknappen og så er hele ideen ligesom gået fløjten. Du kan også vælge at springe 3D delen over og få et kort sammendrag eller bare se resultatet.

Hvis vi ikke kan andet, kan vi altid gøre nar
Cyanide har skaffet licenser til at bruge de fleste professionelle cykelholds navne og ryttere. Men ikke alle sammen. Det betyder blandt andet at Garmin holdet fremstår som Gamin og Radioshack som Radiocash. Værre er det med rytterne, hvor udviklerne åbenbart har været så bitre over de manglende rettigheder at de generelt laver grin med rytternes navne, hvor blandt andet Tor Hushovd hedder Who(Hu)shaved og Fabian Cancellara er blevet degraderet til at være et pastarør, da han nu hedder Cannelloni. Ud over at det ikke er morsomt virker det også både pinligt og barnligt. Men hvad værre er, så ødelægger det også den realisme, som udviklerne prøver at skabe med deres alenlange lister af statistikker og evner for hver enkelt rytter. For feinschmeckerne er der dog utvivlsomt måder selv at redigere de forkerte navne på og der er garanteret også fan-skabte databaser på nettet der kan rette op på det.

Pro Cycling Manager kan spilles som single player, hvor du kan kaste dig ud i at skabe dig en karriere som løbsmanager, eller kaste dig over mindre opgaver som klassikere eller andre endagesløb, eller du kan gå i gang med det oplagte; at føre dit hold gennem nogle af de store løb, som f.eks. Tour de France.

Der er også online muligheder for at dyste med dit hold mod andre ”løbsdirektører” på nettet i ”Armada” mode eller i mindre målestok i ”Track race”. Det er muligt at installere spillet i en udgave med danske menuer (men med engelsk tale) og du kan når som helst skifte mellem danske, engelske (og norske) menuer. Sjovt nok virker de danske menuer langt bedre oversat end de engelske, der ofte ligner en trykt version af en parodi på en franskmand, der forsøger at tale engelsk.

Hvis du i forvejen har spillet de tidligere udgaver af Pro Cycling Manager, så har du sikkert også allerede for længst købt sæson 2012. Så det er nok også spildt krudt at fortælle dig, at der ikke er de store revolutioner at finde i årets udgave af spillet. Udviklerne prøver hele tiden at udvikle og forfine spillet, men den helt store forskel fra sidste års udgave er de opdaterede databaser med løbsterminer, ruter, hold og ryttere.

Den dag et regneark vandt Tour de France
Man skal godt nok være meget, meget stor fan af cykelløb for at få noget som helst fornøjelse ud af Pro Cycling Manager. Selv for redaktionens mest passionerede cykelfan og pensionerede amatørrytter er det bare en tand eller to for meget. Det der burde foregå på de støvede landeveje med dyttende følgebiler, nærgående kameramotorcykler og larmende helikoptere, ender med at ligne en øvelse i at forstå komplicerede formler i uendelige kæder af Excel regneark. Udviklerne har tydeligvis en stor kærlighed til cykelløb og har gengivet alt til mindste detalje. Ikke mindst i disse Tour de France tider er det en syret oplevelse at kunne have sit eget parallelle Tour de France kørende på sin PC og genopleve en kopi af dagens eller gårsdagens etape. Men i jagten på detaljer er det kammet over og Pro Cycling Manager Season 2012 er et spil, der vil virke gabende kedsommeligt og voldsomt kompliceret på alle bortset fra de mest inkarnerede cykelfans og statistikere.

Om Jesper Søtofte