Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence
PositivtNegativt
Masser af fantastiske enheder
Underholdende action
Befriende enkelt
Kan blive ensformigt i længden
Manglende tutorial
Irriterende fortæller
Køb Warlock: Master of the Arcane hos vore partnere:
 

Warlock – Master of the Arcane er et turbaseret strategispil, der foregår i fantasilandet Ardania, hvor også Majesty spilserien foregår. Warlock er et spil der til forveksling ligner Civilization V og som på overfladen også foregår på samme måde. Men hvor Civilization V har dybde og kompleksitet, er Warlock ren overflade. Det er til gengæld overflade på den fede og actionfyldte måde, for Warlock skræller alt det overflødige og kedelige væk og lader spillet handle om en eneste ting: At tæve modstanderne baglæns ud af brættet.

Strategi og tryllekunster
Warlock foregår på et stor kulørt kort over Ardania, hvor du bevæger dine tropper rundt på ottekantede felter. Dine tropper har et antal bevægelsespoint, der bestemmer hvor langt de kan bevæge sig i en tur, eller hvor mange gange de kan foretage angreb mod et felt besat af fjenden. Du kan kun have en enhed i et felt, så det kræver strategisk tænkning at placere dine tropper rigtigt i forhold til hinanden. Du er ikke alene hersker over dine undersåtters bevægelser henover kortet, du er også troldmand og som en ægte troldmand har du en række trylleformularer du kan kaste over dine tropper for at styrke dem eller over modstanderne for at svække dem. Som i Civilization, gælder det om at udvide dit rige ved at erobre nye områder, byer og ressourcer. Du vinder spillet ved at udrydde al modstand, besætte alle hellige felter, besejre en gud eller ved at udvikle trylleformularen over alle trylleformularer. Men inden du når så langt, skal du slås med og mod alverdens besynderlige monstre, opgradere byer og udvikle nye trylleformularer.



Du starter med at vælge en troldmand fra en af spillets tre racer, som består af de velkendte mennesker, monstre og ”undead”. Hver race har sine unikke styrker og svagheder og en hel masse gammelkendte enheder som riddere, bueskytter, skeletter, varulve, trolde og drager. Hvis enhederne lever længe nok optjener de erfaring og de kan opgraderes på et utal af forskellige tossede måder alt afhængig af hvilke bygninger du har bygget i dine byer. Efterhånden som du erobrer portaler og byer fra fjendtlige troldmænd eller fra neutrale enheder, så får du også adgang til at bygge enheder, der hører til de andre racer. Til sidst i spillet står du med et overflødighedshorn af mere eller mindre syrede enheder til din rådighed.

Hvis man bare kunne trylle fortælleren om til en frø
Warlock har en forfriskende enkel og ukompliceret tilgang til genren. Der er ikke noget diplomati af betydning i spillet og du skal ikke bruge din dyrebare tid på at holde dine indbyggere glade. Ressourcemodellen er også ganske simpel og tjener faktisk kun til at understøtte udvikling og produktion af kampenheder, som du kan kyle i nakken på fjenden. Der findes heller ikke nogen egentlig kampagne eller historie af betydning til spillet, blot nogle regler og sværhedsgrader som du kan sætte op fra gang til gang. Men selvom spillet er forholdsvis enkelt sammenlignet med andre spil i genren, så er det alligevel lidt af en udfordring at komme i gang med da der mangler enhver form for oversigt over hvad opførelsen af forskellige typer af bygninger og udforskning af forskellige trylleformularer leder til. Der er detaljerede ”udviklingstræer” knyttet til begge dele, men det er en gåde hvorfor man ikke kan se dem nogen steder, hverken i spillet eller i manualen. Den eneste form for hjælp, der er at hente, er spillets ”fortæller”. Han er genbrug fra Defenders of Ardania og taler stadig med den samme rædselsfulde overdrevne skotske accent. Han lyder som et forsøg på at efterligne Sean Connery, men det er så stygt, at han næsten kan få dine ører til at bløde.

Når 2X bliver større end 4X
Warlock laver et modigt sats ved at skrælle en hel masse funktionalitet væk og lave et ganske enkelt og ligetil erobringsspil. Men det er et sats der betaler sig, for spillets udforsknings og erobringsdel er så tilpas underholdende og spillets enheder så tilpas mange og forskelligartede, at det faktisk føles som en befrielse at man ikke skal spilde tiden med en masse politik, infrastruktur og diplomati. Det er til gengæld også et tveægget sværd, for med den manglende dybde er der også en risiko for at man hurtigt når det punkt hvor man ligesom har set det hele og prøvet det hele. Men vi er heldigvis slet ikke nået til det punkt endnu, så vi smutter tilbage og ser om vi kan få klemt nogle vampyrer ned i en flyvende galej før vi igen bliver angrebet af æselriddere.

Gamesector Anbefaler

Om Jesper Søtofte