Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI Violence
PositivtNegativt
Fantastisk grafik
Godt lydspor med tale
Gotham City HUB
God underholdning for hele familien
Stadig ingen online multiplayer
Køb LEGO Batman 2: DC Super Heroes hos vore partnere:
 

Traveller’s Tales har med deres LEGO-koncept skabt en serie af spil, der til stadighed formår at være blandt mine yndlingsspil, når hele familien og vennerne skal underholdes. Utroligt nok bliver konceptet, der dybest set ikke har ændret sig voldsomt meget, ved med at være morsomt og underholdende for både børn og voksne (i hvert fald barnlige voksne som undertegnede)– så hvorfor ændre på en vindende kombination?

I sin grundkerne er gameplayet i LEGO Batman 2 præcist det samme, som man (forhåbentligt) kender fra de mange tidligere LEGO-udgivelser. Man løber rundt med sin LEGO-figur og smadrer ting i omgivelserne, løser puzzles ved at bygge med legoklodser og tæver en række forskellige fjender. Spillets baner er stadig bundet sammen af en stor HUB-verden, så alt er omtrent, som det plejer at være. I hvert fald hvad angår de helt grundlæggende funktioner.

Men der er også sket en masse siden det sidste LEGO Batman-spil – faktisk er der sket en hel del med dette spil, der gør det større, flottere og mere omfattende end nogle af de foregående LEGO-spil. Så spillet virker på en gang velkendt, men samtidigt også spændende og nyt.

Det mest iøjefaldende er spillets HUB-verden. I det første LEGO Batman var spillets HUB begrænset til at være The Batcave. Nu har man i stedet åbnet op for hele Gotham City, komplet med køretøjer og skjulte bonusser. Ja, det smager en del af en form for LEGO Grand Theft Auto, hvor man kan splitte alting ad og sætte det sammen igen – og det er, på godt jysk, slet ikke så skidt endda. I denne store HUB-verden kan man sagtens more sig i mange timer med at lede efter bonusser eller hjælpe nogle af de nødstedte borgere på Gothams gader.

Til selve ”missionerne”, der udspiller sig som de helt klassiske LEGO-baner, har man adgang til en bred vifte af forskellige superhelte, hentet ind fra hele DC Comics-universet. Det er altså ikke kun Batman og Robin og deres normale kumpaner, der er at finde i LEGO Batman 2. Klassiske superhelte som Superman og Wonder Woman får selskab af f.eks. Batgirl, Green Lantern, The Flash og en lang række andre superhelte fra the Justice League. I alt er der i nabolaget af 50 figurer at befri og spille.



Med de mange nye superhelte kommer også et bredt spektrum af helt nye færdigheder og gadgets, der ud over at give karaktererne forskellige angreb i kamp, også skal anvendes til at løse spillets puzzles – som der er rigtigt mange af. Faktisk er puzzle-designet i LEGO Batman 2 nok det bedste blandt alle LEGO-spillene – og det siger slet ikke så lidt. Superheltene har naturligvis også superkræfter, og nogle af dem er helt klart sjovere end andre – for eksempel kan Superman flyve, hvilket gør ham ganske morsom at suse rundt med i Gotham City.

De forskellige baner byder på et regulært forbryderalbum med skurke hentet ind fra de fjerneste hjørner af DC Comics-universet. The Riddler, The Penguin, Lex Luthor, Poison Ivy, Two-Face og en lang række andre skurke, der ikke kun kommer fra Batman-universet. Action er der nok af, og den er lige så hektisk og kaotisk, som den altid har været i LEGO-spillene – præcist som vi kan lide det.

Spillets absolutte trækplaster, ud over tilføjelsen af Gotham City som HUB, er stadigvæk spillets splitscreen co-op multiplayer. Der er en velfungerende drop-in/drop-out-funktion, men der er desværre stadig kun lokal multiplayer, så man kan stadig ikke gå online og lede efter spillere. Men det ændrer ikke på, at spillet er fantastisk god underholdning for to spillere, og præcist som i de foregående LEGO-spil er der masser af puzzles, som to spillere kan samarbejde om at løse.

Grafikken har fået en ordentlig én på sinkadusen denne gang. Selvom LEGO Harry Potter-spillene var ganske nydelige, så er LEGO Batman 2 suverænt det flotteste af alle Traveller’s Tales spil. Der er en sand overflod af detaljer og flotte textures, som gør Gotham City til en stor og indbydende verden at bevæge sig rundt i. Udviklerne har tydeligvis forsøgt at skabe en verden, der ser lidt mere autentisk ud end i de tidligere spil (planter og anden bevoksning er ikke så LEGO-agtige mere), og det hjælper helt klart på det samlede visuelle indtryk.

Lydsiden af LEGO Batman 2 er også ganske interessant. Spillet anvender blandt andet musik fra både Batman- og Superman-filmene, dvs. musikstykker af Danny Elfman og John Williams, hvilket giver den helt rigtige og episke superheltestemning. Og som noget helt nyt, der med sikkerhed vil kræve en smule tilvænning, så er alle spillets mellemsekvenser nu med fuld tale fra de forskellige LEGO-figurer. I de foregående spil har figurerne bare mumlet og gryntet ad hinanden, men nu fører de komplette samtaler. Dette skyldes helt sikkert, at LEGO Batman 2 ikke er baseret på en film og derfor ikke blot genfortæller en films scener og handling, men derimod skaber en helt ny superhelte historie.

Uden at genopfinde den dybe tallerken, har Traveller’s Tales formået at puste noget friskt og nyt ind i deres LEGO-franchise. LEGO Batman 2 er klart det bedste LEGO-spil vi har set i lang tid, og det er uden sammenligning det flotteste og bedst designede. Co-op er stadig lige så sjovt, som det var i det allerførste LEGO Star Wars, men resten af spiloplevelsen er blevet bedre og mere finpudset, end vi har oplevet tidligere. Med dette spil in mente kan vi kun glæde os til at opleve LEGO Lord of the Rings.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).