| Positivt | Negativt |
| Flot grafik Nemt at tilgå for alle | Grafisk forvirring Ærgerlige fejl i AI'en Kedeligt gameplay Tåbelige minispil |
Ganske som Fable II Pub Games agerede reklame for Fable II, skal Fable Heroes også stille den værste sult hos de mange hungrende Fable-fans, der venter længselsfuldt på Fable: The Journey. Forhåbentligt har disse to spil ikke meget med hinanden at gøre.
Fable Heroes er et spil for 1-4 spillere. Du kan spille lokalt eller online og skal gennemføre en række baner, hvor du i bedste hack’n slash-stil skal nedslagte monstre og samle så meget guld som muligt. Du bevæger dig rundt i 3. person og skal foruden monstre og mønter også åbne kister, tønder osv. Power-ups er der mange forskellige af, og du har et pænt udvalg af karakterer at vælge imellem. Nogle har håndvåben, mens andre bruger skydevåben. Disse forskellige karakterer giver dog ikke mærkbar forskel i, hvordan spillet føles. Et par karakterer bliver derudover først tilgængelige, når du har haft det kommende Fable: The Journey i maskinen, og dertil kan du overføre det guld, du vinder i Fable Heroes, til Fable: The Journey. Præcist som det var med Fable II Pub Games.
Desværre viser gameplayet sig hurtigt at blive alt for ensformigt (som det er jo desværre ofte sker i hack’n slash-spil). Der er ikke meget variation mellem banerne, og en række fuldstændigt tåbelige minispil med button-mashing eller quicktime events gør heller intet godt for spillet. Banerne er endvidere meget korte, og spillet kan samlet gennemføres på et par timer, afhængigt af sværhedsgrad.
Vi befinder os i Albion-universet, og omgivelser og fjenderne bærer da også præg heraf. Stilen er dog lidt mere nuttet, end vi kender det fra de rigtige Fable-spil. Der er mange virkeligt flotte detaljer, men grafikken har dog én meget alvorlig fejl. I heftige situationer med mange fjender på banen er det ofte nærmest umuligt at skelne sin egen karakter fra medspillernes. Det er uhyre dårligt spildesign og ødelægger desværre oplevelsen en hel del. Spillets karakter bliver naturligvis påvirket heraf, for uden denne alvorlige designfejl fungerer hack’n slash-delen jo grundlæggende rimeligt.
Efter hver gennemført bane skal man spille et minispil, som foregår på en slags Matator-bræt, hvor man skal ramme de rigtige felter, hvorefter man får mulighed for at opgradere sin karakter med nye egenskaber. Det fungerer fint, men bliver også hurtigt en frustrerende kedelig del af spillet.
AI’en hos dine medspillere (såfremt du vælger at spille offline) er ikke altid lige heldig. Du har en multiplier, som får værdien for de mønter, du samler, til at stige, men den falder med tiden, såfremt du ikke er aktiv. Af og til står dine medspillere helt stille, når I skal videre til næste område, hvilket således får din multiplier til at falde. Endnu et eksempel på, at spillet ikke er testet ordentlig igennem før udgivelsen.
Alt i alt er Fable Heroes lige som Fable II Pub Games ikke en god reklame for det kommende Fable-spil, men Fable II var jo vellykket, og mon ikke også Fable: The Journey bliver det. Fable Heroes er dog ikke et Fable-spil, vi kan anbefale, og har du hang til hack’n slash, er der langt bedre alternativer på markedet.






