Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Bad LanguagePEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Tilfredsstillende actionbrag
Meget fin variation
Lang kampagne der både fungere on- og offline
Fine online variationer
God udfordring i spillets anden halvdel
Overfladisk historie
Lidt knæfald over stilskiftet
Ærgerlige smågrimme mellemsekvenser
Køb Tom Clancy’s Ghost Recon: Future Soldier hos vore partnere:
 

Tom Clancys navn har efterhånden været klistret på en hel del Ubisoft produkter. Fællestrækket har egentlig mere været at spillene har været temmelig taktiske – mere end at det har bibragt særligt fantastiske historier. Efter noget ventetid er der nu et nyt Ghost Recon spil på gaden, og man kan rimeligt let aflæse, at udviklerne nervøst har skævet til hvad der ellers sker på markedet. Det kommer til udtryk i lige dele inspiration fra Call of Duty samt Gears of War, hvilket forståeligt nok har skiftet en del fokus væk fra den taktiske vinkel.

Historiemæssigt har vi igen lidt svært ved at se, at der skulle være en professionel forfatter involveret – andet end som blikfang forstås. Vi tager på den klichefyldte rejse igennem en stereotypt østlig/vestlig opdelt verden, hvor amerikanerne er actionhelte og den anden blok er ondskab inkarneret. Vores kvartet af soldater brummer sig igennem begivenhederne indkapslet af vittige bemærkninger, bider af rockmusik og badass attitude. Et komplot mod den frie verden (læs: USA) er undervejs, atomvåben selvsagt involveret og et langt geografisk spor fører i sidste ende til den oprindelige koldkrigs fjende.

Hvis man ellers formår at distancere sig for propagandahistorien, kan man i stedet begrave sig i spillet. Her er niveauet heldigvis noget højere, og man vil utvivlsomt komme igennem sekvenser, hvor både pulsen samt smilet vil peake. En kort interaktiv introduktion lægger grunden, og herefter halser man under tidsmæssig pres efter mere info om det forekommende fjendtlige angreb. Omdrejningspunktet er en indsatsstyrke på fire, hvor du får lov til at gøre dine hoser grønne. Det i et noget nær klassisk tredje persons skydespil, hvor enten den kunstige intelligens - alternativt tre venner over nettet – gør dig selskab.

Ens trup er rimeligt veludrustet, og man får langsomt adgang til nye evner. I løbet af kort tid får man en dragt, som sørger for at give camouflage, så længe man ikke står eller skyder. Man får muligheden for, at synkronskyde, hvor hele gruppen fjerner et mål samtidig – noget der naturligvis understøttes ofte af isolerede fjendegrupper på fire mand. Man får teknologisk tingeltangel såsom en fjernstyret drone, som man kan bruge til at spejde fremefter – samt markere mål til synkronskydning. Disse ting er trods alt med til at give lidt mere variation til tingene, selv om det ikke ligefrem driver af originalitet eller fremtidsvisioner.



Alligevel er man fint underholdt, når man langsomt lister sig frem igennem de snævre ørkenkorridorer eller golde lokaler imens læssevis af fjender myldrer omkring en. Selv om den kunstige intelligens ikke er overvældende, og der tydeligvis foregår nogle underlige ting – såsom ens allierede der ubemærkede nærmest løber tværs gennem fjender – så er det ikke noget der ødelægger spillet. Tværtimod virker det netop, som om man har skruet ned for dine medsoldaters muligheder for at ødelægge tingene for dig.

Med en lille smule omtanke er især den første halvdel af spillet faktisk temmelig nemt at gå til. Man er fjenderne klart overlegen, og største trussel er faktisk ofte når man ikke må opdages. Senere bliver fjenderne dog også bedre teknisk udstyret, og der skabes mere balance. Til at splitte tempoet op er der nogle sekvenser, hvor man eksempelvis skal beskytte en person i scriptede on-rails episoder. Her bevæger man sig automatisk, og man skal blot trykke aftrækkeren i det interaktive skydetelt. Disse sekvenser er ganske underholdende – så længe de ikke skal genspilles.

Kampagnen er tilpas lang er varieret til at holde folk fanget, og kombineres det med at man kan spille både co-op samt kæmpe mod andre i en række forskellige fine variationer online, har man en pakke med rigtig fin levetid. Her er både fyldt Horde og Deathmatch afskygninger ind, og det varierede udstyr, samt muligheden for at udvikle en given klasse gør blot tingene mere fængslende. At man samtidig har en utrolig varieret mulighed for selv at definere og sammensætte sit eget unikke våben er blot endnu en ting, som vil få feinschmeckere til at miste timer imens der perfektioneres.

Teknisk er det dog ikke en entydig god oplevelse. Der er nogle virkelig gode partikelsekvenser, hvor både lys og især en sandstorm træder frem i erindringen. I skær modstrid til dette står de utroligt ringe mellemsekvenser, der slet ikke tåler sammenligning med andre nutidige titler. Selve spillet er også præget af en del pop-up, dårlige animationer samt udetaljerede overflader. Det bærer lidt præg af at have været under udvikling længe, hvor ikke alt er blevet pudset op til sidst.

Ghost Recon: Future Soldier har bestemt negative sider, hvor det lidt sætter sig mellem to stole, ikke er teknisk overbevisende og mangler en ordentlig historie. Kan man se bort fra dette, venter der dog en overraskende fængende oplevelse, hvor man såvel alene som med andre vil få en del glæde ud af kampagnen. Levetiden forlænges kun af en meget habil onlinedel, der har gode variationer af kendte spiltyper. Du skal ikke købe det, hvis du forventer en strategisk stealth tilgang til genren. Men hvis du i stedet kan leve med et actionbrag garneret med enkelte lette strategiske elementer vil du være glimrende underholdt.

Gamesector Anbefaler

Om Peter Rosenholdt