Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Medrivende kampsystem.
Omfangsrigt.
Pawns
Grafisk lidt tamt.
Ingen mulighed for fast travel.
Køb Dragon’s Dogma hos vore partnere:
 

Dragon’s Dogma er altså det, vi normalt betegner et ”vestligt rollespil”, men fra Japan. Det er altid interessant at se spiludviklere træde ud over deres komfortzone, og Dragon’s Dogma er ikke nogen undtagelse. Der er ingen tvivl om, at Capcom har lavet et solidt spil, som de fleste fans af genren vil finde glæde i at spille. Samtidig er der heller ingen tvivl om, at der stadig er plads til forbedring, men Capcom har det jo som sit adelsmærke løbende at opdatere deres serier og forbedre dem, så det sker sandsynligvis også her.

Ved spillets start angribes en landsby ved kysten af en drage. Den karakter, som du lige har kreeret efter alle kunstens regler, går tappert til angreb, men dragen skærer simpelthen dit hjerte ud, æder det og flyver bort. Du dør dog ikke, men vågner som "The Arisen" (Dovahkiin, Dovahkiiiiiin, anyone?). Uden at have et helt klart defineret mål, begiver du dig på en færd gennem en stor verden, som Capcom har kreeret. Sammenligninger med Skyrim ligger lige for, men selvom verden er stor føles den knap så åben. Den er ikke nær så visuelt indbydende og heller ikke så fuld af spændende ting. Det betyder ikke, at den ikke er flot og spændende, for det er den. Skyrim er bare i en anden klasse, sådan er det.

Til gengæld har Dragon’s Dogma nogle ting, der skiller det ud fra lignende spil. Når man bliver skadet, så kan kun den primære del af skaden heles af dine spells, mens en mindre procentdel først heler via potions, eller når man sover på en kro. Det vil sige, at når man er ude at udforske verden – uanset om det så er i en dungeon eller ude på det omfangsrige verdenskort – så bliver man gradvis svagere og svagere, med mindre man kan finde nok potions, så man typisk er svagest det farligste sted. Det giver en solid udfordring og det tvinger især spilleren til at spille ordentlig i stedet for på den sjuskede ”udveksle slag, kaste healing”-måde, man ofte kommer til at spille disse spil på. For hvert eneste lille ynkelige slag fra en goblin eller rotte kan potentielt mærkes på livstotalen, når du står ved bossen i slutningen af en dungeon. Ud over den ekstra udfordring systemet giver kan det også være kilden til en del frustrationer, for der er ikke noget fast travel-system i Dragon’s Dogma.


Noget Dragon’s Dogma har helt for sig er pawn-systemet. I stedet for co-op, kan man have op til tre hjælpere, kaldet pawns. Den ene skaber man selv, og han eller hun optjener erfaring, stiger levels, kan få udstyr mv. De to andre pawns lånes i The Rift, en anden dimension, hvor man faktisk låner andre spilleres pawns. På den måde er der altså et minimalt socialt element. Man kan sende gaver med tilbage efter lån, og det gælder jo om at låne nogen, der kan hjælpe med den opgave, man nu er i gang med.

Som en god detalje, så lærer alle pawns af de quests, de er med til at løse og lærer fjenders svagheder og gode måder at bekæmpe dem på. Jeg fik således på et tidspunkt lånt nogle pawns, der allerede havde spillet min mission med deres ejermænd, så de var til stor hjælp. Til gengæld kan man stort set ikke kommandere rundt med dem. De gør, hvad der passer dem, og oftest er det til god hjælp. Men man kan altså ikke bare sådan bede om en healing spell.

Selvom det ikke just er co-op, så fungerer pawn-systemet ret godt på sine egne præmisser. Helt ned til den detalje, at pawns er integreret i spillets historie. Man skal i øvrigt ikke forvente at Dragon’s Dogma overordnet set er voldsomt historietungt. I stedet ligger fokus ofte på kamp, og det er en rigtig fin spilmekanik, Capcom har fået skruet sammen. Der er fart over feltet, og når man møder større fjender, er det muligt at klatre på dem og finde svage punkter. Og det drejer sig ikke om quick time events, men realtid. Pawns løber omkring og støtter og giver kommentarer, mens man kæmper det bedste, man har lært – for der er god udfordring. Specielt om natten.

Ellers har Dragon’s Dogma de fleste af de ting, men kender fra den vestlige rollespilsgenre: En står åben verden, mange små quests at løse, levels, bunkevis af items, en karakter, der bliver stærkere og stærkere, og kan skifte mellem klasser. Kamp fungerer godt både hvad angår nærkamp og afstand.

Hvis man ikke synes, man har småmissioner nok at tage sig til, kan man allerede nu købe tillæg til spillet, der fylder hovedstadens opslagstavle med opgaver. Det er lidt klamt, at der så tidligt i spillets levetid sælges småmissioner. Også selvom det kun drejer sig om 80 gamerpoints per pakke.

Dragon’s Dogma har en aldersrestriktion på hele 18 år. Når man lige har spillet et gennemført brutalt og råt spil som Witcher 2 med grimme, offentlige henrettelser, magtmisbrug og en grum verden med få lyspunkter, så kan man godt undres over, at Dragon’s Dogma bliver puttet i samme bås, men det er det altså blevet.

Capcom har lagt godt ud i sin nyeste serie. For jeg vil næsten garantere, at det bliver en serie, og at efterfølgerne bliver lige en tand bedre. Men Dragon’s Dogma giver bestemt fuld valuta for pengene med gode kampe, udfordring og fordi det er så omfattende. Undertegnede må bestemt betegnes som fan af genren overordnet set, så jeg kommer helt sikkert til at spille videre efter anmeldelsesperioden er slut. Og det er vel så god en anbefaling som nogen.

Gamesector Anbefaler

Om Lasse Winther Wehner

Lasse Winther Wehner har været anmelder på Gamesector.dk siden 2003 og indholdsredaktør fra 2005. Han anmelder fortrinsvis spil til Xbox 360 og Xbox One - især shooter-genren og vestlige rollespil. Da Lasse har været gamer siden Game & Watch/bipbip-spillene gjorde deres indtog i firserne, ynder han at smide en historisk anekdote ind i sine anmeldelser, når han kan komme af sted med det.