Starhawk

Positivt	Negativt
Stærk multiplayer Frit flow mellem luft- og landjordskampe Spillerskabte bygningskonstruktioner gør kortene mere generiske	Singleplayer er en svag tutorial Meget knoklearbejde for at få udbytte af multiplayer Multiplayer kræver næsten et headset

Køb Starhawk hos vore partnere:

Det er fem år siden, Warhawk landede på PlayStation 3, men nu er høgen fløjet tilbage med assistance fra Lightbox Interactive. Kodeordet er stadig multiplayer, og dets styrke er intakt. Der er forsøgt en mildere indgang for stjernekrigens nye rekrutter, men det kræver stadig meget arbejde, før man mestrer kampens taktik.

Ørnen vender tilbage
”I should have become a dentist, like my mother told me”. Dette var blot én af de mange, tåkrummende replikker fra videosekvenserne, som peppede Warhawk op tilbage i 1995. Oprindeligt et launch-spil til den første PlayStation, bygget specifikt for at demonstrere, hvad den gråfarvede plastikæske havde af indvendig kapacitet: Tredimensionelle og detaljerige flyvemiljøer kombineret med et filmisk soundtrack og reelle videooptagelser mellem action-sekvenserne. Se hvad vi kan! Da PlayStation 3 meldte sin ankomst, blev Warhawk genoplivet af Insomniac under samme dagsorden: At demonstrere konsollens vigtigste egenskab – og få spillere til at oprette PSN-profiler. Warhawk var i krop og sjæl skabt til online-kampagner, og der var ingen sidepladser til soloflyvere. I stedet fik køberen et bluetooth headset plus et krav om at spænde konsollen for hjemmets WiFi. Fremtiden er multiplayer.

Jeg rynker derfor på øjenbrynene over mulighed i føljetonens tredje udgivelse af Lightbox Interactive. Starhawk tegner en valgfri rute mellem nyudviklet multiplayer og klassisk singleplayer-kampagne. Et skridt frem og tilbage på samme tid? Forklaringen ligger formentlig i Insomniacs Warhawk, som pressede os med en styrtbakkestejl indlæringskurve. Der er en første gang for alt, men multiplayer-kampe er et turbulent sted at dyppe tæerne. Lightbox har derfor indført en singleplayer-mode for at udjævne indlæringskurven, lære spilleren grundreglerne og introducere konfliktens kulisse.

Seksløbere med laserpatroner
Starhawk er på mange måder en genrehybrid, både i form og indhold. Historien foregår i en blanding af fremtidens sci-fi og fortidens western, hvor konfliktens grundakse udspringer af energien ”rift”. Energien har fået lykkejægere og grådige opportunister op på hesten, men rift har også en egenrådig evne til at trænge ind i folk, besætte dem og gøre dem til selvlysende galninge kaldet Scabs. Allegorien til oliekapitalen er ikke diskret.

Du er Cutter, en oprydder der arbejder i betændte sektioner og har lønchecken som gulerod. Gennem en fem timer lang kampagne får man fortalt en middelmådig historie i et stylet billedsprog, og vi introduceres for spillets mangeartede funktioner i en vekselvirkning mellem jord- og luftangreb. Starhawk blander third person shooter med typiske elementer fra RTS (real time strategy), så som Command & Conquer og Warcraft. Alt foregår dog i øjenhøjde, hvor Cutter med varierende våben skal holde skansen mod angreb fra Scabs, men han kan også kaste bygningskonstruktioner ned fra atmosfæren, som samles på sekunder. F.eks. mure, våbenforsyninger og affyringsramper for køretøjer og fartøjer. På landjorden skal Cutter foretage spontane taktiske valg baseret på situationens behov. En lille indikator fortæller dig, om kommende angreb, så Cutter kan forberede sig – men det er en luksus, du ikke får i multiplayer-kampe.

En af de mest betagende glæder ved Starhawk er det sømløse flow fra landjordens nærkampe til galaktiske flyvekampe. Cutter kan stige ind i en Hawk – et mech-fartøj, som kan gå på jorden, trampe på fjenderne, skyde småkravlet, tænde for vingerne, flyve op og engagere sig i luftkampe. Fra snævre indendørs korridorer til et åbent univers med rumbaser og stjernetåger i bagruden, og intet af det er eksekveret halvhjertet. Andre spil vælger enten-eller. Starhawk vælger begge dele, og det understreger, hvor eksplorativt og åbent et spilunivers, du har mellem hænderne.

Singleplayer-kampagnen kan bedst betragtes som en tutorial, der perifert forbereder spilleren på online-kampe, men det er også en tutorial, som lærer os de forkerte taktiske tricks. Mange af de indkodede metoder skal atter afkodes. Kampagnen fungerer bedst som en grundmanual i styring, våben og bygninger, men ikke som fyldestgørende bootcamp til multiplayer-arenaen.

Hør klanernes kampråb
Så snart du lukker singleplayer-døren bag dig og træder ind i multiplayerens første kapitel, breder udsigten sig til det rene omnimax-perspektiv. Starhawk byder på ti omfattende multiplayer-maps – det virker lidt skrabet, men kortene er kvantitative i alle perspektiver, og mon ikke Lightbox har tænkt sig at kapitalisere på flere maps i eftertiden? Arenaens størrelse og væsensforskellen i de mange angrebsmetoder opfordrer til uddelegering, specialisering og kollektiv, taktisk indsats. Mellem 20 og 32 spillere er anbefalet – absolut klanernes regi. Problemet med det kollektive element er, at Starhawk ikke har indbyggede kommunikationskanaler eller kommandoer. For så vidt kan fraktionens medlemmer fare i alle retninger, på udkig efter personlige points, uden at forstå fællesskabets mål og positioner. Hvem bygger, hvem kører, hvem flyver, hvem er i offensiven – og hvor er I henne? Forrige Warhawk indeholdte et gratis Bluetooth headset. Det fungerede som en materiel forklaring til, hvordan spilleren skal koordinere den sociale taktik, men Starhawk har snuppet en overspringshandling og satser på spillerens selvindkøbte hardware. En ægte høg bruger headset.

Starhawk vil gerne give nye rekrutter en blid start, men denne succesfaktor er ikke helt vellykket. Trods singeplayer-kampagnen og dens grundkursus, så er Starhawk stadig en kamp gennem syv magre år, inden man kommer til de fede. Men når man derhen, udspringer en kanon i kvalitative spiloplevelser for stjernehøgens sværdvægtere. Et multiplayer-paradis med et menu-system, der samler alle scenarier ét sted: Klandannelse, leaderboards, kalender m.v. Der er ilagt en hjælpsom mulighed for at udforske multiplayer-kortene alene og derigennem planlægge taktiske indgangsvinkler eller blot blive hjemmevant i kortet. Ingeniørtropper har en berettiget plads i Starhawk, for med selvvalgte bygningskonstruktioner bliver kortene snildt meget mere generiske. Det kan bedre retfærdiggøre de ti kort, som spillet indeholder, for reelt kan der spire hundredevis af spillerskabte udfordringer. I hele arkitekturen er Starhawk et multiplayer-spil med et tilpas åbent regelsæt og minimale restriktioner.

Når du frem til kerneværdierne i Starhawk, er spillet enestående, og multiplayer-potentialet er gennemført, så det er ærgerligt, at vejen derhen er så drøj. Lightbox har forsøgt at lindre indlæringens smertegrænse med sin handlingsmættede tutorial, men intentionen er forringet af upraktiske valg. Starhawk er derfor særligt egnet Warhawk-veteraner, som genkender principperne og frydes over de nye stærke og tidsrøvende tiltag.