Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence
PositivtNegativt
Anderledes kærlighedshistorie
Rigtig gode puzzles
Sjove bosskampe
Irriterende kamera
Lige i den korte ende
Køb Pandora’s Tower hos vore partnere:
 

Det tredje af ”Operation Rainfall” spillene, en fan kampagne for at få japanske rollespil oversat til engelsk, er nu udkommet i Europa. De to foregående Operation Rainfall titler var hhv. det fantastiske Xenoblade
Chronicles
og det lige så imponerende The Last Story. Nu kan vi så, takket være projektet og ikke mindst Nintendo selv, få lov til at spille det tredje – nemlig Pandora’s Tower.

I sin grundkerne er Pandora’s Tower et actionbaseret rollespil – hvilket straks får os til at tænke på hack and slash eventyr med et par solide rollespilselementer smidt ind for variationens skyld. Men Pandora’s Tower er heldigvis mere end det, takket være en række ekstra elementer udenom det centrale gameplay, der gør oplevelsen frisk og anderledes.

Plotmæssigt er spillet en mørk og morbid kærlighedshistorie om ridderen Aeron og pigen Elena, der lever i kongeriget Elyria. Elena er en fantastisk sanger men da hun en dag skal optræde til en lokal høstfest angribes hun og landsbyen af et forfærdeligt monster, der ender med at forhekse Elena. Hun forvandles selv til et monster, der med vilde tentakler og en overflod af lilla slim flår og hærger sig gennem sine ofre for at æde deres kroppe råt.

Det er en brutal historie – men også en historie, der måske lidt sødsuppe-romantisk, viser hvordan kærlighed kan overvinde alt – selv når din partner bliver til et monster, der flår sine ofre i stykker med tentakler for at æde deres kød råt. Aeron er nemlig opsat på at hjælpe sin elskede Elena – der heldigvis ikke altid er i sin ”monster form”. Sammen jagtes de to dog af den Elyrianske hær, der naturligvis vil monstret til livs, så Elena og Aeron har travlt med at finde en løsning på Elenas forbandelse.



Som du måske allerede har gættet så kan forbandelsen, som de fleste andre forbandelser i computerspil, kun løftes ved at man slår nogen eller noget ihjel – rent faktisk en hel masse ihjel. Nærmere bestemt skal du finde og dræbe tolv magiske væsner, der bor i hvert deres tårn – og efterfølgende fodre Elena med deres kød. Ja jeg fik vist sagt der var tale om en morbid kærlighedshistorie.

Hver af de 12 tårne udgør en klassisk dungeon, med monstre, fælder, skatte og et par logiske puzzles her og der. Nu kunne det jo lyde som oplægget til helt klassisk hack and slash dungeon crawl – og det er det
sådan set også, men med et specielt og særdeles velfungerende twist. Elenas forbandelse bliver nemlig langsomt værre og værre – det vil sige, at hvert tårn har en tidsgrænse, som du skal nå at gennemføre
hele tårnet indenfor. Når du ikke at finde frem til dit mål og besejre det inden tiden er gået må du tilbage til dit startpunkt for at få Elena behandlet.

Denne form for tidspres er ellers noget jeg hader – især i rollespil, men i Pandora’s Tower fungerer tidsbegrænsningen faktisk som et velfungerende spilelement, der konstant får dig til at presse fremad
og hele tiden holde øje med smutveje frem (som der er mange af) alt imens du mentalt planlægger din flugtrute når målet er nået. Tidspresset er dog stadig en stressende faktor, men fordi spillet
stort set aldrig sætter dig til at rende igennem områder du allerede har undersøgt, er der forbløffende lidt spildtid i hver dungeon, så tidspresset føles mere naturligt end den kunstige barriere det ofte er i andre spil.

Et andet velfungerende element, der får Pandora’s Tower til at skille sig ud fra mængden af andre actionrollespil, er Aerons specielle våben – The Oraclos Chain – en magisk kæde som Aeron bruger
både som våben til at gribe fast i fjender og smide dem rundt og til at løse puzzles med. Faktisk fungerer kæden mest af alt som en kombination mellem Links gribekrog og Simon’s pisk fra Castlevania – og det er jo ikke de værste spil at låne en smule inspiration fra. Spillets puzzles kræver i stigende grad anvendelse af den magiske kæde og de bliver mere og mere opfindsomme og bedre og bedre for hvert tårn man gennemfører.



Bosskampene, som der logisk nok er en af i hvert tårn, er glimrende designet og kampene mod de gigantiske fjender leder tankerne tilbage til klassikeren Shadow of the Colossus. Hver boss har en eller flere
svagheder du skal udnytte for at besejre dem, men første skal du gennemskue svagheden eller gøre bossen sårbar – for eksempel ved at kravle op på bossens ryg eller ved at slæbe den ud af en helbredende lyskegle. Kampene er derfor dejligt varierede og udfordrende.

Når du ikke lige er på tidspresset eventyr i et af tårnene, er der rig mulighed for at udbygge forholdet til den plagede Elena eller crafte nyt udstyr. Derudover er der faktisk ikke ret meget mere at sige om selve gameplayet i Pandora’s Tower – det bliver naturligvis en smule ensformigt, men varierende bosskampe og mange forskellige puzzles og fjenderne i tårnene holder oplevelsen relativ frisk.

Pandora’s Tower er som sådan ikke noget smukt spil – men karakterdesignet er nogenlunde, selvom der er dykket dybt i spanden med klicheer. Omgivelserne er ofte lidt halvkedelige, men det største problem er umiddelbart et kamera, der fra tid til anden driller så meget, at det kan lede til irriterende dødsfald.

Der er i nabolaget af 20 timers spil i Pandora’s Tower og det er i den korte ende for et rollespil – men spillet har flere slutninger og er du hardcore nok så kan det sikkert være en god begrundelse til at spille det igennem mere end en gang. Det er en skam at Nintendo Wii’s dage nu snart er talte, når mange af de spil vi har set til konsollen det sidste halve års tid har været så glimrende – vi håber at Nintendo fortsætter den gode stime på deres nye konsol og forhåbentlig vil Operation Rainfall lede til at de husker at oversætte deres spil til engelsk med det samme næste gang – vi vil i hvert fald nødigt gå glip af små perler som Pandora’s Tower.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).