Score: 8
Playstation NetworkXbox Live Arcade
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI Violence
PositivtNegativt
Flot stilren grafik
Utraditionelt adventure
Tro mod kildematerialet
Dyrt for så lidt
Meget kort
Køb The Walking Dead – Episode 1 A New Day hos vore partnere:
 

Mon ikke de fleste fans ud i zombiefilm og zombielitteratur er bekendt med Robert Kirkmans ”The Walking Dead”-tegneserie. Tegneserien er blevet til en TV-serie, og den kører nu på sin anden sæson, hvorfor det efterhånden er blevet tid til at tjene lidt ekstra på konceptet ved at udgive et spil. Overraskende nok er der ikke tale om et actionspil – i hvert fald ikke i normal forstand...

Zombie Adventure

Bag The Walking Dead-spilserien står spilfirmaet Telltale Games – og som erfarne gamere ved, så betyder Telltale Games typisk to ting: Spil udgivet i små episoder og ikke mindst klassiske point-and-click adventurespil. Tænk for eksempel på deres arbejde med Tales of Monkey Island, Sam & Max eller Back to the Future.

Med andre ord er The Walking Dead et adventuespil, der hen over foråret og sommeren udkommer i fem episoder til PC, Xbox 360 og PlayStation 3. Det er kun den første episode, der er udkommet indtil videre – den anden forventes udgivet sidst i maj.

Spillet finder sted i Robert Kirkmans tegneserie-verden, hvor Jorden pludselig bliver overrendt af zombier, og hvor almindelige mennesker må kæmpe og samarbejde, så godt de kan for at overleve fra dag til dag. Der er ikke så stor fokus på årsagerne til den zombieinfesterede dommedag – men derimod et stort fokus på de forskellige personers baggrunde og ikke mindst de gnidninger, det giver, når almindelige mennesker, der ikke kender hinanden, skal samarbejde under ekstreme forhold.

Spillets første episode følger den introverte straffefange Lee. Hans baggrund er ganske interessant, og på mange måder fremstår han som en typisk antihelt, der må træde i en faderrolle. Spillet har nogle enkelte actionsekvenser, men generelt er det adventure-elementerne, hvor Lee skal undersøge sine omgivelser og ikke mindst dialogen med andre personer, der fylder mest i spillet. Så nej, der er ingen Resident Evil-style zombieskydetelt her.

Især dialogen mellem Lee og de personer, han møder, er interessant, for den er skruet således sammen, at karaktererne ”husker”, hvis du gør og siger noget ondt eller viser dem omsorg og interesse, lige som de til tider kan gennemskue, hvis du har løjet i en tidligere dialog. Da tillid til hinanden er en vigtig ting, når der er zombier rundt om hvert eneste gadehjørne, skal man nøje overveje, hvornår man ikke vil fortælle sandheden, men også hvad konsekvensen af sandheden måske kan være for de pågældende personer. Det fungerer rigtigt godt, og vi er særdeles spændte på, hvordan de valg, vi allerede har truffet, vil blive implementeret i de kommende afsnit.



For fans af The Walking Dead TV-serien og tegneserien er der gjort meget ud af at ramme den samme stil i spillet. Dette hjælpes yderligere på vej af, at man i spillet besøger steder, man kan opleve i både TV-serie og tegneserie og møder kendte personer fra Robert Kirkmans univers. Spillet virker således som en troværdig tilføjelse til de historier og begivenheder, man kender fra tegneserie og TV-serie.

Telltale Games er mestre ud i klassiske adventure-spil og det beviser de også i The Walking Dead – selv om spillets action-sekvenser sikkert kan virke lidt stressende på den typiske adventurespiller. I det mindste formår de at gøre spillet hektisk og give den helt rigtige stemning af overhængende livsfare. Adventure-elementerne er helt klassiske logiske puzzles og jagt på de genstande, som man skal anvende for at løse opgaver. Ikke så meget nyt ved det koncept, men det føles trygt og velkendt.

Grafisk er spillet ret specielt, og til trods for enkelte relativt kedelige og tomme baggrunde er grafikken generelt ganske nydelig. Den er designet til at ligne en tegneserie, og det gør den med stor succes. Omgivelserne og personerne ser virkelig ud, som om de er tegnet med tuschpen og efterfølgende farvelagt, og det binder spillet endnu mere sammen med Robert Kirkmans tegneserieunivers. At Telltale Games har valgt at følge så tæt i kildematerialets fodspor, betyder også, at spillet er klinisk renset for den humor, som man ellers oplever i deres andre adventure-spil, og er man mest til humoristiske adventurespil, vil man med sikkerhed ikke bryde sig om den seriøse og dystre tone i The Walking Dead.

Skal man endelig klage over noget ved The Walking Dead's første episode, må det være længden. Spillet er nemlig rigtigt kort. Det kunne man måske forvente af et spil, der udkommer i fem dele, men prisen for episoden taget i betragtning, så er de to til tre timer, som episoden tager at gennemføre, nok lige i underkanten, og ud over nogle kritiske valg undervejs så er der ikke megen grund til at spille episoden mere end en gang.

Samlet set er The Walking Dead's første episode særdeles lovende, men den bruger forholdsvist lang tid på at introducere de karakterer, man møder, og lang tid på at sætte konflikter op mellem de forskellige personer. Det er dog stadig et særdeles spændende adventurespil med nogle helt nye aspekter og fokusområder, som vi glæder os til at se udviklet i de fire kommende afsnit af The Walking Dead.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).