SilentHillDownpour179Box
Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI Violence
PositivtNegativt
Glimrende historie
Interessant hovedperson
Gode gys
Enkelt kampsystem
Triviel action
Backtracking
Svingende grafisk kvalitet
Køb Silent Hill: Downpour hos vore partnere:
 

Konamis hæderkronede horror-franchise, Silent Hill, er nu endt i hænderne på Vastra Games (dem der stod bag Rush’n Attack: Ex-Patriot sidste år). Selvom Vastra ikke tager serien alt for langt væk fra den velbevandrede Silent Hill sti, kan det sagtens mærkes at der nu er et andet firma ved rorpinden. Om det er godt eller skidt finder vi ud af nu.

Hovedpersonen i Downpour er straffefangen Murphey Pendleton. Som det måske er helt underforstået, når man er straffefange, så er Murphey tydeligvis ikke et af guds bedste børn, hvilket de første scener i spillet så tydeligt demonstrerer. Efter ballade i fængslet sendes Murphey og en række andre fanger med en fangetransport til et andet fængsel. beklageligvis kører transporten galt lige i udkanten af… ja du gættede det: Silent Hill. Murphey tager naturligvis chancen og forsøger at stikke af, men dette leder ham blot længere og længere ind i Silent Hill og tættere og tættere på sandheden om ham selv og ikke mindst om begivenheder i hans fortid.

Spillet har en række forskellige slutninger (naturligvis nogle gode og nogle dårlige), så alt efter hvad du får Murphey til at gøre i forskellige dilemma-situationer igennem spillet, vil du enten bevæge dig i retning af en god eller en dårlig slutning. Under alle omstændigheder er Murphey en af de mere interessante hovedpersoner vi har oplevet i et Silent Hill spil og de ”moralske dilemmaer” er en glimrende tilføjelse til serien – selvom den slags nu efterhånden er et velkendt element i computerspil.

Spillets struktur er som man kender det fra foregående spil i serien. Murphy skal udforske sine omgivelser, der svinger mellem at være ”den virkelige verdens” Silent Hill og en skræmmende blodrød alternativ version af virkeligheden, der er hjemsøgt at surrealistiske væsner og uhyggelige vederstyggeligheder. Kampsystemet er dejligt strømlinet (i hvert fald i forhold til forgængeren The Room). Det er super enkelt at lave angreb og blokere i nærkamp og det flyder med genstande i omgivelserne, som du kan anvende som våben – heldigvis da, for våben går langsomt i stykker, når du anvender dem.

At man kan samle massevis af forskellige våben op leder dog til et lille problem i spillets interface, idet man kun kan bære på det samme håndvåben. Gennem regnen og tågen, der som altid ligger tæt over Silent Hill, kan det nogle gange være vanskeligt at skelne mellem våben og genstande, som man har behov for, for at komme videre i spillet. Det sker derfor alt for ofte, at man smider et godt våben og i stedet tager et dårligt, fordi man troede man samlede en anden vigtig genstand op. Det er naturligvis ikke et gigantisk problem – men det er nu stadig irriterende.



Udover tågen, der som altid ligger som en tæt ærtesuppe over Silent Hill, er et af de nye elementer i spillet regn. At der siler en tung regn ned over byen lyder måske ikke just som noget skelsættende designelement, men regnen og ikke mindst vandet, er en vigtig del af Silent Hill: Downpour (hvilket nok også forklarer spillets titel). Det fungerer faktisk ganske godt – også selvom det måske ikke lyder som en skelsættende nyhed i serien.

Men det vigtigste element i spillet er helt klart, udover uhyggen naturligvis, spillets særdeles velfungerende puzzles. Der er mange af dem og de fleste er veldesignede og interessante at løse – der er desværre nogle enkelte frustrerende puzzles, der kræver en del traven rundt før man finder de rigtige genstande, men langt hen af vejen fungerer udfordringerne rigtig godt og de kan løses uden alt for megen backtracking.

Uhyggen og spillets stemning er som sådan også ganske velfungerende. Monstrene er lige så surrealistiske som altid og den alternative side, ”The Otherworld”, af Silent Hill, lige så sygelig og uhyggelig som den plejer at være. Idet der er massevis af våben, en gavmild forsyning af healing og et kampsystem, der er til at kontrollere, er man aldrig helt så nervøs for at møde fjender, som man måske har været i nogle af de foregående spil. Personligt er jeg dog ikke helt vild med de sekvenser, hvor man skal flygte fra det mystiske ”vortex”, der forfølger Murphy gennem Otherworlds snoede og snørklede gange – men det er nok en smagssag. Under alle omstændigheder er det flot lavet.

Grafisk er spillet noget svingende i kvalitet. Karaktererne Murphey møder, især politibetjenten, der jagter ham nådesløst og det mystiske Silent Hill postbud, er veldesignede og interessante – og på hver deres måde en smule uhyggelige. Fra tid til anden viser spillets sig fra sin smukkeste side, men lige så tit er omgivelserne kedelige og uinspirerende. Derimod er lydsporet i absolut særklasse. Det er fantastisk velproduceret med masser af fantastisk stemningsfuld musik, der skaber en helt utrolig stemning.

Silent Hill: Downpour har nogle rigtig gode øjeblikke og når spillet virkelig viser sig fra sin bedste side virker spillet både lovende og ambitiøst. Men det holder desværre ikke ved, for de rigtig flotte, uhyggelige eller opfindsomme sekvenser bliver alt for tit afløst af generiske actionsekvenser, der til trods for det simple kampsystem, bare ikke formår at holde spillerens interesse fanget på samme måde, som de bedst designede puzzles. Spillet er dog stadig en uhyggelig fortælling, med en solid historie, der byder både på billige gys og på langstrakte psykologiske mareridt. Men spillet kan ikke helt leve op til sine tidlige forgængere.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).