Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI Violence
PositivtNegativt
Sød og nuttet grafik
God underholdning for de hardcore fans
Kun fire spilbare Pokémon
Alt for overfladisk
For få aktiviteter
Køb PokéPark 2: Wonders Beyond hos vore partnere:
 

Det originale PokéPark spil var noget så besynderligt, som et spin-off spil baseret på den, nu lukkede, omrejsende japanske forlystelsespark “PokéPark”, der i sig selv naturligvis var baseret på Pokémon spillene og universet. Mens parken for længst har drejet nøglen om så fortsætter Pikachus eventyr i parken stadigvæk – denne gang i PokéPark 2: Wonders Beyond, der er et hurtigt og overfladisk Pokémon-fix til alle Poké-fans.

Præcis som i det første PokéPark skal du i efterfølgeren hjælpe Pikachu med at redde sine Pokémon venner. Spillet kombinerer forskellige minispil i en forlystelsespark-inspireret verden med Pokémon kampe og som sådan er gameplayet ikke udviklet ret meget siden 2010 udgivelsen af PokéPark Wii: Pikachu's Adventure. Men mangel på nytænkning gør måske ikke voldsomt meget, for spillet er stort set udelukkende henvendt til de hardcore Pokémon-fans, der æder den nuttede stil og de mange Pokémons råt og ukritisk.

Plottet i spillet er komplet tosset og usammenhængende og involverer så vidt jeg kan gennemskue kage, der skal bruges til at paralysere Pokémon med – så de kan fanges. Det kan du naturligvis ikke bare lade ske, så du skal samle alle dine Pokémon venner og redde Pokémon verdenen. Eller noget i den stil – de fleste voksne vil med sikkerhed få en overdosis nuttethed længe før de overhovedet kommer til slutningen af spillet, så handlingen er helt klart sigtet mod spillets unge målgruppe.

Gennem spillet styrer man fire forskellige Pokémon, blandt andet Pikachu. Der er desværre kun de samme fire, så har man en forventning om at kunne udforske spilverdenen med alle de forskellige Pokémon, der er i spillet, så bliver man skuffet. Men der er dog omkring 100 andre Pokémon, der repræsenterer stort set alle generationer af Pokémon spil, som du igennem spillet skal blive gode venner med. For at blive venner med de forskellige Pokémon skal du enten udføre små missioner (typisk hente eller finde ting), spille et minispil eller spille en kort Pokémon kamp.

Minispillene er ret traditionelle og de fleste af koncepterne bag dem er velkendte og set i andre spil, der benytter minispil, som deres omdrejningspunkt. Den eneste forskel er at de her indeholder Pokémon. Når du har gennemført et minispil, kan du efterfølgende spille det i multiplayer med op til fire spillere – hvilket er en rigtig god ide, der giver spillet lidt ekstra levetid på børneværelset.



Spillets 3D verden, som man frit kan udforske, er desværre overraskende kedelig og tom. Bevares grafikken er nuttet og sød, men spillet mangler desperat aktiviteter. Kampene er alt for ensformige og uden synderlig taktik, minispillene er der alt for få af til at man kan kalde PokéPark 2 en fuldblods minispilssamling og ”missionerne” er alt for trivielle. Generelt skal man have et særdeles stort kærlighedsforhold til Pokémon, for at spille PokéPark 2 i længere perioder af gangen.

Et andet element ved spillet, der irriterer mig grænseløst, er kontrollen. I stedet for at anvende det analoge joystick på nu chuck-controlleren, vender man wiimoten på siden og styrer sin figur med de digitale piletaster. Den slags virker upåklageligt i 2D spil, for eksempel i New Super Mario Bros. Wii, men i spil, hvor man skal navigere rundt i en 3D verden, virker det stift og en smule kikset. Når nu der er et joystick på nunchucken, hvorfor så ikke bruge det?

Grafikken i spillet er generelt ganske nydelig. Bevares den er utroligt sød og nuttet, men ikke desto mindre så er den farverig og detaljeret. Omgivelserne virker levende og de enkelte Pokémon er veldesignede og nydelige at se på… i hvert fald så nydelige som små Pokémon i 3D nu engang kan være. Lyden er ligeledes velfungerende med et muntert soundtrack og stemmeskuespil, der helt tilsigtet, får spillet til at minde rigtig meget om Pokémon tegnefilmene.

PokéPark 2 er en hurtig og let fordøjelig omgang, hvis simple gameplay og overdrevene Poké-nuttethed sikkert kun vil henvende sig til de yngste gamere og hardcore fans af Pokémon konceptet. Sagt på en anden måde: hvis handling og gameplay var en swimmingpool, så soppede PokéPark 2 rundt oppe i den lave ende, hvor man kun lige får tæerne våde. Men det gør helt ærligt ikke så meget, for når et spil handler om Pokémon, magisk kage og Pikachu, så er Pokémon-fans nok fløjtende ligeglad med hvad mavesure gamle anmeldere mener.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).