Mario Party 9

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+
PositivtNegativt
Nydelig grafik
Godt party spil
Sjove minispi
Alt for tilfældigt
Det taktiske element er væk
Ved at være en smule slidt koncept
Køb Mario Party 9 hos vore partnere:
 

Mario Party er en gammel kending for de fleste Nintendo fans, men selvom serien nu er nået til sit niende kapital, er det faktisk kun spillets anden optræden på Nintendo Wii. Det skyldes naturligvis pausen på fem år mellem Mario Party 8 og Mario Party 9. En så lang pause må næsten følges op med en eller anden form for spilmæssig landvinding og det har de nye udviklere faktisk også forsøgt.

Hudson has left the building

De foregående Mario Party spil har alle været udviklet af Hudson Soft, men nu er spillet placeret i hænderne på Nd Cube, der er et udviklingshus direkte ejet af Nintendo. Nd Cube har ikke været bange for at ændre i den formel, der tidligere har været brugt til de fleste Mario Party spil, så selvom Mario Party 9 stadig er den samme multiplayer-brætspilstrummerum, man måske kender fra de foregående spil, så har der stadig været plads til forandringer. Om de så er til det bedre kan diskuteres.

Bowser har igen været på spil og denne gang har han stjålet alle stjernerne på nattehimlen – han er en flittig lille fætter, det må man give ham. Mario og hans slæng af prinsesser, svampe og andet nuttet kravl skal naturligvis skaffe dem tilbage – stjernerne altså. Mens det muligvis er en kandidat til ”verdens tyndeste spilplot”, så gør det ikke så meget, for Mario Party har aldrig handlet om historier og sammenhængende plot, men om brætspils-kaos og minispil.

Under alle omstændigheder skal op til fire spillere dyste om at samle flest stjerner på en af Mario Party 9’s fantastisk flotte og detaljerede spilleplader. Men de er ikke helt som man husker dem fra de foregående spil – og det vil helt sikkert afskrække nogle af seriens fans. I stedet for at rende rundt hver for sig, er de fire spillere nu samlet i et køretøj, som de skiftes til at ”styre” på spillepladen. Spilleren, der sidder bag rattet, er ham eller hende, der får den effekt, som det felt køretøjer lander på, giver. Det gør spillet betydeligt hurtigere at spille og en almindelige multiplayer kamp for fire spillere er overstået på under en time.



Minispillene er der stadig masser af og de fleste er stadig små konkurrencer, hvor spillerne skal dyste imod hinanden. Disse minispil suppleres nu, som noget nyt, med bosskampe, der giver spillet en ekstra dimension. Minispillene og bosskampene er alle veldesignet og variationen i de cirka 75 spil, er glimrende – og heldigvis er der knapt så stort fokus på den bevægelsessensitive kontrol, som der var i Mario Party 8, hvor nogle af minispillene virkede noget bøvlede at styre.

Nu hvor alle fire spillere er samlet om turen gennem spillepladen er spillet blevet mere lineært og det har også begrænset spillernes mulighed for at lave en funktionel plan. Strategi er således ikke længere et vigtigt element i Mario Party, mens held nu betyder mere end nogensinde før. Det er relativt let at hugge stjerner fra de andre spillere, så udfordringen i Mario Party 9 er ikke at skaffe de fornødne stjerner til at vinde – men derimod at beholde dem længe nok til at få sejren hevet i land.

Det virker alt for tilfældigt, når stjerner skifter hænder og ofte sker det da også som følge af helt tilfældige begivenheder, som spillerne ikke selv har kontrol over. Det er meget morsomt et par gange, derefter går det op for dig at Mario Party 9 nærmest er et stort lotteri, der ikke kræver nogen synderlig plan eller færdighed for at vinde. Det dræber efter min mening en del af fornøjelsen – med mindre man er vild med den form for kaos. Tilfældigheder spillede også en stor rolle i Mario Party 8, hvor man aldrig kunne vide sig helt sikker på sejren, men i Mario Party 9 har det taget overhånd.

Når nu alle spillerne er samlet på samme felt, er der mulighed for at introducere andre gimmicks i spillet – såsom fjender, der forfølger spillerne eller specielle fælder, der kun rammer føreren af køretøjet – fælder som de andre spillere skal forsøge at drage nytte af. Det fungerer nogenlunde, men desværre slet ikke nok til at fjerne fornemmelsen af et stort tilfældigt lotteri om hvem der vinder.



I single player mister oplevelsen naturligvis en stor del af sin kaotiske ”minispils multiplayer action” charme. Det er jo forventeligt og Mario Party 9 er vel næppe et spil, man køber for at spille det alene. Men et enkelt eller to spil kan single player delen godt bære – derefter er det tilrådeligt at ringe efter en to – tre venner, hvis man vil spille mere.

Grafisk er Mario Party 9, præcis som Mario Party 8, ganske nydeligt. Spillepladerne er store og farverige med masser af detaljer og elementer, der bevæger sig og påvirker spillet. Der er nok at holde øje med og det er for det meste nydeligt at kigge på – i hvert fald taget konsollens grafiske formåen taget i betragtning. Lyden i spillet er også i en ganske fin kvalitet med god variation og klassiske Nintendo lydbidder. Alt i alt en positiv oplevelse, præcis som man kunne forvente af et fuldblods Nintendo produkt.

Hardcore fans af det gamle brætspilskoncept fra de foregående Mario Party spil vil sikkert begræde at spillernes bevægelsesfrihed nu er blevet seriøst indskrænket. På den anden side åbner det op for nye muligheder og et betydeligt bedre og mere tempofyldt flow. Spillet er, præcis som sine forgængere, veldesignet, nydeligt og stadig ganske underholdende i multiplayer, selvom det virker alt for tilfældigt hvem, der til sidst kan kalde sig vinder. Men spiller man for de billige grin og de hektiske minispil er den endelige sejrherre måske ikke så vigtig.



Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).