The Last Story

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Solid historie
Gode bosskampe
Rige muligheder for at modificere karakterer
Veldesignet rollespil
Lige en tand for nemt
Køb The Last Story hos vore partnere:
 

Det er spil som Last Story, der minder os om, at der trods alt stadig er krudt i Nintendos stationære konsol. Selvom PlayStation 3 og Xbox 360 spiller med musklerne og presser den spinkle og astmatiske lille Wii ud i periferien af spilverdenen, så kommer der stadig perler til konsollen. The Last Story, hvis titel måske meget passende kan kædes sammen med Nintendo Wii konsollens egen levetid og påbegyndte svanesang, er et velkonstrueret og underholdende actionrollespil, som Wii-ejere bestemt bør anskaffe sig.

Handlingen i The Last Story er henlagt til det fantasy-inspirerede rige Lazulis Island, der er hovedsæde for menneskeheden. Herfra fører man desperate krige mod racen Gurak. En af de involverede i krigene er lejesoldaten Zael, der som de fleste andre soldater på Lazulis, drømmer om at opnå titel og rang af ridder. Som du sikkert allerede har gættet følger historien i spillet Zael og hans nærmeste kammerater blandt lejesoldaterne.

The Last Story er et actionrollespil bygget op af 40 kapitler, der hver typisk fokuserer på en enkelt dungeon eller mission. Nogle kapitler er mere åbne end andre og giver dig mulighed for at udforske Lazulis Island og løse sidemissioner, men generelt er spillets historie relativt lineært opbygget. Det gør heldigvis ikke ret meget for historien er interessant og medrivende, ligesom persongallerier er ganske spændende (om end særdeles klichefyldt).

Zael kan have op til fem computerstyrede venner med sig i kamp - det præcise antal afhænger dog af hvilket kapitel man spiller. Zaels eget bidrag til kampene, udover at angribe og skade fjender, kommer fra hans ”Gathering” egenskab. Med denne kan han få alle fjenderne til at fokusere deres angreb på ham og dermed give de AI styrede karakterer tid og mulighed for at gennemføre angreb.

Spillets kampe er en balancegang mellem fysiske angreb og anvendelse af forskellige former for magi. Specielle former for magi danner cirkler på slagmarken, hvor de kan give forskellige bonusser til de karakterer der befinder sig indenfor cirklen. Zael kan bryde magiske cirkler lavet af fjenderne, men også dem, der er lavet af karaktererne under AI kontrol. Vekslen mellem at bryde magi, anvende Zael’s ”gathering” færdighed eller bare dele skade ud med almindelige angreb giver gode taktiske muligheder, der får en yderligere dimension, når Zael kan uddele ordrer til sine kampfæller (hvilket kan gøres når en bjælke er fyldt op). Men generelt er AI’en ganske god til at kontrollere dine kammerater i real-time kampene.



Et interessant taktisk element er at Zael er bevæbnet med en form for armbrøst, som han kan anvende i et første persons synspunkt. På den måde kan han ramme fjender, der ellers er uden for almindelig rækkevidde og endda finde og ramme ting i omgivelserne, der kan have en effekt på slaget – for eksempel ved at få et tag til at styrte sammen. Dette fungerer godt nok mest som en gimmick, men det er sjovt når det lykkes.

Hver karakter har fem ”liv” i hver kamp. De får automatisk deres ”livskvote” fyldt op efter kampene, ligesom de automatisk helbredes helt når en kamp er slut. Skulle de miste alle fem liv, er de slået ud resten af kampen. For det meste er det dog ikke noget du skal bekymre dig om – kampene er relativt lette og med hele fem liv at give af, er dine kammerater særdeles sejlivede. Generelt er The Last Story da også et relativt let action rollespil, hvor de eneste problemer du måske støder på er i forbindelse enkelte bosskampe.

Hvert kapitel slutter typisk en bosskamp og det er her kampsystemet virkelig kommer til sin ret. Hver boss kræver en god del taktik at tage ned og flere af dem har unikke svagheder, som du først skal gennemskue, før du kan sætte dine angreb ind. Variationen og opfindsomheden i bosskampene er ganske stor og det gør bosskampene til en af de mest interessante og udfordrende elementer i spillet. Desværre er de fleste bosskampe også relativt hurtigt og nemt overstået – kun enkelte formår at gøre seriøs modstand.

Vil man have en seriøs udfordring kan man forsøge sig med spillets multiplayer, hvor man kan tage en karakter med til enten co-op eller simple deathmatches. Noget stort og spektakulært multiplayer show er The Last Story dog ikke, men det er da prisværdigt at muligheden er der.



Som i de fleste andre rollespil, er der rig mulighed for at finde nyt udstyr og især nyt tøj til sine karakterer. Der er imponerende mange muligheder for at modificere karakterernes udseende. Hvis man er til den slags ”digitale påklædningsdukker” er der rig mulighed for at modificere tøj, farver og rustning. ”Rig mulighed” er faktisk en glimrende beskrivelse af selve spillet, for The last Story byder på masser af rollespilsmæssige facetter og detaljer, der indbyder til udforskning og modifikation af karaktererne. Der er rigtig god dybde i karakterernes personligheder og fine sidehistorier, der giver ekstra liv og personlighed til de forskellige hovedpersoner.

Den centrale historie i The Last Story kan gennemføres på små 25 timer. Måske endda hurtigere, hvis man virkelig giver den gas. Levetiden kan nok presses op på en 35-40 timer, hvis man tager alle ekstra missioner med og udforsker omgivelserne særdeles grundigt. Det er med andre ord ikke et særligt langt rollespil – i hvert fald ikke efter japansk standard. Multiplayer kan bidrage med ekstra levetid, men Final Fantasy levetid når spillet ikke op på.

Nintendo Wii konsollen er en gammel herre og selvom The Last Story tydeligvis presser konsollen til det absolut yderste, så er grafikken stadig en kende simpel. Der er ikke voldsomt mange detaljer i omgivelserne eller i selve karaktererne, men konsollen betaler alligevel dyrt for de mange effekter i kampene, hvor frameraten falder drastisk, når der sker for meget på skærmen. Dog skal det siges at efter Nintendo Wii standarder, så er The Last Story et teknisk imponerende spil. Spillet skal desuden have ros for den rigtig gode lokalisering til engelsk – stemmeskuespillet er i særdeles høj klasse og dialogen flydende og troværdig.

The Last Story er en passende del af Nintendo Wii konsollens svanesang. Det er et stort og flot produceret rollespil, der dokumenterer at selvom man er den lille drenge i klassen, så kan man sagtens bide skeer med de store – især når det kommer til fantastiske JRPG’s. The last Story er nok ikke et spil, der vil henrykke mainstream publikummet, men for fans af japanske rollespil eller action rollespil i al almindelighed er det en rigtig perle.


Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).