MotorStorm: RC

Score: 9
Playstation Network
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+
PositivtNegativt
Fantastisk arcade-stil
God styring
Vanedannende
Billigt!
Ingen multiplayer
Køb MotorStorm: RC hos vore partnere:
 

For en halvtredser kan du ikke komme langt. Du kan ikke tage ud og bowle eller købe en splinterny titel til din Xbox 360 eller PlayStation 3. Du kan ikke tage i biografen eller til en fodboldkamp. Hop i stedet på din Vita, og du kan sikre dig timevis af underholdning med MotorStorm: RC!

MotorStorm skabte sig et navn, da PlayStation 3 udkom i sin tid, men efter flere titler på konsollen er serien efterhånden gået lidt død. Af den grund kunne folk nok sige pas til MotorStorm: RC, men frygt ej - spillet udstråler arcaderæs som aldrig før! Du ser små køretøjer fra oven af, og det giver en fantastisk arcade-følelse. Hvis du på det seneste har spillet blandt andet Burnout Crash, så har du en nogenlunde idé om, hvad du kan forvente af ”overview”-vinklen og styringen.

Analogpindene gør, at MotorStorm: RC er så fantastisk, som det er, da de endelig retfærdiggør et spil som dette på håndholdte konsoller. Du accelererer med højre analog og styrer med venstre. En simpel styring med Vitaens fantastiske stik, som har været umuligt at mestre på blandt andet Nintendo DS/3DS og Sony PSP. Vitaen har her fået et download-spil, som passer perfekt med styringen og er såre simpelt at lære. Det kan gå rigtigt hurtigt til tider, men spillet er noget, alle kan sætte sig ned med. Selvfølgelig bliver banerne sværere og sværere, men du behøver ikke være en racing-ekspert for at mestre spillet og komme højt på leaderboards.



Det er Micro Machines klemt ned i en download-titel, og det basale er, at du kører rundt på små baner, hvor du skal opnå den bedst mulige tid, mens du banker ind i modstandere. Uanset hvad du spiller, har du en meget hjælpsom indikator, som viser, hvor godt du klarer dig i løbet, og om du er tæt på guldtrofæer eller ej. Din belønning er alt lige fra skins til dine biler til splinternye biler at lege rundt med. Apropos lege rundt, så er der inkluderet en lille legeplads, hvor du frit kan køre rundt og hygge dig med ramper osv. MotorStorm: RC savner dog en online multiplayer-funktion, men det glemmes dog, når man tager i betragtning, at det er underholdende og hurtigt at hive frem, når man sidder i bussen, toget eller hjemme på sofaen. Det gør op for manglende online, da spillet er et af de typiske ”Åh nej, nu er jeg afhængig”-typer, hvor du ikke kan lade være med at slå highscores.

Grafisk er spillet flot uden dog at imponere fuldstændigt. Bilerne og banerne er meget små, men man har altid et godt overblik over, hvad der lurer om hjørnet. Der bliver efterladt hjulmærker på jorden, og støv flyver rundt, hvilket giver en fed effekt af intensitet, når du ræser rundt. Menuerne præsenterer også spillet godt, hvor layoutet giver en fed stemning op til et løb. Det action-fyldte tema gør, at spillet skaber en helt speciel stemning inden hvert løb, hvor du bare sidder og tripper for at komme i gang med at erobre det næste event, du skal til. Den lyd, du præsenteres for, er meget lig, hvad du kender fra MotorStorm-serien, men det kan forbedres endnu mere ved at smide nogle hårde numre på din Vita og lade musik-app'en køre i baggrunden, mens du hamrer igennem tracksene.

For cirka 50 kroner - samt DLC på vej - har du her et spil, du vil blive afhængig af. Helt klart oppe i topeliten af de bedste spil på Vita'ens markedsplads blandt Plants vs. Zombies og Super Stardust. Det er et spil, der skal opleves og føles, da ingen ord kan forklare, hvor fantastisk denne titel er - og så til næsten ingen penge. Du har highscores at gå efter, Platinum-trofæer og en fantastisk Social Feature, hvor du kan se alle dine venners aktivitet. Ren verdensklasse!


Gamesector Anbefaler

Om Mike Justesen