Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Medrivende kampe
Flotte landskaber og varierede baggrunde
Mange muligheder for at skabe en unik figur
Klicheramt
Ikke den vilde medrivende historie
Kønsløse figurer
Køb Kingdoms of Amalur: Reckoning hos vore partnere:
 

I en tid hvor Skyrim brølende har sat sig på RPG-tronen, er det modigt at andre tør træde ind i ringen. Kingdoms of Amalur har dog sikret sig et solidt fundament af bagmænd, der fra start skubber nyhedsinteressen op. Det kan man så kombinere med en titel, der hidsigt låner fra den øverste skuffe fra andre titler.

Du er død. Som en dronte endda. Det er den lidt ærgerlige besked man får lov til at starte spillet med. Heldigvis er det dog blot grobund for kreation af din figur, samt den efterfølgende første spire til spillets historie. Omdrejningspunktet er den navnkyndige ”sjælenes brønd”. Menneskeheden er trængt i defensiven af udødelige, og det rette modsvar må da være at man selv kan returnere fra livets endeligt. Indtil videre har det dog været en fæl fiasko – ja, altså lige indtil du dukker op. En blank tavle der rejser sig fra bunken af kadavere.

Kingdoms of Amalur er fra udgangspunktet et kludetæppe af en produktion. En verden der oprindeligt er tænkt som et MMO, drevet af en motor som egentlig er kreeret til et actionspil. Til dette strør du så diverse kendisser bestilte til at give titlen endnu mere medietække. R. A. Salvatore har givet historien fylde mens Todd McFarlane har lånt spillet noget af dets æstetiske, kunstneriske præg. Man kan synes at en egentlig rød tråd er lidt svær at se.

Når Kingdoms of Amalur har sparket en undervejs, som en af fantasyverdens arketyper, ledes man igennem et lineært forløb i en række grotter. Stedet er under angreb, og som figur uden hukommelse benyttes denne flugt til langsomt at give en smag for spillets styring. Noget af det første man lægger mærke til er, hvor klassisk rollespilsagtigt spillet er. Helt ned til den mest fortærsklede kliche: Nemlig kasser, som man hidsigt slår i stykker, hvilket fra tid til anden magisk avler guldmønter.

Det varer dog ikke længe inden man får sig en mindre overraskelse. I et lille brud med genren er Kingdoms of Amalur nemlig et ganske habilt actionspil. Inspirationen er her klart mere God of War end det er Skyrim. Kampene er hektiske, styringen er stram og underholdningsværdien er høj. Selv om man fra første sekund kastes ind i endnu flere klicheer, såsom kæmperotter og edderkopper, smiler man alligevel over hvor flydende det hele... ja... flyder. Inden længe er hele det grundlæggende repertoire på plads, og man skifter trinløst fra nærkamp over bue til magiske angreb.

En anden ting som er appetitvækkende i Kingdoms of Amalur er, at man ikke er bundet af en given klasse. Typisk kan det kun betale sig at specialisere sig, for ellers vil man senere i givent spil have meget svært ved at komme videre. På intelligent vis undgås det her – ikke bare opfordres man til at veksle mellem klasserne, man kan sørme også blanke ens færdigheder helt ud og vælge en ny sammensætning. Samtidig virker færdighederne relevante, og man glædes konstant over udviklingen.

Et område, der til gengæld ikke føles så åbent, er Amalurs verden. Forventer man bare at kunne løbe frit omkring som i Skyrim bliver man skuffet. Forvent i stedet mere afgrænsede områder, hvor natur, bjerge, buske, søer og andet sørger for at man ikke afviger fra den lineære vej. Det leder i mange henseender mere tankerne hen på actionrollespils titler a la Dungeon Siege, Fable og Baldur’s Gate. Til gengæld er der læssevis med forgreninger på vejen mod målet. En masse små missioner står klar til at give afveksling fra hovedhistorien, der ellers isoleret set tilbyder et pænt antal timers underholdning.

Teknisk er det en kompetent titel. Hvor farvepalettens bredde er aktivt benyttet. Det er et mindre farveorgie, der står fin t i modspil til bølgen af mere gråbrune, realistiske titler der ellers dominerer i øjeblikket. Det kan man så kombinere med fine animationer, hvor især kampene ser hektiske og flydende ud. Fornemmelsen af at kæmpe med en gigantisk modstander i et inferno af lys og magi kan blive meget opslugende. Det er dog et lidt billigt trick med alle de mere eller mindre synlige barrierer, og personerne er som helhed ikke særligt detaljerede.

Kingdoms of Amalur er en meget underholdende titel, der satser mere på action end decideret historiefortælling. Med øje for de kreative kræfter, der er hevet ind, kan man godt skuffes lidt over hvor klicheramt spillet i realiteten er. Det piller dog ikke ved, at der er en utroligt vel fungerende actionmotor, som dunker under overfladen. Har man mest af alt lyst til bare at slå på tæven, og kan man forlige sig med at dette foregår i et noget brugt fantasyunivers, så er det her bestemt ikke et dårligt sted at investere sine penge og timer.

Gamesector Anbefaler

Om Alan Vittarp Rasmussen