Catherine

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Fantastisk historie
Flotte filmsekvenser
Udfordrende puzzlespil
Relativt svært
Relativt kort
Køb Catherine hos vore partnere:
 

Det er blevet hyldet og hypet siden udgivelsen i Japan tilbage i starten af 2011. Denne hype blev bestemt ikke mindre, da det udkom i USA midt i 2011 og fik yderligere storslåede anmeldelser og rosende omtale. Nu er det så endelig landet i lille Danmark, og vi har med ærefrygt åbnet spilkassen for at se, hvad Catherine egentlig er for en størrelse.

Skåret ind til benet er Catherine et skævt puzzle-spil, men et særdeles intelligent et af slagsen. Spillet følger Vincent Brooks, der pludselig begynder at få mystiske mareridt, da hans kæreste Katherine lufter tanken om ægteskab og alt, hvad deraf følger. Vincent er en arketypisk vatpik (ja undskyld, men det er han sgu), så der er naturligvis en klar forbindelse mellem hans natlige mareridt og hans frygt for at ende i et ægteskabeligt forhold. Sjovt nok bliver hans mareridt endnu værre, da han møder den tillokkende blondine Catherine på sit stamværtshus ’The Stray Sheep’ og ender med at indlede en affære med hende. Herfra tager handlingen en særdeles overraskende survival horror-drejning, der er både skæv, spændende og forfriskende – Catherine er derfor ikke et spil, man sætter på hylden, før man har fulgt handlingen helt til dørs.

Mens handlingen i Catherine er forbløffende voksen og forfriskende, og nej - den er ikke pornografisk, det er blot voksne emner og temaer, der behandles, så er spillet egentlig ganske simpelt – i hvert fald i sin opbygning. Om dagen befinder Vincent sig på The Stray Sheep, hvor man kan snakke med hans venner, sende og besvare SMS’er, spille et arkade-minispil og lytte til musik fra forskellige andre Atlus-spil. Det er disse sekvenser, der driver fortællingen om stakkels Vincent frem, og det er i dialogsekvenserne, at dine svar påvirker Vincents moral. Moralsystemet er smart designet, og i stedet for at skulle træffe store episke valg er det i stedet i den regulære dialog, at Vincent tjener eller mister points.

Det er om natten, de spændende ting sker – og nej, det er ikke den slags ting, du sikkert tænker på lige nu. Det er nemlig Vincents mareridt, der er spillets kerne. Disse trækker veksler på eventyret om Rapunzel i form af et puzzle-spil, hvor Vincent skal klatre op i et tårn for at undgå en ondskab, der langsomt angriber tårnet nedefra. Tårnet er bygget op af klodser, som Vincent skal skubbe og hive i for at skabe en vej opad. Det skal gå stærkt – tit rigtigt stærkt, og et solidt overblik og en hjerne, der kan udtænke hurtige løsninger, er ofte nødvendig, for tid er en mangelvare, og et forkert træk kan sende Vincent styrtende i døden – og dør han i drømmen, dør han også i ”virkeligheden”.

Vincent er ikke alene om at have mareridt. Han møder en lang række andre mænd, der også er fanget i denne mystiske drømmeverden. De er alle personificeret ved får (der ligesom Rapunzel er et grundlæggende tema i spillet), som Vincent kan snakke med på nogle baner. På enkelte baner er fårene temmeligt meget i vejen, men de kan dog hjælpe Vincent lidt på vej ved at udløse fælder, der ellers ville have spiddet Vincent selv. Generelt er disse ”fjenders” AI ikke voldsomt skarp, så de er mest af alt blot mildt irriterende, når de forsøger at stå i vejen for Vincent.

Et ganske morsomt og interessant koncept har fundet vej til disse mareridtsbaner – nemlig en afstemning blandt spillerne. Man får undervejs gennem spillet forskellige spørgsmål om livet generelt og om betydningen af parforhold. Efterfølgende kan man, hvis man altså er online med sit spil, se, hvad andre spillere har svaret, eller hvad der blev svaret i en internet poll med samme spørgsmål. Der er nogle sjove og overraskende svar. Et interessant koncept, der dog ikke bidrager meget til selve spillet, ud over at understrege at snak om faste parforhold tilsyneladende er det rene kryptonit for japanere. De frygter det i hvert fald med panisk angst, hvis man skal tro Catherine.

Konceptet i disse mareridts-puzzlebaner er forbløffende enkelt – i en sådan grad, at der nærmest er noget retro-arkade-Q*bert-agtigt ved det hele. Det enkle koncept er nemt at lære, men svært at mestre – selv på den absolut laveste sværhedsgrad. Det er med andre ord et udfordrende spil, men ikke så svært, at du ender med at kyle rundt med inventaret hjemme i stuen i frustration.

Idéen med at veksle mellem dagligdagsliv, hvor Vincent hænger ud med sine venner på en bar og en mystisk drømmeverden, virker måske som et ganske nytænkende koncept – men det er faktisk noget, Atlus er ved at være ganske kendt for, især i deres Persona-serie, der sjovt nok er udviklet af samme folk som Catherine. For eksempel i Shin Megami Tensei Persona 4, som vi anmeldte for nogle år siden, var konceptet tæt på det samme. Men det ændrer ikke på, at det er et koncept, man ikke ser så tit, og det er i sig selv et forfriskende pust – især i Catherine, der ikke er et rollespil (som spillene i Persona-serien er), men et puzzlespil.

Grafisk er Catherine en fornøjelse. Der er mange og lange tegnefilmssekvenser, der udbygger spillets handling og præsenterer de involverede karakterer. Især i dagtimerne er grafikken ganske flot med mange detaljer i omgivelserne på The Stray Sheep. I selve drømmesekvenserne er der skruet lidt ned for det visuelle festfyrværkeri, for her er det sort og grå, der er de fremtrædende farver, og det kan godt blive lidt trist i længden. Men man har sjældent tid til at stoppe op og studere omgivelserne i disse sekvenser – det har man for travlt med at flytte kasser til.

Catherine er en fantastisk god spiloplevelse. Spillets solide og fængslende handling vil med sikkerhed overraske mange, og da der er mange forskellige slutninger, er det oplagt at spille spillet igennem mere end en gang. Men man skal altså være fan af puzzlespil, og man skal også kunne fungere under tidspres, før man kan nyde mareridtssekvenserne i Catherine – er man ikke til den slags, kan den velfungerende handling næppe redde spillet. Vi tager hatten af for Atlus, der har produceret et anderledes og særdeles velfungerende puzzlespil – flere af den slags tak!

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).