| Positivt | Negativt |
| Rimeligt lydbillede | Uhyre kedeligt gameplay Ensformige missioner Frustrerende høj sværhedsgrad |
Choplifter er en af de kendte action-klassikere fra den gyldne tid i begyndelsen af 1980′erne, og 30 år efter den første udgivelse på Apple II har Inxile Entertainment nu valgt at relancere i en af de efterhånden meget populære HD-genudgivelser. Gameplayet kan til dels minde om det gode gamle spil, men desværre er der gået et eller andet galt i opdateringsprocessen.
I Choplifter HD styrer du på samme måde som i originalen en helikopter, og for det meste gælder det om at redde soldater ud af fjendens klør samtidigt med, at du kæmper mod fjendtlige soldater, kampvogne, raketkastere, antiluftskyts, jeeps og meget andet fjendtligt utøj – sågar zombier! Spillet er i bund og grund et 2D-spil, hvor du styrer helikopteren fra side til side, men med skulderknapperne på din controller har du mulighed for at dreje helikopteren, så du kan skyde fjender i forgrunden. Styringen er mere kompliceret end det originale spil, hvor man blot skulle koncentrere sig om to dimensioner, men den fungerer egentlig rimeligt, omend det godt kan være svært eksempelvis at booste (dvs. flyve hurtigere og med et større benzinforbrug) samtidigt med, at man sigter, manøvrerer og skyder. Det er altså nogenlunde men langt fra optimalt. Langt bedre ville det være, hvis man ikke skulle bruge en skydeknap, men i stedet brugte højre styrepind som i en twin-stick shooter, hvor der skydes automatisk.
Spillet er opbygget af en lang række små missioner, hvor du bl.a. skal redde fanger, transportere sårede soldater på tid, redde journalister (dette er en bonusmission på de fleste baner), eller blot flytte dig fra A til B uden at blive ramt alt for meget. Undervejs kan du fra tid til anden tanke benzin, og du skal hele tiden vurdere, hvornår det er tid til at vende tilbage til basen. Du kan i starten have blot 4-6 soldater med ombord, (i det originale spil var det altid 16), og du skal på de fleste missioner frem og tilbage flere gange, før alle dine soldater enten er i sikkerhed eller dræbt. Blandt andet skal man passe på ikke at lande lige oven i dem, for så ryger der hurtigt et par hoveder.
Underholdningsmæssigt er vi milevidt fra det originale spil, som jeg på Commodore 64 brugte rigtigt mange timer på. Det er generisk, ensformig underholdning på et lavt niveau. Der er ikke meget variation, hvilket kunne have løftet niveauet en smule, og samtidigt bliver spillet – selv på laveste sværhedsgrad, som er den eneste tilgængelige, før man har gennemført hele spillet – pludselig usandsynligt svært. Faktisk så svært, at man ikke rigtigt gider blive ved. Havde gameplayet været i orden, og havde underholdningsniveauet været højere, kunne man have set det som en spændende udfordring, men at skulle manøvrere fuldstændigt præcist, lære samtlige fjendepositioner udenad og undgå samtlige skud allerede midtvejs i spillet, er simpelthen alt for frustrerende – selv for garvede arcade-spillere.
Efter hver mission bliver man belønnet med stjerner, og disse anvendes til at låse op for nye og bedre helikoptere. Man kan således altid gå tilbage til tidligere missioner og forsøge at score flere stjerner, men det formår dog ikke at skjule den store ubalance mellem gameplay og sværhedsgrad.
Rent grafisk er spillet på det jævne med ganske flotte baggrunde og en rimelig lyssætning, mens lydfronten domineres af en stemningsfuld baggrundsmusik og nogle middelmådige lydeffekter samt en ganske fin men sparsom dialog. Historie er der intet af, og man bliver sådan set bare kastet ud i den ene mission efter den anden.
Choplifter HD er ikke den konvertering af Dan Gorlins gamle klassiker (han har endda selv fungeret som konsulent på spillet), og det skæmmes især af det kedelige gameplay og den pludseligt alt for høje sværhedsgrad. Er du til konverteringer af gamle klassikere, er der langt bedre alternativer på markedet. Choplifter HD er ihvertfald en titel, du bør undgå!






