sots_thumbnail
Score: 3
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Bad LanguagePEGI Online
PositivtNegativt
Flotte detaljerede rumskibe
Stor åben verden med mange muligheder
Urimeligt mange fejl
Kludret og forvirrende interface
Mangel på manual / tutorial
Køb Sword of the Stars II: Lords of Winter hos vore partnere:
 

I Sword of the Stars 2: Lords of Winter var det egentligt meningen, at man skulle slås med fremmede racer om herredømmet i universet. Desværre træder denne kamp i baggrunden til fordel for en langt større kamp mod programfejl og dårligt design. Vi kæmpede så godt vi kunne, men fejlene vandt.

En tidlig betaversion?
Sword of the Stars 2 er et af de spil, man så brændende ønsker at elske. Det er bygget på en fed idé i en genre, der bestemt ikke er overrendt af spiludviklerne, og ud fra ambitionerne har det alle muligheder for at blive et fantastisk spil og en værdig efterfølger til det oprindelige Sword of the Stars. Derfor har vi også gjort alt for at give spillet en chance og har ladet det ligge i over en måned, så udviklerne kunne nå at ”patche” det til et spilbart niveau. Men nu må vi desværre kaste håndklædet. Efter 17 (sytten) patches på halvanden måned er det stadig ikke lykkedes at rette spillet op til et niveau, der tilnærmelsesvis gør det spilbart.

SotS2 er et kæmpemæssigt turbaseret strategispil i det, der populært kaldes for 4X-genren (for eXplore, eXpand, eXploit og eXterminate). Spillet handler om at kolonisere og erobre universet ved hjælp af kolonisering, diplomati, produktion, forskning og ikke mindst udøvelse af rå og brutal militær magt. Der er ikke nogen som helst form for historie i spillet, hvor du blot starter ud med at vælge en af spillets 6 racer og en række indstillinger for sværhedsgrad, computermodstandere og universets udseende, hvorefter du kaster dig ud i at erobre det hele. Så langt så godt.

Er det mig der er dum, eller er det programmet?
Men så snart du går i gang med spillet bliver du ramt med fuld kraft af spillets onde treenighed; håbløst interface-design, mangel på tutorial og manual og fejl på fejl, der bare står i kø for at vise deres hæslige ansigt. Der er ikke anden vej frem end at prøve sig frem og se, hvad de enkelte ting på skærmen gør. Men med det håbløse design og de mange fejl ved du aldrig, om det er dig, der ikke har fattet en brik af, hvad du skal foretage dig, eller om det er fordi, det, som du er i gang med, er en af de utallige ting, der overhovedet ikke virker. Vi kunne nævne stribevis af eksempler fra konstruktion af rumstationer over administration af rumflåder til kolonisering af nye planeter, hvor forvirring, fejl og mangler konstant går hånd i hånd for at drive dig til vanvid.

Hvis du kommer igennem de første par timer uden at rive dig selv skaldet i frustration, bliver du til gengæld belønnet med en af spillets mest vellykkede ting, som er grafikken i de real-time rumslag mellem store flåder, som nærmest er kernen i spillet. Her er det en fryd for øjet at se kæmpestore detaljerede rumskibe, der leder tanken hen på gode gamle Homeworld. Selv de mindste detaljer er på plads, og det er lige før, at sorgen over at miste en rum-krydser opvejes af glæden over de imponerende eksplosioner, der koster den livet. Desværre er det kun den grafiske side af slagene, der er rigtigt vellykket, idet mange af de funktioner, der skal til for at styre dine rumskibe i kamp, enten ikke virker eller er umulige at finde ud af. Desuden foregår kampene på tid, hvilket ofte betyder, at kampen slutter, før den for alvor går i gang.

De har jo slet ikke noget tøj på
Sword of the Stars 2 har så mange ting, der taler for, at det skulle være et rigtigt godt spil, men desværre er det sendt på gaden, før det tilnærmelsesvis kan siges at være et færdigt spil. En så simpel detalje som at ”Options”-muligheden i spillets menu er gjort inaktiv, fordi den slet ikke er implementeret endnu, taler sit tydelige sprog om et spil, der er udgivet, før det er færdigt for at skrabe penge sammen til at have råd til at udvikle det færdigt efterfølgende. Det er forståeligt nok, at udviklerne gerne vil have deres investering hjem igen. Det er bare ikke i orden at holde kunderne som gidsler ved at sælge dem et åbenlyst ufærdigt produkt. Faktisk kan man spørge sig selv, hvor mange produkter man ville finde sig i at blive prakket på i sådan en tilstand. Ville du acceptere en rejesalat, hvor rejerne hverken er pillet eller kogt, eller ville du købe en bil, hvor producenten ikke har haft tid til at sætte sæder og ruder i? Nej, vel? Derfor er der heller ikke nogen, der bør finde sig i den tilstand, Sword of the Stars 2 bliver solgt i. På trods af alle gode intentioner om, hvad spillet kunne være blevet og håbet om, hvad det kan nå at blive, hvis der kommer tilstrækkeligt mange fejlrettelser, så er det simpelthen en skandale at sende sådan noget makværk på gaden.

Gamesector Frarder

Om Jesper Søtofte