| Positivt | Negativt |
| Farverig og eventyrlig grafik Mange underholdende minispil Masser af velkendte Disney-figurer | Ingen dansk tale - det er virkelig en stor mangel! |
Det er ikke alle forundt lige at kunne tage et smut i Disneyland. Vi har alle hørt om, hvor fantastisk det er, men disse store og berømte forlystelsesparker findes desværre kun ganske få steder i verden, så herhjemme må vi tage til takke med Tivoli, Legoland og deslignende. Der er dog ingen grund til at fortvivle, for Frontier, som også står bag et andet af de mere vellykkede børnespil til Kinect, Kinectimals, giver dig nu mulighed for at opleve alle herlighederne hjemme i din egen stue.
I Disneyland Adventures er du på besøg i Disneyland. Ved hjælp af simple bevægelser bevæger du dig rundt i en forlystelsespark, som mere eller mindre er en tro kopi af den efterhånden mere end 50 år gamle Disneyland Park i Anaheim, Florida. Du starter med at skabe din avatar, og herfra får du hele tiden små opgaver, du skal løse. Det kan eksempelvis være, at Mickey Mouse (nu som animeret figur modsat de dukkeklædte mennesker fra virkelighedens Disneyland) beder dig om at finde Fedtmule og få hans autograf i din autografbog eller tage et foto af ham. Du navigerer rundt ved at følge tydelige spor på ruten, og det er altid nemt at se, hvor man skal hen. I Parken ligger der samtidigt masser af mønter rundt omkring, som du skal samle op, og med disse kan du købe nyt tøj eller nye autografbøger i boderne, der findes rundt omkring.
Parken er kæmpestor, og det føles virkelig, som om man vandrer rundt i en rigtig forlystelsespark. Det hele virker meget livagtigt, og der er gjort meget ud af at skabe en rigtig Disney-stemning. Du møder på din vej gennem forlystelsesparken en hel masse kendte figurer så som Kaptajn Klo, Pluto, Minnie Mouse, Peter Pan, Snehvide, Askepot og mange mange flere. Ca. 40 kendte figurer er med, og det er ret underholdende at gå rundt og hilse på de forskellige.
Nu går spillet ikke kun ud på at finde vej til de forskellige karakterer – der er naturligvis fyldt med minigames i parken, og disse er som i virkeligheden baseret på eksempelvis Toy Story, Alice i Eventyrland, Pirates of the Caribbean, Find Nemo og mange flere. Der er nærmest en uendelig strøm af muligheder, og man bliver aldrig rigtigt færdigt med at vandre rundt. Mange af minispillene fungerer virkeligt godt. Det er god underholdning for alle niveauer, og i og med, at man ikke kan dø i spillene, men blot får en score, når spillet er slut, kan alle være med. Spillet kan spilles af op til 2 spillere samtidigt, og drop-in-funktionen, hvor en ny spiller blot træder ind foran skærmen, fungerer faktisk overraskende godt – modsat mange andre Kinect-spil, hvor det langt fra er lige så uproblematisk at tilføje en medspiller. Minispillene omfatter bl.a. balancespil, præcisionsspil, racerspil m.m. og for det meste fungerer styringen fint. Der er nogle få minispil, hvor Kinect-sensoren ikke opfanger alt, eller hvor det er svært styre de ting, man eksempelvis skal kaste med, på en ordenligt måde, så rent teknisk er vi desværre ikke helt oppe at ringe.
På det grafiske område er Disneyland Adventures også ganske vellykket. Karaktererne ser en lille smule kantede ud, uden at det dog ødelægger oplevelsen. For det meste er de animeret rigtigt flot, og børnene bliver helt sikkert ellevilde, når de selv står ansigt til ansigt med selveste Anders And eller en af de andre flot gengivne Disney-figurer. På lydsiden er musikken og lydeffekterne også rigtigt godt med, og dertil er dialogen fra de mange karakterer også rigtigt god. Der er dog et kæmpeminus, og det er, at til trods for, at spillet har danske tekster, foregår dialogen på engelsk. Målgruppen er bestemt ikke voksne, og herhjemme er det langt fra den største del af målgruppen, der dermed har mulighed for at spille selv. Nu er det naturligvis ikke forbudt at nye spillet sammen med sine børn – det ligger det jo selv op til – men dialogen burde simpelthen være oversat til dansk, for en stor del af målgruppen vil med sikkerhed hurtigt falde fra, når de ikke ved, hvad de egentlig skal. Vores testpanel - fire børn i alderen 4 til 7 år – var i starten begejstrede, men faldt hurtigt fra, da de ikke selv kunne finde ud af det, og hvis Microsoft vil satse mere internationalt med fremtidige Kinect-titler til børn, bør lokalisering stå allerøverst på prioriteringslisten.
Kinect: Disneyland Adventures er sammenlagt en rigtigt fin udgivelse med en eventyrlig stemning, masser af velkendte miljøer og karakterer fra Disney-universet og mange underholdende minispil. En rigtig stor hæmsko for at kunne nå målgruppen herhjemme, er den manglende oversættelse af dialogen til dansk, hvilket trækker gevaldigt ned i den samlede bedømmelse. Der er næppe mange voksne, der gider spille det ret langt tid ad gangen, men hvis du ikke har noget imod at oversætte konstant for dine børn, mens I spiller, så er Kinect: Disneyland Adventures stadig en ganske fin investering.








