Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Bjergtagende mellemsekvenser
Flydende gameplay
Masser af levetid
Fængende frihed
Lækker sonisk kant
Bestemt ikke for nyankomne
Visse nytiltag er tåbelige
Kører i samme rille som Brotherhood
Køb Assassin’s Creed: Revelations hos vore partnere:
 

Ubisoft har med deres Assassins Creed ramt flot ind i sit spilpublikums nerve. Det er lykkedes dem at kombinere seje mørke figurer og et vidtforgrenet plot med en teknisk flot baggrund. Serien har været populær lige fra starten, og det har man ikke været sen til at udnytte til at spytte en række titler ud efterfølgende. Vi står nu med endnu et spil i hånden. En gang digital underholdning, der klart ligger mest til eksisterende fans. Vi kastes ind i direkte forlængelse af sidste ombæring; Brotherhood.

Fra spillets start indtager vi igen rollen som Desmond, der er historiens omdrejningspunkt. I en ikke nærmere defineret fremtid er hans sind fanget i en digital verden, hvor hans forfædres historier samt skæbner skal bindes sammen. Han er i seriøs fare for at miste sin egen identitet - og dermed også hans kødelige liv. Det er ikke let fordøjeligt for nyankomne, men fans af serien vil straks føle sig hjemme i hans personlige forsøg på at undslippe samt de dertil hørende historier fra henholdsvis middelalderen samt renæssancen, hvor hans forfædre – de to lejemordere Ezio samt Altair – kommer nærmere deres egne hemmeligheder.

Historien er flot fortalt. Præsenteret i ganske bjergtagende og medrivende mellemsekvenser, der om noget formår at gengive tidsperioderne samt overdrysse disse med så meget stemning, at det næsten damper fra skærmen. Fra det øjeblik, man som en midaldrende, men stadig überhård Ezio forsøger først at undslippe en gammel borg fyldt med tempelriddere, snart efter svæver med faldskærm for derefter at drøne af sted i hestevogn, er man fanget.

Hovedparten af spillet er atter et action-eventyr fulgt fra et tredjepersons perspektiv. Det er en konstant afveksling mellem platformshoppen og kamp, hvor især førstnævnte lægger sig tæt op ad det, vi kender fra blandt andet Prince of Persia – et spil, der sjovt nok også kommer fra samme hus. Kampene er derimod mere taktiske affærer, hvor hovedkulds frembrusning hurtigt bliver straffet med en ny indlæsningsskærm. Tricket er konstant at udnytte sine utrolige atletiske evner, sit ganske omfattende udstyr samt ikke mindst en tålmodig timing af modangreb.

Inden længe er man i Konstantinopel, hvor hovedparten af spillets historie udfolder sig. Det er her, Ezios historie skal tage sin afslutning, og med den skal også umiddelbart sidste punktum sættes for Altair. Det er en omfattende omgang, der om noget tager de tidligere udspil og bygger videre ovenpå. Forbered dig på at miste omkring 40 timer, mens du rejser dig i anseelse på vej mod tronen som byens ypperste lejemorder. Netop denne slet skjulte skelen til de tidligere spil – både gameplay-mæssigt men især også historiemæssigt, er spillets store force, men også lidt dets hæmsko. Kendere af serien vil føle et déjà vu, mens nyankomne højst sandsynligt vil blive skræmt bort af spillets indforståede natur.

Det er positivt, at man denne gang tydeligvis er blevet mere opmærksom på at sørge for, at hovedparten af spillets missioner på en eller anden vis er bundet op på historien. Det giver begivenhederne et mere komplet præg. Uden at afsløre for meget af historien, så er man som udgangspunkt på jagt efter en flok særlige nøgler. Disse er oprindeligt gemt af Altair, og dette benyttes som fortællemekanisme til at afsløre dennes fortid gennem interaktive sekvenser. I denne søgen afslører man ydermere et større tempelridderkomplot, hvilket er katalysator til en række sekvenser som snigmorder.

Til yderligere at give afveksling har man denne gang smidt nogle puzzle-sekvenser ind hos Desmond samt noget Tower Defence hos Ezio. Førstnævnte fungerer ganske fint - det minder en anelse om Portal og det passer sjovt nok ganske fint ind i resten af spillet. De Tower Defence-sekvenser, som Ezio derimod kastes ud i, når han skal forsvare en base, virker til gengæld helt ude af sammenhæng. Man forstår ideen, men den er bare ikke videre godt udført.

Pakken rundes af med multiplayer, som første gang dukkede op i Brotherhood. Det fungerer igen rigtigt godt. Hele konceptet med atletiske snigmordere harmonerer altså bare virkeligt godt med menneskelige modstandere. Selv en ganske almindelig deathmatch føles her mere gribende, når man gemmer sig i skyggerne og sniger sig ind på sin modstander – alt imens man sikkert er i en andens kikkert.

Revelations er en ganske glimrende titel, som oppebærer en virkelig flot teknisk kant med til tider bjergtagende grafik, professionelt stemmeskuespil og episke toner. Er man allerede fan af serien, vil man straks føle sig hjemme – måske endda lidt for meget. Overgiver man sig først, vil man have timevis af underholdning foran sig. Fanget i skyggerne, i svanesangen for en af spilhistoriens største snigmordere.

Gamesector Anbefaler

Om Alan Vittarp Rasmussen